Læsetid: 3 min.

Lovlig løgn

21. september 2002

LØGN ER TILLADT. I hvert fald, hvis man er
regeringschef og af journalister bliver stillet ét af disse to spørgsmål:
*Er der planer om en devaluering?
*Er der planer om at skifte ministre ud?
Svarer regeringschefen af hjertets dyb: »Ja, så snart tidspunktet er belejligt« – så er tidspunktet allerede indtruffet og på ubelejligste vis: Valutaen styrtdykker, eller regeringen går i koma.
Altså må der lodret benægtes, uanset hvordan sandheden måtte forholde sig.
Og ganske rigtigt: I går morges kl. 9.12 indtikkede på dette blads redaktion en fax fra Statsministeriet, hvori det lød: »Statsministeriet meddeler: Statsminister Anders Fogh Rasmussen meddeler, at han ingen planer har om at ændre ministerlisten.«

DEMENTIETS anledning er en otte-spaltet forsideoverskrift i Berlingske fredag: »Fogh overvejer ministerrokade«.
Man kan studse over denne ordlyd i artiklens indledning:
»I al hemmelighed tænker statsministeren på at udskifte et par ministre umiddelbart efter nytår, når Danmark har overstået EU-formandsskabet.«
I al hemmelighed? Aha, statsministeren har betroet Berlingske Tidende en ægte hemmelighed. Tilmed én, der først vil eksplodere om tre en halv måned. Det er i politik en lang lunte for bomber at være tændt med.
Hmm! Underligt lyder det. Og mindre mærkeligt bliver det ikke af, at udskiftningerne blandt andet skulle indbefatte, at Gyldendals direktør Johannes Riis rykker ind som kulturminister efter nytår. Riis, der offentligt har kritiseret statsministerens udrensning af uønskede »smagsdommere« og nedskæringerne på kulturbudgettet, slår da også kors for sig. I dagens Information med ordene:
»Det har intet på sig. Jeg har ikke fået et tilbud om at blive kulturminister. Det er spekulationer, jeg slet ikke kan nikke genkendende til – det er fuldstændigt teoretisk.«
Så velkommen som kulturlivets repræsentanter byder en minister med indsigt og forståelse, er Riis givetvis for viis til at indtræde i dobbeltrollen som pyntefigur i regeringen og øksesvinger for Thor Pedersen.

NUVEL, TROLIGT er det da, at statsministeren jævnt hen gør sig overvejelser om sit ministerhold. Det er efter grundloven hans job, og ved regeringens udnævnelse lød det da også advarende, at ingen skulle vide sig sikker på taburetten. Gør nogen sig skyldig i magelighed i embedet og eftergivenhed over for embedsapparatets (socialdemokratiske) vanetænkning – så er det vupti ud!
En af regeringens mere stille eksistenser er skatteminister Svend Erik Hovmand. Det vil komme som en overraskelse for de fleste, at han faktisk også har været energiminister (1986-88). Og boligminister i hele tre år (1990-93).
Hvis nu ikke Berlingske havde slået så stort op, at Hovmand står til udskiftning, så kunne statsministeren have fjernet ham, uden at nogen havde opdaget det.
Det, folk havde fundet påfaldende, ville være, at
Brian Mikkelsen pludselig kaldte sig skatteminister, sådan som efter-nytårsplanerne angiveligt skulle gå ud på.
På den anden side... Hvis ministerprofil i regnormehøjde skulle være årsag til udsmidning, så måtte Bendt Bendtsen ryge før Hovmand. Men Bendtsen er partileder hos koalitionspartneren, og efter parlamentarisk skik kan statsministeren ikke rykke rundt på partnerens ministre uden lederens samtykke. Og selv om Bendtsen ikke er de flammende ambitioners mand, véd han godt, at en yderligere markering af hans lavstatus i regeringssamarbejdet vil føre hans fald – og ny runde af konservativ selvdestruktion.

HVEM HAR PLANTET historien i Berlingske? Næppe statsministeren personligt. Dertil er han alt for snedig. Og den slags har han i øvrigt folk til.
I går havde De Konservative travlt med at sive, at rokade-historien er sat i omløb af Venstre for at dække over V-ministrenes problemer og Venstres indre uro om skattestoppedogmets rette udlægning.
Rygte-rokaden er en påmindelse om, at regeringssamarbejdet ikke er lykkeligt, og at en stærk opposition ville have rige muligheder.
Hvis en sådan fandtes.

dr

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her