Alt var satset på, at Team CSC skulle vinde Tour de France's holdløb og dermed samtidig bevare den gule trøje på Dave Zabriskies overkrop. Var det sket, havde den unge amerikaner kunnet køre i trøjen mange dage endnu. Han kunne være vokset i statur og vise de egenskaber, han også besidder, når det går opad, og flere havde allerede spået ham en rolle som en af dette løbs store nye skikkelser. Da det forfærdeligste og ærgerligste for ham og holdet skete. Inde i målbyen Blois med blot halvanden kilometer til mål skred han uforklarligt ud på den snorlige vej og kurede svært forslået hen ad asfalten med den gule trøje i laser, og de tre ryttere, der kørte bag ham nåede med en beundringsværdig instinktiv og ekvilibristisk reaktion at styre uden om ham - med 60 km i timen!
Chokket forplantede sig et øjeblik til de forankørende, og et øjebliks uro og uråd kostede de tre sekunder, som viste sig at skille holdet fra sejren. Den gule trøje var tabt på værst tænkelige vis, og i samme udskridning røg også etapesejren.
Alt på et bræt
Alt var sat på et bræt for at vinde etapen i den disciplin, som Bjarne Riis sætter så højt. Og alt tabt i et splitsekund. Et af de mest dramatiske tab af den gule trøje i løbets nyere historie, og så trist, så trist for den unge mand i den.
Konsekvenserne for ham fysisk og psykisk er endnu ikke til at vide noget om, men det var sandsynligvis hans afsked med Tour de France som hovedrolleindhaver. Og hvor megen trøst kan Zabriskie finde i den nu atter gulklædte Armstrongs ord om, at det ikke ville blive den sidste gule trøje i hans unge landsmands karriere.
Zabriskie var en gave til holdet og løbet med sin etapesejr og genert humoristiske dage i gult. I Frankrig elsker man helt nye løfterige ansigter i den trøje, og amerikaneren fyldte den smukt ud. At det lige skulle være ham, der blev ramt af uheld, at det lige skulle være på det tidspunkt, og det lige skulle være ham, der - uden egen skyld - kom til at koste holdet etapesejren, er i cykelsnæver forstand en tragedie. Hvor må han dog have det skidt, den stakkel. Og trøst kan han næppe heller hente i, at gule trøjer mistet på så dramatisk en måde, altid vil blive husket i Tour-historien. At Rolf Sørensen bar den nogle dage i 1991 huskes nu bedst - og det ikke i Danmark - ved at han mistede den ved at styrte i opløbet i Valenciennes og måtte udgå med brækket kraveben.
At det kostede sejren, kan diskuteres og vil blive det. Jeg tror det. CSC havde ved alle mellemtider bedste tid foran de nærmeste konkurrenter Discovery og T-mobile, og selv om Armstrongs mandskab åd ind på forspringet på den sidste bakke før mål, så havde CSC fået så meget glid i cyklerne igen efter bakken, at de vandt noget af det tabte ind igen og således stadig ville have en lille margin i mål. Lille, meget lille, men tilstrækkelig.
Vi må ikke vinde
Michael Blaudzun sagde det i mørket i TV 2-studiet i Odense, hvor han sad og fulgte etapen med høj puls, inden han skulle op i stolen og være gæsteekspert.
CSC-rytteren, der ikke er med i dette års udgave af Tour de France, men har erfaring fra tidligere år, satte hænderne for øjnene og rystede på hovedet, som havde han selv været en af hovedpersonerne i dramaet i Blois: "Hvad er der med det holdløb? Vi må åbenbart ikke vinde det."
Jo, holdløbet er forhekset for det danske, internationale mandskab, der i år skulle have revanche for sidste år, hvor rytterne styrtede og punkterede på stribe i øsregnen. I hvert eneste Tour-holdløb, hvor CSC har haft vinderambitioner, har uheld forpurret mulighederne, men aldrig har de været mere skæbne-svangre end i går.
Blaudzuns gæt var, at det var en punktering, der ramte Zabriskie, som derfor i den høje fart mistede herredømmet over cyklen. Og den seneste tids kommentarer om, han er dårlig til at køre i et tæt felt, holder ikke her, for der var god plads omkring ham, da han styrtede. Hvis uheldet var sket i en situation lidt længere fra mål, og hvor CSC havde været distanceret af Armstrongs mandskab, havde det været til at bære. Så havde tabet af trøje og sejr været regulært, selv om det selv følgelig stadig ville have gjort ondt på Zabriskie. Og hvis uheldet var sket tættere på mål - blot en 3-500 meter - så ville det især have været til at bære. Reglerne siger nemlig, at en rytter der styrter, får maskinskade eller punkterer efter 1.000 metermærket bliver noteret for samme tid som den gruppe han befandt sig i på uheldstidspunktet. Zabriskies styrt skete blot få hundrede meter fra den røde trekantsvimpel, der markerer sidste kilometer, så hvis han havde kunnet vente med at lægge sig, ville han have fået samme tid som restene af holdet.
Etapesejren ville måske nok være tabt, måske, men den gule trøje ville fortsat være hans. Men hvis og hvis min røv er spids, kan ikke bruges til noget. Zabriskie skal fysisk, men især mentalt, lappes sammen, og hele holdet skal formentlig kværnes igennem en moralsk genoprustning. Der er et ordentligt spring fra en status med to etapesejre og førertrøjen til nu at stå med blot minderne. Det er et helt nyt løb, der begynder for CSC i dag - eller rettere: Ambitionerne skal igen rettes ind på det oprindelige. At køre for Ivan Basso. Den gule trøje var et eventyr og en sidegevinst, som ikke har kostet holdet alverden af kræfter, men nu er det eventyr skrevet færdigt.
Et rigtigt lorteeventyr.
