Læsetid: 8 min.

Lsd's 'far' fylder 100 år

Dr. Albert Hofmann var en anonym schweizisk kemiker, der uforvarende skabte det psykedeliske stof, der skulle få så enorm betydning for 60'ernes subkulturelle miljøer. I dag fylder han 100 år
11. januar 2006

BASEL - Albert Hofmann husker ganske nøje det øjeblik. Det var en forårseftermiddag, og han var ude at cykle, da hele hans virkelighed - og liv - forandrede sig totalt.

"Hele mit synsfelt blev pludselig flimrende og forvrænget. Som om hele verden var blevet til ét stort spejlkabinet," siger kemikeren, som i dag kan fejre sin 100-års dag.

"Jeg følte, at jeg ikke kunne bevæge mig ud af stedet, skønt jeg cyklede og cyklede derudad. Tiden forekom at stå helt stille." Året var 1943, og hvad Hofmann var i midt i at opleve, var verdens første lsd-trip.

Da den chokerede 37-årige kemiker nåede hjem, voksede hans forfærdelse yderligere. Hele stuen drejede rundt. Væggene bølgede frem og tilbage. Hans bekymrede nabo lignede en hæslig heks med ondt i sinde. Han følte, at han var døden nær.

Efter få time løjede intensiteten i rusen fra det eksperimentelle stof, han havde indtaget, noget af, og han var nu i stand til at nyde "fantastiske og spektakulære effekter" af mere godartet natur. Og næste dag følte han sig vidunderligt tilpas.

"Det var en følelse af intens velvære - som var jeg blevet genfødt. Livslyst og energi gennemstrømmede hver en fiber af min krop. Verden var som skabt på ny."

Det begyndte alt sammen med et teknisk uheld. Medicinalforskeren, der var ansat af det schweiziske lægemiddelfirma Sandoz, var i gang med at udføre ubemærkelsesværdige rutineeksperimenter på meldrøje. Denne giftige svamp, som fortrinsvis vokser på rug, var i århundreder brugt som et folkeligt lægemiddel til at lindre hovedpine og igangsætte fødsler. Hofmann forestillede sig, at meldrøje-svampen kunne rumme potentiale til nye medicinalprodukter og havde sat sig for at uddrage og syntetisere nye kemikalier fra den. (I kemi er 'syntese' fremstilling af en kemisk forbindelse af grundstoffer eller af enklere forbindelser, red.).

Megadosis på cykel

I 1938 havde Hofman syntetiseret det 25. kemiske stof: lysergsyre-diathylamid (lsd). Bortset fra stigende rastsløshed, fremkaldte det kun ringe virkning hos forsøgsdyr, og yderligere forsøg med det blev derfor skrinlagt.

Men fem år senere fik Hofmann et indfald - eller en "sælsom forudanelse", som han selv formulerer det - og producerede en ny prøve at stoffet. Og under denne proces blev han pludselig overvældet af svimmelhed. Han var nødt til at tage hjem med det samme, hvor han "sank ned i en ikke ubehagelig, rusagtig tilstand, karakteriseret ved en overstimuleret fantasi."

Næste dag konkluderede Hofmann, at denne tilstand måtte være affødt af, at han uforsætligt var kommet til at udsætte sig for selv for påvirkning af et stof i sit laboratorium, formentlig lsd. For at teste den hypotese indtog forskeren en ekstremt lille mængde af det - så lidt som en 250. milliontedel af et gram. Lidet kunne han ane, at dette svarede til en mega-dosis af et de kraftigste 'bevidsthedsudvidende' stoffer, menneskeheden har kendt.

Opskræmt over den minimale dosis' ekstreme virkning klatrede han op på sin cykel og forsøgte at finde hjem. Resten er historie.

Sandoz blev straks ivrig efter at finde anvendelsesmuligheder for det potente stof, og Hofmann forestillede sig, at det kunne komme til at spille en vigtig rolle inden for psykiatrien. Efter at dyreforsøg havde vist, at stoffet stort set var ugiftigt, blev det derfor stillet frit til rådighed for kliniske forskere.

"Egenskaber: fremkalder hallucinationer, personlighedsforstyrrelser, mildt neurovegetative symptomer og frigør undertrykte erindringer", lød deklarationen på lsd-flaskernes etikette.

Revolution i psykiatrien

Lsd's særegne effekter kom ikke som en fuldstændig åbenbaring for videnskaben. Sådanne psykepåvirkende stoffer eller pskydelia var allerede velkendt.

Mescalin blev opdaget sidst i 1800-tallet og berømt i 1954 med Aldous Huxleys bog The Doors of Perception (Erkendelsens døre). Men det, som gjorde lsd så ekstraordinært, var dets kolossale styrke: Det var 10.000 gange så kraftigt som mescalin, og selv en uendelig lille dosis var nok til at fremkalde enorme forandringer i det menneskelige sind.

Fra sidst i 1940'erne og op gennem de meste af 1950'erne skabte lsd en revolution i psykiatrien. Terapeuter og læger brugte det til at behandle forskellige former for sinds-lidelser som neuroser, psykoser og depression. Over 40.000 personer gennemgik psykedelisk terapi. Ansete videnskabsfolk betragtede det som et vidundermiddel og viede hele karrierer til lsd-forskning. Nogle mente, at lsd gav et indblik i, hvordan skizofrene oplever verden. Andre brugte det som katalysator til at fremskynde traditionel psykoterapi - og indtog det sågar selv sammen med deres patienter.

I 1965 var der udgivet over 2.000 videnskabelige afhandlinger om lsd, og mange af dem kunne berette om positive erfaringer med stoffet i forbindelse med behandling af angst- og tvangsneuroser og alkoholisme. Hofmanns visioner om lsd som fremtidens 'sjælemedicin' forekom tæt på at skulle gå i opfyldelse.

Men på det tidspunkt var lsd også for længst begyndt at lække ud til subkulturer og bohememiljøer. Kunstnere, malere, skuespillere, forfattere og musikere begyndte at eksperimentere med det i løse og uformelle sammenhænge. Anaïs Nin, Ken Kesey, Allen Ginsberg og Huxley var blandt dem, der udforskede dets kreative potentialer.

Huxley mente, at sådanne psykedelia gav normale mennesker de unikke evner, som ellers var forbeholdt mystikere og helgener. Han skulle senere, på sit dødsleje, bede om at få et skud lsd.

I USA begyndte aviser og medier at berette om sensationelle forlydender om lsd-eksperimenter, mirakuløse syner, mystiske genfødsler og psykiske forvandlinger. I 1959 deltog filmstjernen Cary Crant i den første af 60 lsd-baserede psykoterapi-sessioner og konkluderede bagefter: "Jeg er født på ny."

Hippiernes sakramente

Offentligheden blev grebet af stor nysgerrighed over for dette 'mirakelmiddel'. Lysten til selv at eksperimentere med det bredte sig. I et samfund, der var undergået voksende industrialisering og urbanisering - med øget fremmedgørelse og kedsomhed som resultat - ønskede alle at blive genfødt.

I forvejen var der vokset en modkultur frem, der var i opposition til det kapitalistiske USA's normkonformitet. Beatnik- og hippiemiljøerne tog hurtigt lsd til sig som sit særlige sakramente. I en tid med udforskning af rummet og månelandinger var her et middel, der tillod en lignende, metaforisk rejse - en genvej til 'bevidsthedsudvidelse'. Midtvejs op i 1960'erne havde narkokulturen nået et boom af dimensioner.

Hofmann husker udmærket denne tid.

"Jeg havde aldrig forventet, at lsd med dets ufattelige og ofte uhyggelige og dybtgående virkninger, der slet ikke minder om andre rusmidlers, ville få så stor popularitet. Mange troede helt fejlagtigt, at det var nok at indtage lsd for at opleve mirakuløse syner."

Den omsiggribende, ukontrollable brug af stoffet blandt 'rekreative brugere' førte uundgåeligt til 'dårlige trips', og Hofmann kunne kun se til med forbløffelse og ængstelse.

"De indtog det ikke på rette måde og under ordentlige forhold," siger han. "Lsd kan give en så utrolig sensitiv og dyb oplevelse, hvis ellers stoffet bruges korrekt."

Tvivl og bekymringer

Han blev efterhånden naget af tvivl og bekymringer for, at det florerende lsd-misbrug skulle medføre, at ansvarlige forskere og psykiatere blev frataget stoffet. Ville lsd - det stof, som hin forårsdag i 1943 gengav Hofmann de "dybt euforiske" visioner, der havde vist sig for ham i hans barndoms naturoplevelser - blive en velsignelse for menneskeheden? Eller en forbandelse?

En forbandelse, konkluderede myndighederne. I 1966 blev lsd forbudt i hele verden. De psykoterapeutiske behandlinger fortsatte en tid endnu, men blev efterhånden kvalt i bureaukratisk bøvl og på grund af det ry, lsd havde fået som et 'galskabsstof'. I 1970'erne var al forskning i lsd gået i stå. Og endnu i dag vansmægter stoffet i noget nær obskuritet, forvist, som det er, til videnskabens og samfundets marginale miljøer.

Hofmann måtte se sin opdagelse gå fra at være psykiatrisk mirakelmedicin til psykedelisk nadver i 60'erne til bandlyst og frygtet gade-narkotikum. I dag er han stadig mismodig over stoffets deroute, men også afklaret. "Lsd's historie frem til i dag viser til fulde, hvilke katastrofale konsekvenser, der kan indtræde, hvis dets dybtgående styrke fejlbedømmes, og stoffet misbruges som rusmiddel."

Hofmann selv fortsatte sin karriere som kemiker og udviklede adskillige andre medikamenter. En stadig strøm af mennesker begyndte at valfarte til 'lsd'ens fader' i Basel op igennem 1970'erne og 80'erne. Mange skulle videre til Indien og Fjernøsten for at opsøge guruer og eksotiske baggrunde for lsd-fremkaldte mystik-oplevelser. Nogle af dem, der gjorde holdt i Schweiz for at søge hans råd, forsøgte sågar at score stoffer fra Hofmanns 'hemmelige lager'.

Hofmann anså det for sit ansvar som stoffets opfinder at tage godt imod så mange af disse mennesker som muligt. "Jeg har altid forsøgt at hjælpe, vejlede og rådgive," siger han.

Fornyet interesse

Først i dag, 40 år senere, er der på ny ved at samle sig interesse omkring lsd's og andre psykedeliske stoffers terapeutiske potentiale. Sidste år opfordrede The British Journal of Psychiatry således til en "revurdering baseret på rene videnskabelige overvejelser uden hensyn til ethvert socialt og politisk pres".

Og fredag i denne uge indledes i Basel et internationalt symposium om, hvor lsd-forskningen står i dag. Målt med vor tids standarder er store dele af forskningen fra 1950'erne ubrugelig og fejlbehæftet. Nye kliniske studier skal begynde ved Harvards lægevidenskabelige fakultet i 2006. De vil blive tilrettelagt af forskergruppen Multidisciplinary Association for Psychedelic Study (se maps.org) og vil i første omgang forkusere på lsd's potentialer som middel mod såkaldt klyngehovedpine.

Hofmann håber, at forskningen vil få en ny renæssance, men han fastholder, at brugen af lsd bør sættes under stram kontrol.

"Så længe folk ikke forstår psykedelia og fortsat vil kunne føle sig fristet til at bruge disse stoffer som rusmiddel uden sans for de dybdepsykiske erfaringer, de kan fremkalde, må der lægges bånd på deres brug som lægemidler."

I dag bor han med sin kone i et hus med formidabel udsigt over de naturskønne landskaber ud for Basel. Han er overhoved for en stor familie, der omfatter otte børnebørn og seks oldebørn.

Selv har han indtaget lsd talrige gange, men bedyrer at være definitivt holdt op, fordi han "ikke har noget at bruge det til". I dag ser Hofmann blot lsd som et middel blandt flere til at opnå ekstraordinære bevidsthedstilstande. "Åndedrætsteknikker, yoga, faste, dans og kunst er lige så gode," siger han.

Men det er med inderlig glæde, at han tænker tilbage på sin barndoms naturoplevelser og deres psykodeliske reaktualisering.

"Lsd-indtagelse medfører en reduktion af de intellektuelle åndsevner til fordel for en mere emotionel oplevelse af verden. Det kan hjælpe os til at opfylde vores bevidsthed med en altfavnende helhedsfølelse, så vi oplever at være ét med naturen."

Lsd-symposiet finder sted fra 13. til 15. januar i Basel. Mere herom på www.lsd.info

© The Independent og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

20060110-213004-pic-1343556.jpgLsd betød ikke blot en revolution i psykiatrien. Beatnik- og hippiemiljøerne tog hurtigt stoffet til sig som sit særlige sakramente. I en tid med udforskning af rummet og månelandinger var her et middel, der tillod en lignende, metaforisk rejse - en genvej til ´bevidsthedsudvidelse´
Foto: Paul Vozdic/Polfoto

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her