Læsetid: 3 min.

Luftalarmens logik omsat i dans

Så dukkede krigen endelig op i scenekunsten på Images-festivalen. Med helikopterbeskydning og klynken - og klogskab
29. august 2006

Krigen måtte jo komme... Selvfølgelig skal en Mellemøsten-festival vise hvirvlende dervisher og mavedanserinder og støvede ørkenfløjter.

Men på et eller andet tidspunkt måtte krigens grumme virkelighed vel dukke op af ørkenstøvet på scenen. Og det gjorde den så også. Lige midt i en uskyldig barneleg.

De to tunesiske søskende Selma og Sofiane Ouissi præsenterede danseforestillingen Stop...Boom, hvor de som to børn sidder og triller en uskyldig bold frem og tilbage mellem hinanden.

Pjattet og drillende, sådan bare fordi det er skægt. Fra hende til ham. Fra ham til hende. De griner og ruller rundt og skubber til bolden.

Selv da luftalarmen lyder, holder de ikke op - de er åbenbart immune over for lyden, i modsætning til os danskerforkælede på Dansescenen, der får helt ondt i maven over, at de ubetænksomme unger ikke tager benene på nakken og løber i beskyttelseskælderen. Selv da helikopterne flyver ind over dem, hopper de videre mellem lyden af skud, omtrent som vi andre leger mellem regndråber.

Først da en bombeeksplosion får gadelyset til at gå ud, vågner de op af legerusen og går i knæ.

Gandhi og børnelogik

Herfra bliver forestillingen så en appel om fred. Både Gandhi, Chaplin og Martin Luther King taler i højttalerne, mens søskendeparret drejer rundt på knæene og løfter benene op i sære, dynamiske drej. De følger hinanden i tykt og tyndt, som storebror og lillesøster. De stamper omkring i børnelogiske rytmer. Men de er bange begge to. Og hun klynker.

"We think too much and feel too little," lyder det i højttaleren. Storebror tager fat på lillesøster og holder hende med hovedet nedad, så hun kan se verden, som den virkelig er: gal og på hovedet.

Men straks efter giver han brutalt slip på hende, så hun bare falder tungt til jorden uden varsel: Der er ingen, der passer på nogen længere...

Og så henter han ellers en stige og drejer en projektør ud i ansigterne på publikum. Nu kan vi godt overtage ansvaret for både forestillingen og verden.

Ouissi-kunstnerne har en fængende elegance i deres tankevækkende forestilling. Deres udtryk tilhører den moderne dans, måske inspireret af en israelsk koreograf som Ohad Naharin.

De drejer og sparker ud - han i almindelige fløjlsbukser, hun i nederdel og stribede strømpebukser. Hverdagsagtigt og så alligevel ikke.

De vil have os til at tænke, jo, men de ved tydeligvis, at de først skal have os til at føle. Og det lykkes så for dem.

Og netop derfor kan de sidenhen præsentere vor tids overfladiske og mediestyrede krigsførelse i Mellemøsten gennem en raffineret sampling af kyniske krigsudtalelser fra præsident Bush med en hofteoverdreven catwalk af lillesøster.

For ih, hvor er de begejstrede for amerikansk indblanding i deres del af verden! Og smilende! Og trygge, ikke mindst!

Storebrors vejrtrækning afslører ham dog. Den bliver mere og mere hivende af angst. Han er tydeligvis nu på flugt. Væk er barndommens ubekymrede leg mellem skuddene. Pludselig er det ham, der er det direkte mål. Nu er han ikke længere beskyttet af regndråbelegens urørlighed. Og det rykker sært forsinket og mekanisk i hans brystkasse, da skuddene rammer...

Terror og brystvorter

Stop... Boom var en nødvendig forestilling her på Images of the Middle East-festivalen. Og selv om den var en barsk oplevelse, så var den også en afgørende scenekommentar til de nutidsbilleder af Mellemøsten, som festivalen ellers har præsenteret.

Samme aften kunne man se to andre danseforestillinger på K2.

Først den tunesiske Imen Smaoui, der spadserede 10-20 meter af sted i brystvorte-gennemsigtigt stof i en times tid - det kunne verdensfreden vist godt have undværet. Og bagefter den herboende, libanesisk-venezuelanske koreograf Sara Gebran med tre mandlige dansere fra tre Mellemøsten-lande.

Det gik lidt bedre, det blev i hvert fald kvinde-mande-sjovt af og til, men det epokegørende, koreografiske kulturmøde udeblev. Også selv om den ene fyr var imponerende ferm til at danse mavedans...

Som sådan blev denne aften et fint billede på Images-festivalens æstetiske vekslen mellem humor og alvor: Med og uden slør og fredslogik.

nStop...Boom. Koreografi og dans: Selma og Sofiane Ouissi. Tunesien. Dramaturgi: Radhouane El Meddeb. Lyddesign: Eric Faes. Musik: El Khalil og Steve Reich. Dansescenen i onsdags. Danses lørdag kl. 19.30 i Dunkers Kulturhus i Helsingborg.

nSolo, Duo, Trio. Point. Koreografi og dans: Imen Smaoui. Tunesien. La Ma'fi. Koreografi: Sara Gebran. Libanon/Venezuela/Danmark. K2 i onsdags. La Ma'fi danses i aften kl. 20 i Teaterhuset i Odense.

www.images.org

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu