Læsetid: 3 min.

Det lover vi med hånd og mund i mørket før en morgenstund:

... At drømmen om frihed aldrig blir forbi Besættelsestidens helte var dem, der vovede noget for friheden. Ikke dem, der meldte sig efter 5. maj 1945 - og stadig strømmer til
21. april 2005

Besættelsestidens helte var dem, der vovede noget for friheden. Ikke dem, der meldte sig efter 5. maj 1945 - og stadig strømmer til

Underligt, hvor mange helte vi pludselig har fået i den danske modstandskamp mod tyskerne. Nu - 60 år efter Hitler aflivede sig selv og sit rige - melder der sig stadig flere repræsentanter for partiet Venstre blandt de uforfærdede frihedskæmpere. Senest Uffe Ellemann-Jensen i Berlingske Tidendes kronik i tirsdags.

Ekstra underligt er det, fordi partiet Venstre jo under selve modstandskampen 1940-45 ikke var med i rækkerne. En enkelt Venstre-mand viste heltemod, nemlig landsretssagfører Per Federspiel. Med ham som vimpel søgte Venstre de følgende 30 år at dølge, at dets folk på Christiansborg havde brugt nazisternes tilstedeværelse til at gavne landbrugets indtjening og tilbageskubbe de sociale fremskridt, som de fattige havde gjort i 1930'erne.

Om statsminister Foghs heltemod-med-tilbagevirkende-kraft sagde i sidste uge her i avisen den 87-årige Johan Garde, der havde forbindelse til modstandsbevægelsen:

"Det er så klart - og plumpt - at hans bemærkninger skyldes bestræbelser på at legitimere dansk deltagelse i angrebskrigen i Mellemøsten."

Besættelseshistorikeren Ole Lange fastslog i Information i går: "Det duer ikke, at vi nu bedømmer handlingerne og holdningerne dengang ud fra bagklogskabens bedreviden."

Lad os skrue tiden tilbage og søge at opleve, hvordan den tog sig ud.

Den 9. april 1940 cirklede de tyske bombefly over København og andre store danske byer. De ville have bombet, som de gjorde i Polen et halvt år forinden. Hvis Danmark havde sat sig til modværge, ville landets ledelse på et døgn være omkommet, arresteret eller flygtet - og i stedet for den 9. april var overgivelsen sket den 10. april - og foretaget af en nazistisk regering i Danmark. Det - og de følgende lidelser for landet - kan man være skruet sådan sammen, at man foretrækker. Spørgsmålet er bare, om man i det tilfælde skal søge posten som landets statsminister.

Winston Churchill udtrykte efter den 9. april forståelse for, at Danmark - med sin geografiske beliggenhed - ikke kunne have handlet anderledes.

I besættelsens første uger kunne Danmark håbe, at tyskerne ville knække halsen, når de løb stormløb på vestfronten. Sådan gik det ikke. Holland, Belgien og Luxembourg blev rendt over ende, og Frankrig brød sammen.

Dette var den mørkeste stund for Danmark. Storbritannien var presset til det yderste, USA i fjern isolation og Sovjetunionens Stalin havde indgået pagt med Hitler.

Fra maj 1940 til juni 1941 måtte nazismens sejr forekomme - næsten - uundgåelig. Så angreb Hitler Sovjet, men også det syntes at lykkes for ham - som det i Første Verdenskrig var lykkedes Tyskland at tvinge Rusland i knæ. Ikke før december 1941, da vinteren meldte sig på sovjetisk side, og Hitler erklærede USA krig, var der noget for et dansk håb at holde sig til. Der skulle gå endnu et år, før nazisternes krigslykke vor alvor var vendt.

Som historikeren Henrik S. Nissen har fremhævet her i avisen, var den danske modstandsbevægelse yderst fåtallig frem til 1943-44. I begyndelsen bestod den kun af dansknationale borgerlige; fra sommeren 1941 kom k0mmunisterne til - med Nissens ord "så at sige kastet ud i illegalitet".

Den mørkeste tids folkelige modstand var væbnet med ord. Her blev revyen våbnet. Den 31. maj 1940 var der premiere på Dyveke, hvor Liva Weel - til en tango af Kai Normann Andersen - sang Poul Henningsens tekst:

Man binder os på mund og hånd,

men man kan ikke binde ånd,

og ingen er fangne

når tanken er fri.

Vi har en indre fæstning her

som styrkes i sit eget værd

når bare vi kæmper

for det, vi kan li.

Efter hun havde sunget, rejste publikum sig spontant i dyb tavshed. Dyveke fik 392 opførelser over hele landet - den sidste den 30. november 1941, hvor et dæmringslys kunne anes fra krigsskuepladserne. Denne åndelige kamp, der holdt modstandsviljen oppe, mens alt så sortest ud - den stod de kulturradikale for. Det vil Fogh næppe takke dem for.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu