Læsetid: 3 min.

Lovsang til Sydøen

Et besøg derude, hvor skolebussen forlængst har vendt
9. februar 2006

FAREWELL SPIT, NEW ZEALAND - Vejen ud til Upper Takaka øst for nationalparken Abel Tasman har været noget af en udfordring med tre kvarters kørsel i en uafbrudt kæde af hårnålesving. Og så i en syv meter lang og tre en halv meter høj autocamper! Men nu breder landskabet sig grønt og solbeskinnet ud foran os med det turkisglitrende vand i Golden Bay på vores højre side. Der bliver længere og længere mellem beboelserne, og et sted ser vi et skilt med teksten: School bus returns. Men vi skal endnu længere ud.

Vi er på vej til Farewell Spit, det nordligste punkt på Sydøen i New Zealand, hvor det er tanken, at vi skal ud på det yderste af den 20 kilometer lange odde. Det kan kun lade sig gøre på guidede ture, for private køretøjer har ikke adgang til den smalle tange med det rige fugleliv. På det lokale informationscenter får vi imidlertid at vide, at turen foregår i lukkede busser og med en strøm af kommentarer på engelsk. Vi ser os om efter alternativer og finder ud af, at der nogle kilometer ud mod klitterne til den anden side ligger et sted, hvor det skulle være muligt at få en ridetur: Don and Gail's Farm.

Inden vi finder derud - gården ligger for enden af en blind grusvej, viser det sig - er det blevet sen eftermiddag. Solen hænger lavt over et landskab, vi aldrig har oplevet magen til, vidtstrakt og aldeles øde. Det må være et sted som dette, at nogle af de mest spektakulære scener i Ringenes Herre er blevet optaget. Gail, en bred og rapkæftet bondekone, rider forrest og bedyrer, at vi har været heldige, vandet har nemlig trukket sig tilbage til et absolut lavpunkt - og det betyder, at vi kan følge en rute, hvor der normalt er flere meter dybt hav. Hestene vader ganske vist i vand til knæene, men de er vant til mosten og parerer trofast ordre, når Gail vræler sit get up!

Vilde væddere

Lavvandet er ikke vores ene-ste held på den to timer lange ridetur. På vej tilbage til farmen fører stien nemlig gennem et tilvokset klippeterræn, hvor det går stejlt opad. Pludselig standser hestene op, og selv jeg, der er an- alfabet på det punkt, registrerer dyrenes nervøsitet. Et par sekunder senere går forklaringen op for os. Blot 30-40 meter fremme på den smalle sti er et par velvoksne vilde væddere dukket op. To firskårne fyre med horn så snoede som @'er. De står et øjeblik og glor på os, så forsvinder de forbløffende adræt. Et par sekunder senere ser vi dem på en klippeafsats længere oppe. Så er de væk. Selv Gail er duperet over det sjældne syn.

Det er den slags overraskelser, der gør det til en oplevelse ud over det sædvanlige at rejse omkring i dette land. Og vi har haft usædvanlig mange af dem. Solopgang over Stillehavet, sæler der lå og gassede sig på klippepartiet nord for Kaikoura - og et helt 'færgetræk' af delfiner lige ud for vores campingplads på Pakawau Beach.

Femten dage er naturligvis ikke tilstrækkeligt til at komme rundt i New Zealand, det er heller ikke nok til at yde Sydøen, som vi har valgt at koncentrere os om, retfærdighed. Men det er på den anden tilstrækkeligt til, at enhver beskrivelse af dette paradisiske land uvægerligt må få karakter af en lovsang.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her