Æggene flyver gennem luften på Kaleidoskop. De smadrer op ad væggene og glider ned ad vinduerne i gule striber. De strinter op på de 100 Lolita-dukker, der er pustet op og tvunget ind over et jerngitter med bryster og ben i sære stritpositioner.
Men det er skuespillerne selv, der kaster æggene. For denne forestilling er ingen fiasko. Tværtimod. Den er en flot, rædselsfuld og begavet forestilling. Om voldtægt og om medmenneskelighed. Men mest af alt om tilgivelse.
Det er lykkedes dramatikeren Christian Lollike at skabe et manuskript og en iscenesættelse af Lars von Triers Dogville, så historien står skarpt på scenen - uden at man behøver at have set filmen for at fatte det blodige plot.
Vold på scenen er værst, når den ikke vises. Og den viden håndterer Lollike effektivt, når han lader sine tre spillere tale om grusomhederne mod den smukke, fremmede Grace, der dukker op i den lille by og kæmper for at blive accepteret. For hvad får folk til at begå voldtægt? Og hvad får folk til at synes, at voldtægt er en fair straf for noget som helst?
Provokerende
Lollike teoretiserer og taler og forklarer. Han har stadig for mange ord i sig. Han er stadig repliknørd. Måske er der her replikrester fra Na-
than (uden titel) i Århus Domkirke, hvor netop næstekærligheden også var et essentielt emne - og måske er der voldtægtsforklaringer fra hans Dom over skrig fra Katapult.
Men Lollikes ord kan noget. De forstyrrer tilskueren med deres ophøjethed. De irriterer tilskueren med deres grundighed. De forvirrer tilskueren med deres ro. Og imponerende nok kopierer han ikke blot filmens form med en alvidende fortællerstemme, men lader selv de tre spillere skubbe handlingen rundt i byen. Uden at tabe ironien af den grund.
Som instruktør har han denne gang delt listigt sine provokerende pointer op på mange forskellige spillemåder: Fra ensomhedsmonologen til kærlighedsdialogen til forelæsningen og forsvarstalen. I munter variation på tre barstole mellem Lolita-dukkerne. Og med scenografen Marco Evaristtis Lolita-gitter som indespærringsloft (som paradoksal kontrast til filmens endeløse studiehorisont).
Hans skuespillertrio er stærke mammutter. Ikke mindst den garvede Claus Flygare, som efterhånden har specialiseret sig i scenefigurer, hvis største opgave er at afvise enhver trang til medfølelse; hans kyniske bartender i sidste Mammut-forestilling Liv Og Død På Café Olfert Fischer sidder stadig i øjnene på tilskuerne, da han træder in på scenen. Vi elsker at hade ham - og forstå ham. Samtidig med, at han ser ud over os med et ligegyldigt blik, der viser, at han egentlig er parat til at skyde os ned på sekundet. Vildt.
Indigneret
Den smukke Emmanuel Limals unge, bløde øjne danner kontrasten til Flygare. Han futter omkring i lange underbukser, mens han skriver humanisme stikord på en tavle. Han vil bare hjælpe. Og han fortryder med blid stemme. Nænsomt.
Selvfølgelig har Limal endnu ikke kraft til at gå op imod Flygares slags. Eller Lisbeth Wulffs. Hun spiller Grace. Eller Nicole Kidman. Hun gestikulerer med en hidsig humor - med tegnede grinebalder inde under prinsessekjolen. Uskyldigt.
Og hun stiller sig mærkeligt smilende til rådighed for sin egen nysgerrighed: For hvordan kan hun egentlig fortsætte med at lægge krop til voldtægterne, når de har smadret hendes krop, så underliv og tarm løber i ét? Og hvordan kan hun fortsat tilgive mændene?
MammutTeatret nyder at bryde grænser for teatret. Denne gang ligger det i at præsentere den gode filmhistorie live, ligesom i sin tid med Festen. I at give nærvær til en vigtig historie, som her identifikationen med den voldtægt, som de fleste af os ellers bruger kræfter på at skubbe fra os i tankerne. Igen.
Grace Was Here er blevet en indigneret forestilling, der skubber tilskuerne helt ind i bunken af Lolita-dukker. Helt ind, hvor det siver med æggeblommer og sperm.
Grace Was Here. Baseret på Lars von Triers film 'Dogville'. Dramatisering: ILLUSTRATORERNE v/ Christian Lollike, Cecilie Ullerup Schmidt og Mads Madsen. Instruktion: Christian Lollike. Dramaturg: Astrid Øye. Scenograf: Marco Evaristti. MammutTeatret på Kaleidoskop, K1, til 19. maj. www.kaleidoskop.dk
