Læsetid: 8 min.

Lost in Poetry

En europæisk-japansk dialog er nu startet i form af en poesifestival i Tokio i det nyåbnede Instituto Italiano di Cultura, hvor 16 europæiske digtere er inviteret sammen med 16 japanske. Her skal de to meget forskellige kulturer så forsøge at kommunikere
23. januar 2006

Det kulturelle ansigt er forbundet med et unikt sprog. Det kan derfor være kompliceret at mødes, men en europæisk-japansk dialog er nu startet i form af en poesifestival i Tokyo i det nyåbnede Instituto Italiano di Cultura, hvor 16 europæiske digtere er inviteret sammen med 16 japanske. Her skal de to meget forskellige kulturer så forsøge at kommunikere. Og der foregår konstant ting omkring én i Japan, man som europæer ikke uden videre kan tolke.

Når japanerne i det offentlige rum bærer en hvid maske for mund og næse, er det ikke på grund af luftforurening, som vi umiddelbart ville tro, men for hensynsfuldt ikke at smitte andre med deres forkølelse. Blot for give et enkelt eksempel.

Åbningsaftenen på Super Deluxe lover godt, for publikum kommer op til os for at tale, nogle forærer os tilmed deres værker. En af konvolutterne rummer essays og rystende digte om Hiroshima, om den morgen, hvor byen, børnene, organerne, ja hele verden brændte ...

De øvrige oplæsninger finder sted på kulturinstituttet i en sal med plads til 300 og i mindre rum, hvor der afholdes haiku-sessioner eller oplæsninger af digte skrevet til værker, som man har skaffet fra Sezon Museum of Modern Art. Man fik på forhånd et katalog tilsendt og kunne frit vælge, hvilket billede fra den imponerende samling, man ønskede udstillet.

Nogle af os optræder på et par af Tokyos mange universiteter, og endelig er der arrangeret en rundbordssamtale om poesiens rolle i globaliseringens tidsalder.

Japan har haft en rig poetisk tradition med et væld af digtere fra alle lag i samfundet, men i disse år, hvor det materielle får stadig større værdi i folks bevidsthed, oplever poeterne et mærkbart tilbageslag.

Festivalen er et forsøg på at vise japanerne, at god poesi fortsat skrives, både tanka, haiku og frie vers - alt sammen meget forskelligt fra europæiske traditioner.

Poesi og politik

At en europæisk-japansk poesifestival er opstået kan ses som udtryk for den globaliseringsbølge, der startede i 1980'erne og 90'erne. Globalisering har imidlertid også eksisteret tidligere i form af kolonisering eller imperialistisk fremfærd.

Den europæisk-japanske festival er tænkt som modvægt til den amerikanisering, der så entydigt er forbundet med disse års globaliseringsfænomen. En globus er en kugle, global betyder noget, som vedrører hele jorden. Globalitet står for det verdensomspændende.

Hvad vil vi hinanden? Forstår vi hinanden? Hvordan taler vi sammen, når vi ikke kan tale direkte og betjene os af alle lag i vores sprog, men må samtale på engelsk, et fremmed sprog for samtlige deltagere med undtagelse af den irske John F. Dean.

På podiet til rundbordssamtalen sidder alene mænd, tre fra Europa og fire fra Japan, i teatersalen stor overvægt af kvinder. Den italienske poet Vian Lamarque er inviteret til at deltage i samtalen, men hun vælger desværre at springe fra.

Jacques Darras, der oversætter amerikansk og engelsk poesi, lægger på et fornemt engelsk ud med et indslag om poesi og politik. Herefter er de engelske bidrag af stærkt varierende kvalitet!

Japanerne kan undertiden være svære at forstå, de tænker snarere højt frem for at rette sig direkte til et publikum. Der er intet poetisk ved politik og ingen politik i poesi, siger Jacques Darras, kun forstavelsen po- er fælles. Journalister og poeter taler dårligt sammen, fortsætter han. Journalisterne kan ikke udspørge digterne, og de kan ikke svare journalisterne.

Dante og Victor Hugo var i perioder involveret i politik, men det er i deres litterære værker, de har gjort deres politiske indflydelse gældende. Få har skildret social nød bedre end Victor Hugo i De elendige, da han var sendt i eksil, fortæller den fransksprogede digter, der gerne ser poesi, filosofi og historie tæt forbundet. For Darras kommer poesi ikke oppefra eller udefra, inspirationen begynder på den stol, hvor han sidder. Han lægger op til, at digtere i deres værker tager fat på spørgsmål om opvarmning af kloden og lignende. Og vi skal være "digitalisede poeter", påstår han, bruge medierne, hvis de ikke bruger os. Dette svarer japanerne slet ikke på. De lytter pligtskyldigt, men det er ikke det, der er på spil for dem.

Tanka og haiku

Sadakazu Fujii er den første japanske digter, der får ordet. Han forsøger at give et overblik over sit lands poesi fra den jomfruelige første generation af tanka-digtere til andengenerations allusioner til den første og videre frem til i dag. Også haiku-genrens udvikling belyses fra Edo-perioden (især 1600-1800), hvor der ikke fandtes nogen kontakt med udlandet.

Haiku betragtes undertiden som en støvet digtform fra den feudale tid i Japan, men den kan omvendt anskues fra et universelt synspunkt, eftersom vi nu lever i et århundrede fyldt af uventede muligheder. Stedet, naturen og årstiden er sædvanligvis faste bestanddele, men genren har udviklet sig til ikke-årstidsbundet haiku, feministisk haiku, avantgarde-haiku, by-haiku etc.

Sadakazu Fujiis frygt er, at alt, hvad japansk poesi har akkumuleret, kan gå tabt hvert øjeblik. De unge er ikke læsende, det er en visuel generation, vi har fået. Individet er i højsædet, ikke samfundet og den fælles kultur. Det kan vi som vesterlændinge godt nikke genkendende til. Vi kommer til at starte med fragmentet, konstaterer Fujii, og må herfra rekonstruere i stedet for at fortsætte en udvikling, der kunne have været endeløse genspejlinger af tidligere generationers ophobede erfaringer.

For Fujii er haiku-digtet poesiens essens, han går i gang med en udredning af, hvorfor tanka-poeter kun skriver tanka, haiku-poeter kun haiku og andre igen alene frie vers. Disse formelle spørgsmål viser sig at være af ekstrem vigtig betydning for japanerne. Hvor de europæiske forfattere sondrer mellem, hvad henholdsvis poesi og prosa evner, skelner man i Japan mellem, hvad de forskellige poetiske former indebærer. De europæiske forfattere forsøger at lytte, men hvad har dette dog med globalisering at gøre? Kan Fujii ikke holde sig til emnet?

Lange digte er kedelige

Ban'ya Natsuishi tager over, men det bliver det ikke bedre af for europæerne. Han kommer som sin forgænger slet ikke ind på Darras oplæg. Darras synker længere ned i sin stol, mens Ban'ya Natsuishi giver sig god tid til at supplere Fujiis tankegang: Haiku er essentiel. Øjeblikket, der indeholder alle øjeblikke. Måske den mest afgørende genre i det nye årtusinde, eftersom den ultrakorte form er den bedste bærer af dyb visdom... Lange digte er kedelige at lytte til, vrisser han overraskende, for japanere forekommer om noget høflige og hensynsfulde.

De europæiske digtere rykker rundt på deres respektive stolesæder, flere har samme dag læst ganske lange digte op. Den gamle verden rummede poesi, dans og sang fortsætter Ban'ya Natsuishi, den moderne består bare af fragmenter. Haiku-digtet må være udgangspunktet for en ny form for integration. Ban'ya Natsuishi kan ikke udstå ordet globalisering, det lugter af militær, af økonomi og politik. Ordet er forbundet med strømme af masseproducerede varer, der udveksles, og af investeringer i verdensomspændende produktionssystemer. Det giver ham stærkt ubehag. Af gode grunde, for Japan er et samfund, der sprøjter masseproducerede varer ud, ting, der skal fornys med jævne mellemrum.

Jeg ved, hvad han taler om. Hvert ledigt øjeblik tager jeg metroen rundt i Tokyo for at se, hvad byen byder på. Shibuya, Ginza, Harajuku og mange andre bydele kan med deres vareudbud slå luften ud af den vesterlænding, der besøger Tokyo første gang. Af samme årsag kalder den etruskiske udstilling i samme italienske kulturinstitut på japanernes opmærksomhed. Mange besøgende sukker højlydt foran montrene ved synet af individuelt bearbejdede genstande: krukker, våben, smykker, kløpinde, diademer, spilleterninger, redskaber til at rage gløder ud af asken med etc. etc. Mange genstande, der blev fremstillet ca. 400-300 år f. Kr., er langtidsholdbare og præget af et personligt udtryk.

At følge kaos er liv

Casimiro de Brito fra Portugal tager tråden op efter Ban'ya Natsuishi, han er en af de få digtere fra Europa, der har beskæftiget sig intenst med haiku. Han har lyttet til haikudigte i utallige lande og opfatter de mange stemmer over hele kloden som et stort symfonisk orkester. Han følger af princip kaos, ikke fordi han er imod orden. Vi holder af den orden, der findes i poesi, siger han, især i de helt korte, kondencerede former, men at følge kaos er at følge liv. Kaos og kærlighed er også forbundne størrelse.

Japanerne klapper for første gang, de forstår Casimiro, fordi Casimiro i lighed med en digter som Octavio Paz har fattet haikudigtets væsen.

Japanerne konkluderer: Det er i dag af yderste vigtighed at fokusere på digtenes faste former. Enhver skulle lave sit eget haiku-digt. Der er power i de fortættede haiku-digte. Hvad kan poesi ikke udrette? Ved at samle et gigantisk udvalg af haiku, kan vi skabe et nyt samfund, hævder japanerne. Dette er deres vision!

Det får mig til at tænke på, at synet af det sneklædte Fuji-bjerg (Fuji-san) under bragende blå himmel eller det gennemlyste træ i den japanske have ved Meiji Jing-helligdommen eller guldfiskene i dammen eller andre tre sekunder i Tokyo naturligvis pludselig kan gå hen og blive essensen af et ophold. Et sandt haiku-øjeblik er jo aldrig et isoleret øjeblik... De europæiske digtere lytter forbløffet. Skulle denne rundbordssamtale ikke omhandle globalisering?

En dør er åbnet

Har jeg læst programmet forkert, spørger Jacques Darras to minutter før mål. Skal globalisering nu handle om sonetten over for haiku-digtet? Hvem vinder? Darras er tilsyneladende ikke bange for at forveksle poesi og virkelighed, da han spørger: Findes der et bedre haiku end en terrorist, der sprænger sig selv i luften? Poesi er ikke bare form, afrunder han, poesi handler om liv og mennesker. Han er heller ikke begejstret for ordet globalisering med mindre ordet er identisk med fred og foreslår en "fransk løsning": mondialisation. Ordet er ikke hans opfindelse, men til forskel fra den sociologiske term globalisering, forbinder franskmændene med mondialisation snarere en transnational udveksling af kulturel art.

Verden er næppe blevet én af denne rundbordssamtale. Jeg vil stadig have lov til at sige nej tak til at få serveret fiskeøjne og slangesuppe, som min ven Tendo Taijin tilbyder mig, da han viser mig templer og andre helligdomme i Kamakura. Forskellene er snarere blevet tydelige under de forskellige indlæg. De fleste deltagere på podiet er mere missionerende end lyttende, når det kommer til stykket, skønt tanken var, at der skulle startes en dialog.

Flere japanske digtere læser herefter op af lange strimler, der ligner målebånd, og hvorfor ikke, når nu de japanske skrifttegn læses lodret. Der er klar forskel på europæisk og japansk poesi, og vi er nu og da lost in poetry.

I hvor høj grad kunst kan bane vej for gensidigt inspirerende sameksistens får stå hen i det uvisse. Poesi begynder med en lytten til noget et sted... En dør mellem Europa og Japan er i det mindste åbnet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her