Læsetid: 3 min.

Lovligt racistisk

23. marts 2002

Blandt de mennesker, der går rundt i det danske samfund uden nogensinde at være blevet dømt efter paragraf 266b i straffeloven, er der folkevalgte politikere som Pia Kjærsgaard og Mogens Camre. Da paragraffen handler om det strafbare i at fremsætte nedsættende ytringer om andre mennesker på grund af deres tro, køn og etniske oprindelse, kan der umiddelbart være grund til en vis grad af forundring. Men der er faktisk en ganske god forklaring. Lige siden den såkaldte racismeparagraf kom ind i dansk lovgivning, er den blevet forvaltet med stor varsomhed af både anklagemyndigheden og domstolene.
Loven blev vedtaget i 1971. Flertallet blev samlet sammen på kryds og tværs af folketingsgrupperne. En af de mest markante modstandere var folkesocialisten Poul Dam, selv om flertallet i SF’s folketingsgruppe gik ind for kriminaliseringen af racistiske ytringer. Da han senere i årtiet kom i Folketinget markerede venstresocialisten Preben Wilhjelm sig også som en stærk kritiker af denne lov. Fælles for deres argumentation var det grundsynspunkt, at det ikke lader sig gøre at bekæmpe holdninger – og især ikke de stærkt fordomsfulde – igennem lovgivning. Når svinehunden glammer, skal det kunne høres i den offentlige debat – og det er netop i det offentlige rum, de racistiske fordomme skal gendrives.

Denne tillid til almindelig folkelig anstændighed blev imidlertid ikke delt af Folketingets flertal. Loven blev vedtaget, og endnu et hjørne blev – rent formelt – skåret af ytringsfriheden. Til gengæld skulle forvaltningen af denne lovgivning vise sig at blive ganske anderledes, end dens fortalere havde forestillet sig. Nok inspirerede den til ganske mange politianmeldelser, men det var kun i få og sjældne tilfælde, anklagemyndigheden fandt grundlag for at rejse sager. Og det var endnu sjældnere, domstolene fældede dom.
På denne måde blev retssystemet en garant for grundlovens beskyttelse af retten til at ytre sig frit. Til gengæld betød det også, at de politikere og andre deltagere i den offentlige debat, der mindst havde fortjent det, var de eneste, der kunne få dom for, at de ikke havde fremsat racistiske udtalelser. Man skulle over til Mogens Glistrup og co. for at finde grovheder så åbenlyse, at paragraf 266b nødvendigvis måtte tages i brug.

PÅ den baggrund kan det undre, at det netop er Dansk Folkeparti, der nu har taget et nyt initiativ for at få racismeparagraffen afskaffet. Faktisk burde partiet være taknemmelig for, at den tolerante praksis i anklagemyndigheden og ved domstolene har medvirket til, at det aldrig er gået, som folketingsflertallet i 1971 havde forestillet sig. Partiets førende personer har kunnet udtale sig om flygtninge og indvandrere, som de har haft lyst – i sikker forvisning om, at de rent juridisk ikke har løbet risikoen for at blive stemplet som racister.
Men den fordel vil visne bort, hvis der ikke længere er nogen paragraf, der kan bruges som målestok. Så vil udtalelser som dem, Mogens Camre fremsatte på Dansk Folkepartis seneste landsmøde, fremstå klart og utvetydigt som det, de var – renlivet racistiske. En sådan vurdering ville ikke kunne tilsløres af et retssystem som det, der igennem de sidste tre årtier har forsøgt at dæmpe konsekvenserne af parlamentarisk uforstand.

BÅde principielt og rent pragmatisk er der altså gode grunde til, at racismeparagraffen burde afskaffes. Men i den aktuelle sammenhæng er der to, meget forskellige årsager til, at det alligevel ikke lader sig gøre.
Den ene er, at forslaget denne gang kommer fra netop Dansk Folkeparti. Ud fra de ytringer, flere af partiets lededende fortalere har fremsat i de senere år, kan netop deres ønske om at få paragraffen ophævet meget nærliggende tolkes som et ønske om, at de i fremtiden ønsker frit slag for enhver nederdrægtighed over for flygtninge og udlændinge.
Den anden er, at Danmark også her er bundet af internationale konventioner. Hvad der utvivlsomt er grunden til, at de to regeringspartier stiller sig afvisende. Derfor vil den fundamentale retssikkerhed på dette felt fortsat være afhængig af retssystemets praksis – frem for Folketingets beslutninger.

tok

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu