Den ligner en dansk film, tænker man nogle gange forundret, mens man - mere interesseret end egentlig medrevet - ser Anthony Minghellas ny drama om King's Cross-kvarteret i London. Samme lydhørhed over for sociale spændinger og parforholds-gnidninger; samme koncentration om forholdet mellem forældre og børn; og samme mangel på målbevidsthed i plottets afvikling. Især er det pudsige paralleller til Annette K. Olesens lidt uretfærdigt oversete skildring af konflikter i et indvandrerdomineret boligområde, 1:1.
Byfornyelse
Minghella stiller skarpt på et London under forvandling, set gennem den prisme, som hans eget kendskab til smeltediglen King's Cross forsyner ham med. Han bor selv i dette krydsfelt mellem indvandrere og britiske borgerdyr; mellem noget, der ligner slum, og en avanceret byudvikling for de unge og fremadstræbende.
I centrum står et yngre par, der er kørt fast i et forhold belastet af en autistisk datter. Byudviklings-arkitekten Will (Jude Law) har indrettet et nyt smart firma i selve det King's Cross-kvarter, hvor han skal arbejde for bedre levevilkår og avanceret byfornyelse. Men han må se sig bestjålet i flere omgange, for det indbydende firmalokale er fuld af lækkert elektronisk grej.
"Hele mit liv er på den computer," som han siger, da han berøves sit vigtigste og måske mest identitetsskabende bærbare arbejdsredskab.
Det er en bosnisk indvandrer-bande, der står bag. Unge, bagmands-organiserede klatretyve, der udnytter forhindringer og atletisk spring-teknik for at opnå højere fart (teknikken hedder parcour).
Nationens tilstand
Og Minghella bygger filmen op i parallelforløb mellem den tilsyneladende så problemfrit veletablerede arkitektfamilie og 'de fremmede', repræsensenteret af den kun 15-årige klatretyv Miro og hans smukke bosniske flygtninge-mor Amira (Juliet Binoche), som Will betages af i en sådan grad, at han hellere vedligeholder det erotiske forhold end opklarer forbrydelsen mod sit firma.
Filmen kan minde lidt om amerikaneren Lawrence Kasdans lige så ambitiøse forsøg på at kortlægge nationens tilstand i Grand Canyon (1991) - samme kontrastvirkninger mellem de etableredes eksistentielle krise og mindretallenes aggression og udsathed, samme bredde og samme vilje til at skimte muligheder for forsoning.
Men mens Kasdan havde den altid interessevækkende Kevin Kline i centrum som middelmanden i klemme, placerer Minghella mindre heldigt Jude Law i en rolle, der ikke kalder på denne ellers glimrende skuespillers særlige karakterskabende evner. Uglet hår og krisebetonede skægstubbe er ikke nok til at modvirke Laws alt for glatte stjerne-ansigt og facile manerer. Juliet Binoche kæmper en brav (men mere vellykket) kamp mod indgroet stjerne-glamour som den skæbne-mishandlede bosniske flygtningemor, der hutler sig igennem som syerske. I hendes sorgfulde ansigt afspejler sagens alvor sig med større styrke. Også den intense Robin Wright Penn gør indtryk som Laws forpinte samleverske.
Det er dog i virkeligheden i nogle skarpe birolleportrætter, at den rigeligt floromvundne film lever stærkest. Martin Freeman som Wills kollega, der falder for en rengørings-assistent; Ray Winstones ræsonerende politimand, som gennemskuer kvarterets sociale mekanismer bedre end nogen anden; og Vera Farmigas opvakte luder, der kan snakke sig til lidt af hvert.
Filmens dramatiske symmetri har mere end et anstrøg af skrivebordskema over sig. Og til slut falder intrigens brikker lidt for nydeligt på plads. På samme velfriserede måde som fotografen Benoit Belhommes lækkert pittoreske billeder. Denne æsteticisme skaber afstand i stedet for nærvær. Indvendinger, der dog ikke hindrer Breaking and Entering i at være en seværdig film, der med energi og indsigt lodder storby-konflikter netop nu.
* Breaking and Entering. Instruktion og manuskript: Anthony Minghella. Engelsk-amerikansk (Metropol og Dagmar i København og en række biografer i resten af landet)
