Brabrandhallen er fyldt med voksne der buher. 'I love Brabrand', står der på deres rød/hvide trøjer.
Debatmødet denne torsdag i slutningen af august er kulminationen på en kamp mellem vest- og øst-Brabrand, en kamp der deler Brabrands børn op i 'sorte' og 'hvide'.
De fleste af de rød/hvide voksne er forældre til børnene på Engdalskolen. De vil ikke have, at deres børn skal gå i skole med børnene fra Sødalskolen.
Det er omkring 12 år siden, jeg gik ud af 9. klasse på Engdalskolen. Nu føler jeg mig lidt på udebane.
"Det er jo ikke sådan, at alle tosprogede ikke kan tale dansk. De gennemgår en sprogscreening. Hvis de ikke kan tale dansk, lærer de det, før de sendes videre ned på Engdalskolen. Så selvom I får flere indvandrere end de 20 procent, I har, burde det altså ikke gå ud over børnenes indlæring," prøver embedsmanden fra kommunen at overtale forældrene.
"Buuuuhh" råber de røde og hvide forældre. Fordi de mener, at skolerne skal lægges sammen. Selvfølgelig. Kommunen skal spare 410 mio. kr. på budgettet. En anden grund er integration.
En lille pige sidder med små sølvhjerter på sandalerne og iagttager slagets gang. Det er ved at være over hendes sengetid. Det er der ingen, der tænker på, selvom det er hende, det handler om.
"Jeg synes, de er blevet lidt barnlige, de her forældre. Det går jo ud over børnene," siger en af de eneste forældre fra Sødalskolen. Han er iført smørgul skjorte.
Det er sorthårstypisk!
Nede på Brabrand Hovedgade møder jeg en bekendt der gik ud af Engdalskolen for ti år siden. Én fra hans klasse er kommet i spjældet for racistiske slagsmål. En anden er medlem af Hells Angels. Ingen af dem er indvandrere.
Der er så stille her med sø og skov og pølsevogn. Der hænger stadig børnekeramik nede i min gamle Engdalskole. Stolene ser ud til at være de samme som dengang. Lærerne er blevet gråhårede.
Jeg møder en underviser med uldne sokker i sandalerne. Han taler om sorte og hvide. Det synes jeg ikke helt, man kan, så begynder han at tale om sorte og rødhårede.
"Vi bliver nødt til at erkende, at nogle problemer er mere sorthårstypiske end rødhårstypiske. De sorthårede repræsenterer lavtlønsindkomst, stjålne knallerter og bander, men de indvandrere man lærer at kende, kan man jo altid lide. Og der er altså et generelt problem. Det er jo også nemmere at bo et sted, hvor man kan få en kop bulgur, når man har brug for det, og her ude er det jo bare Hr. og Fru Danmark med deres helt almindelige kedelige børn," forklarer han.
Der går omkring 700 børn på Engdalskolen. 20 procent af dem er tosprogede.
Så er der frokostpause, vi går over på lærerværelset, møder min gamle matematiklærer. En samfundslærer, der spiser rugbrødsklemmer, taler om pædagogiske principper:"Det går stik imod den måde, vi underviser på, hvis børn skal deles på to skoler. Lærerne og eleverne bruger hinanden på kryds og tværs," forklarer han.
Hvis skolerne bliver lagt sammen, skal 0. - 6. klasse være på Engdalskolen - de store skal gå på Sødalskolen.
De er så søde
"Bliver vi for mange indvandrere, er det svært at lære dansk, og det er lidt svært at få venner, når man er indvandrer," siger en lille mørkhåret dreng.
"Det er det da ikke," siger hans kammerat.
"Nej, ikke længere, men nu kender de os," siger den anden dreng. De er på vej til bus nummer 17, der kører til Gellerup. Bag dem kommer to lyshårede drenge.
"Hvis skolerne bliver lagt sammen, bliver vi flyttet til en privatskole," siger de i kor. Så kører bussen. En shortsbeklædt elev slår efter en hveps med sit penalhus. Så er vi i Brabrand øst. Et par hundrede meter herfra tårner City Vest som varetegn for én af Danmarks største ghettoer.
For enden af den grønne allé leger børnene i sandkassen. Vi er på Sødalskolen. Her går omkring 265 børn.
"Børn kan mærke det, når de ikke føler sig velkommen. Hvis de ikke har lyst til at have mine børn, skal de ikke have dem," siger en kvinde, der har sit pigebarn i hånden. Hun er hverken tosproget, indvandrer eller af anden etnisk oprindelse.
Magnetskole
Skolens lokaler er lyse og rene med blåtlakerede stole uden ridser i lakken.
Kulturkanonen hænger på væggen. Der er ved at blive bygget en ny aula med minicafé. Sødalskolen er en såkaldt magnetskole. Den får ekstra økonomisk støtte af kommunen i forhold til andre folkeskoler.
"Sammenlægningen af skolerne burde faktisk have været et integrationsprojekt. Det handler ikke kun om at spare, men om børnene og deres fremtid," siger viceinspektøren på Sødalskolen, Jørgen Mandrup Nielsen.
Han synes, det er bekymrende, at forældrene bruger børnene som skjold.
"Så kommer de andre børn fra det andet Brabrand med deres t-shirts, hvor der står, 'I Love Brabrand' - hvad skal vi så gøre, lave en t-shirt, hvor der står, 'I love Brabrand too'?
Han tager en undersøgelse frem fra den liberale tænketank Cepos. Der står, at Sødalskolen er den femte bedste folkeskole i Århus, når det drejer sig om undervisningseffektivitet - ikke karakterer men udvikling af elevernes kompetencer. Det handler ikke kun om karakterer, men om at tage udgangspunkt i det, eleverne kommer med.
"Så forstår jeg bare ikke, at vi skal have at vide, vi er en dårlig skole, hvor kommer det fra? Men når man siger en 'sandhed' tilstrækkelig mange gange, bliver det en 'sandhed'," forklarer han.
Vi går udenfor. Jørgen råber til børnene, han smiler, samtidig med at han tripper frem og tilbage. Virker anspændt.
"De er så søde, dygtige og kloge alle sammen, med og uden tørklæde," siger han, da der går en gruppe piger forbi. De smiler genert og teenageoverbærende.
"Ja, jeg taler om jer," fortsætter han.
"Selvfølgelig," siger jeg.
"Det ved jeg godt, du ved, men det er bare så vigtigt for mig at vise dig den anden side af det her, der er så mange fordomme imod os," svarer han.
"Det her er ikke Gellerupplanen, men Brabrand. Gellerup er på den anden side af vejen," siger en tyrkisk mand. Han vil hedde Rasmus.
"Jeg er glad for den her skole, men jeg har ikke lyst til, at min datter bliver i Danmark. Hun skal til Tyrkiet, inden hun fylder 18 år, ellers mister jeg hende," siger han og kigger ned på barnet med det store pandehår, der ikke kan skjule de nysgerrige øjne.
"Spørg hende, om hun skal gå med tørklæde," opfordrer han.
Og jeg vender mig mod den lille pige, der går i nulte klasse.
"Skal du bære tørklæde?"
Hun nikker tillidsfuldt. Vokser mindst ti centimeter ved tanken.
Rasmus hanker op i hendes lille, pink Barbie-skoletaske.
Det kunne være værre!
Jeg går mod nord ind i den såkaldte Gellerupghetto. På biblioteket er der ansat en uniformeret vagt
"Du skulle gå op og se på Nordgårdskolen, jeg forstår faktisk ikke, hvordan man kan byde børn at gå sådan et sted," siger en bibliotekar bekymret.
Der står ikke Nordgård-skolens navn på den grå betonkasse. Indenfor vokser eviggrønne planter i krukker.
'Fuck dig,' står der ved et hul i døren, hvor en lås engang sad. Fem drenge sidder i gården. Kalder sig palæstinensere og muslimer. Den ene går i 8. klasse på Engdalskolen. Vil være journalist.
"Jeg stjæler scootere," siger den mindste dreng. Griner. Får 03 i dansk stil.
"Han spiller smart," forklarer en ældre. Han går i gymnasiet og får ti i matematik. Det er ikke til at vide, hvad der er rigtigt og forkert.
"Kender du Claus Møller, det er min matematik lærer," spørger drengen fra Engdalskolen.
"Han var også min matematiklærer," svarer jeg.
