Læsetid: 6 min.

Lovet være Allah, fædrelandet og Anders Fogh

Lovet være Allah, fædrelandet og Hans eminence Anders Fogh Rasmussen, sådan kan begyndelsen på fredags-prædikener måske komme til at lyde i Danmark i en ikke så fjern fremtid i samme stil som i de fleste muslimske lande, hvor staten blander sig i uddannelsen af imamer
19. august 2005

Imam-uddannelse eller nærmere 'dansk imam-uddannelse' er blevet tidens buzz word. Ministre, biskopper og fremtrædende muslimer næsten falder over hinanden i iver over denne mirakelløsning, der skal sikre 'den moderate islams' udvikling i Danmark. Da nødvendigheden og ikke mindst plausibiliteten af en dansk imam-uddannelse ikke kan evalueres uden at forstå 'problemerne' med de eksisterende imamer, er det vigtigt at kigge nærmere på dem.

Det altovervejende flertal af imamer i danske moskeer er her på relativt korte ophold (grundet visarestriktioner). De leder bønnerne i moskeerne, prædiker på modersmålene og opfylder forældregruppens spirituelle behov, men i modsætning til i deres hjemlande, hvor de også opfylder en samfundsmæssig opgave som rådgivere og mæglere, er det begrænset, hvilken rolle de kan spille i Danmark, da de fleste simpelthen ikke når at få et dybere indblik i samfundsforholdene.

Endvidere er de etnisk baserede moskeer, hvor imamerne er ansat alt andet end in blandt de unge, for hvem den specifikke etniske identitet ofte spiller en meget mindre rolle end det, at de er indvandrere og muslimer. Miljøer, hvor halvdelen af deres multietniske vennekreds ville føle sig uvelkomne, er derfor ikke højst på ønskelisten, og de søger ikke deres inspiration i moskeer, hvor der prædikes 'indvandrerislam' på fremmede sprog, men tværtimod i miljøer, hvor sproget er dansk, og hvor klientellet er multietnisk, hvadenten det er hos Hizb-ut-Tahrir eller salafistiske miljøer.

Det er derfor misvisende at beskylde imamerne for at fastholde de unge i en bestemt form for islam, de eksisterende imamer spiller en relativt lille rolle for andengenerationsindvandrerne, der først og fremmest søger rådgivning og inspiration hos mennesker, de kan forholde sig til, netop fordi mange imamer ikke fanger deres interesse. Således kan man ikke sige, at de fastholdes i forældrenes islam, tværtimod!

Kendskab ikke lig accept

Tesen om, at de fleste imamer i landet ikke er rigtige imamer, holder ikke, tværtimod har så godt som alle de store moskeer rigtige imamer med en formel teologisk uddannelse tilknyttet. På den anden side er så godt som alle de prædikanter, der er populære blandt de unge, selvlærte. Det, der tiltrækker de unge til disse personer og miljøerne omkring dem, er ikke den teologiske kunnen, men først og fremmest, at personerne har et solidt kendskab til det danske samfund, taler til de unge på et sprog de forstår og i en relevant kontekst nemlig Danmark anno 2005!

I modsætning til hvad flere politikere og 'eksperter' mener, så er kendskab til en kultur ikke lig med blind accept eller en følelse af tilhørsforhold. Jørgen Bæk Simonsen og Tim Jensen må vel siges at have et godt kendskab til den islamiske tro og kultur, men dette betyder på ingen måde, at de har et tilhørsforhold til den eller personligt accepterer den. Postulatet om, at imamer og muslimer, der 'prædiker imod den danske kultur', ikke har nok kendskab til den, er velsagtens den mest naive teori i den danske integrationsdebat, en teori hele debatten om en dansk imamuddannelse synes at bygge på .

I modsætning til imamerne i moskeerne, der ofte tager udgangspunkt i hjemlandets realiteter, tager prædikanterne netop udgangspunkt i de unges realitet. Racisme, diskrimination og islamofobi har de oplevet i samme omfang som de unge tilhørere og har ofte selv været igennem et typisk dansk ungdomsliv med stoffer alkohol og piger. Så hvor imamerne kommer fra en teologisk vinkel, kommer disse prædikanter fra en teologisk og en praktisk vinkel.

De trænger ikke igennem på grund af deres egen og modtagergruppens uvidenhed omkring det danske samfund, tværtimod er deres kald baseret på førstehåndskendskab til det danske samfund inklusive det danske demokrati. De forstår udmærket godt demokratiets præmisser, og som det er blevet bekræftet igen og igen, at den politiks proces i Danmark idag ikke er rummelig nok til politikere med muslimske holdninger. Unge der hører at demokratiet er uislamisk, kan med deres egne øjne se, hvordan den ene muslim efter den anden er blevet presset ud af politik, medmindre der er tale om muslimer, der aktivt støtter sager, der er i diametral modsætning til alt, hvad islam står for.

På bagrund af ovenstående er de klart at ingen af de fremsatte imamuddanelsesforslag er nogen nem mirakelløsning.

Hvis vi tager forslaget om, at det skal være en ren samfundsvidenskabelig overbygning uden teologisk indhold, kan vi starte med at spørge, hvorfor denne overbygning kun skal gælde for muslimer og ikke andre udenlandske forkyndere? Hvis det handler om, at forkynderen med sit nye tilegnede kendskab til det danske samfund bedre kan vejlede sin menighed, er det direkte diskriminerende kun at rette den imod muslimer, da en hindupræst fra Tamil Nadu vel ikke kan formodes at have et større kendskab til Grundtvig end en imam fra Istanbul! Målsætningen knytter sig desværre igen til teorien om, at modstand mod danske værdier skyldes uvidenhed. En yderst naiv formodning.

Teologisk uddannelse

Forslaget om, at det skal være en decideret dansk teologisk imamuddannelse, rummer endnu flere problemer. Islamisk ortodoksi har visse rammer, der uanset meningsforskelle på visse perifere områder, overholdes på tværs af sekter og retsskoler. Hvis fortalere for en imamuddannelse har planer om at indføre en form for modereret islamisk teologi, der i højere grad vil forene det islamiske og danske livssyn eller rettere amputere de dele af islam, der ikke stemmer overens med det danske, kan der vente dem en slem overraskelse.

For det første vil en imamuddannelse, der ikke underviser i islam, men i orientalistiske teorier og en sekulariseret hjemmestrikket teologi, blive opfattet netop som en sådan af de muslimske samfund. Staten kan uddanne personer, der kaldes imamer og har et flot diplom, men hvis de ikke har menighedens accept, er det i sidste ende et mislykket integrationsprojekt på skatteydernes regning.

Den danske imam Abdul Wahid Petersen har udtalt, at han tror en dansk uddannelse vil give imamerne en større autoritet blandt muslimerne i Danmark, jeg kunne ikke være mere uenig. Enhver med kendskab til den muslimske verden ved hvilken skepsis, der er over for fatwaer udstedt af statsimamer. Denne mistro overfor staten findes om muligt i endnu højere grad her i Danmark, efter et årti med stramninger har de fleste muslimer en indbygget skepsis overfor statslige tiltag. Derfor kan det at være statsautoriseret hurtigt blive et handikap snarere end en fordel, og enhver mild fatwa eller prædiken, en sådan imam måtte komme med, vil straks blive set i lyset af, at han jo er statsuddannet (måske ovenikøbet statslønnet). En dansk imam uddannelse kan måske give større autoritet blandt ikke muslimer, men bestemt ikke blandt muslimer.

Af grunde opremset ovenfor mener jeg, at et egentligt statsligt imamprojekt er dømt til at mislykkes. Islam havde ingen reformation i 1530'erne og kommer ikke til at have en i 2005 eller 2050 for den sags skyld. Der er mange områder hvorpå de eksisterende imamer kan forbedre sig, ikke mindst med hensyn til deres sprogkundskaber og evne til at forholde sig til det danske samfund, hvilket er essentielt, hvis de skal kunne formidle et budskab og spille en aktiv rolle blandt muslimerne i Danmark. Fra muslimernes side må målet på sigt være at oprette uafhængige institutioner, der kan uddanne imamer i hvert fald til husbehov, men det er nok utopisk at forestille sig, at et dansk islamisk universitet kommer til at konkurrere med Al-Azhar eller Medinas universitet i den nærmeste fremtid. Indtil da må man klart håbe at flere muslimer med en opvækst i Danmark er villige til, at studere islamisk teologi på de læreanstalter (i den muslimske verden), der findes idag.

Dette vil måske ikke tilfredsstille politikere, der ønsker en fordansket islam, men faktum er, at processen ikke kan tvinges ned over hovedet på muslimerne, og at ethvert sådan forsøg vil virke frastødene. En forståelse for dansk kultur er ikke per automatik lig med accept af dansk kultur, og det faktum vil imamer, der starter deres khutbaer (prædikener under middagsbønnen, red.) med en lovprisning af Allah, fædrelandet og Fogh, ikke kunne ændre på.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her