Læsetid: 7 min.

Om at lufte fordomme

En tysk bestsellerforfatter gæstede Danmark med en kontroversiel bog om tysk-jødisk emigration til USA
26. april 2007

Irene Disches roman, Flugten til Amerika, der netop er udkommet på Tiderne Skifter, handler om en tysk-jødisk familie, som op til Anden Verdenskrig flygter til USA. Bogen følger tre generationer frem til Irene Disches egen tid. Vi følger bedsteforældrene, dem der i sin tid flygtede med deres datter, Irene Disches mor. Irene Disches far, der var tysk jøde, og moderen, der var halvt jødisk, udgør romanens andengeneration, Irene Dische selv og hendes storebror den tredje.

Romanen har i månedsvis ligget på de tyske bestsellerlister, og den rammer da også centralt ind i et traumatisk kapitel af den tyske historie: Jødernes flugt fra nazismen, deres etablering i USA og ikke mindst: Sammenstødene mellem klassisk europæisk kultur, jødisk stolthed og jødisk selvforagt og den amerikanske kultur. Antisemitismen findes også i USA og dukker i romanen desuden op på steder, hvor man ikke ventede den.

Således hos Irene Disches bedstemor, som fortællingen er lagt i munden på. Hun er i modsætning til sin mand arier, højere middelklasse, og hun lægger ikke fingrene imellem, når det gælder om at lufte egne fordomme. Så hvordan er denne bog om en bedstemor, der kalder sorte for negre, er antisemit og i det hele taget så lidt politisk korrekt som tænkes kan, blevet modtaget i det politisk korrekte USA?

Den er slet ikke udkommet endnu, svarer hun. Men hun har haft lange tovtrækkerier med sit forlag, siger hun. Forlæggeren mente, at hun burde forklare, hvorfor mormoderen var antisemit, at hun måtte forklare, hvad Krystalnatten var, og at hun måtte omskrive og slette passager, der var for hård kost for et amerikansk publikum.

Hun har gjort det, hvor hun kunne forsvare det, uden at det gik ud over fortælling og synsvinkel, siger hun, men fortæller i samme åndedrag, at hun faktisk har trukket en tidligere bog tilbage fra det amerikanske marked, fordi hun ikke kunne acceptere den censur, forlaget udsatte den for. Det var en børnebog, der handlede om Holocaust, men den var for børn over 16, og i Tyskland vandt den landets største børnebogspris, ligesom den også fik en pris i Italien, fortæller hun.

Antisemitisme

"Jeg skriver bare sandheden," siger Irene Dische. Men forlaget har altså sine steder haft lidt svært ved at fange romanens ikke-antisemitiske undertone, konstaterer hun.

Sjovt nok gælder det samme også på et helt andet hold. Når Irene Dische, der taler flydende, accentfrit tysk, har holdt foredrag i Tyskland, hvor bogen er udkommet, har hun oplevet, at der tropper højreorienterede antisemitter op, som ligeledes har taget antisemitismen på ordet.

"Men min bedstemor var ikke antisemit. Hun siger ét, men gør noget helt andet. Jeg tror, hun er ret typisk for sin generation," siger Dische, "hun er modig, og som dybt troende katolik er hun sikker på sine værdier."

Bedstemoderen, der var societypige fra Rhinlandet, tog også den sociale nedtur som immigrant, der havde mistet alt, med langt større ynde end bedstefaren, som kom fra en fattig jødisk familie, og som den eneste i denne havde fået en uddannelse til læge, var blevet professor og selv havde arbejdet sig op.

- Du kalder romanen en selvbiografi, men først og fremmest er den vel en hyldest til din bedstemor og den måde, hun klarede skærene på?

"Ja, og til min mor og Liesel, bedstemors tjenestepige, der fulgte med fra Tyskland og blev hos hende i tykt og tyndt gennem alle årene. Det meste af, hvad der står i bogen, er sandt. Bortset fra, at jeg har slået nogle slægtninge sammen til en person for at det ikke skulle bliver for uoverskueligt."

"Men det er for eksempel sandt, at min bedstemor fortalte mig om sex, da jeg var syv år. Jeg beskriver i bogen, hvordan hun efter et samleje med min bedstefar stikker benene i vejret og lægger fødderne mod hinanden i håb om at blive gravid. Det har hun selv fortalt mig. Hun hadede sex, men hun var ikke kropssky. Min mor tror jeg aldrig, jeg har set nøgen, men min bedstemor, der var utroligt fed, kunne komme splitternøgen ind i mit værelse og grinende sige: 'Se, synes du ikke, jeg ligner et næsehorn?'"

Bedstemor har dikteret

- Selv om bogen handler om din egen familie, handler den jo også om den store historie, om Nazityskland, de jødiske emigranters flugt og om, hvordan det var at skulle integrere sig i et Amerika, der ikke virker særligt gæstfrit?

"Den historie ville jeg også gerne skrive, for der er ikke skrevet særligt meget, og slet ikke fiktion, om middelklasseimmigranterne. Det meste handler om de fattige."

Flugten til Amerika handler imidlertid lige så meget om Irene Dische selv som om den bedstemor, der fortæller historien.

Faktisk var det en selvbio-grafi, hun ville skrive, men "man kommer så let til at lyve, når man skriver selvbio-grafi, og det ville jeg ikke. Derfor lagde jeg den i munden på min afdøde bedstemor, der i levende live var yderst kritisk over for mig. Og bedstemor var most happy to oblige," smiler hun. "Hun var en stor historiefortæller, men i det virkelige liv var hun ikke særligt interesseret i mig, så derfor er bogen mest kommet til at handle om hende selv," fortsætter Irene Dische og påstår med pokerface, at hun har fået bogen dikteret af bedstemoren. "Jeg har haft hende i øret det meste af tiden. På tysk. Så bogen er oversat til amerikansk."

"Det giver meget mere perspektiv at skrive på den måde. Jeg håber faktisk, jeg har opfundet en ny genre."

Irene Dische er født i 1952, så er det ikke lidt tidligt at skrive sin selvbiografi, spørger jeg. Men det, man hører om Irene i bogen, handler om hendes teenageår, hvor hun flippede verden rundt som hippie og med nød og næppe kom godt fra ikke så få situationer, der kunne være gået helt galt.

"Da mine børn var små, plagede de mig ofte om at fortælle om 'dengang', men jeg ville ikke have, at de skulle gentage mine eskapader, så jeg lovede at skrive dem ned, så de kunne læse dem, når de blev ældre."

Overraskelser

Men selv om bogen er dikteret af bedstemor, har den krævet en del research.

"Min bedstemor var meget ordentlig, hun havde gemt alt," svarer Irene Dische.

Det betød dog ikke, at hun ikke fik sig overraskelser på vejen, fortæller hun. Blandt andet opdagede hun, at bedstefaren, som hun mildest talt ikke brød sig om - "kold, sentimental og i stand til grusomheder", kalder hun ham - faktisk havde optrådt meget modigt over for nazisterne, før han flygtede. Som kirurg var han af nazisterne blevet sat til at sterilisere svagt begavede og jøder, men han protesterede og rendte myndighederne på dørene og var en stadig plage for dem - til trods for, at alle vidste, at han var katolsk, konverteret jøde. Til slut måtte han flygte.

"Jeg brød mig virkelig ikke om ham, men gennem at fortælle om ham fattede jeg sympati for ham," siger Irene Dische og tilføjer, at det egentlig gjaldt for alle hendes personer.

Bedstefar Hitler

Hvordan har det at komme fra en tysk-jødisk emigrantfamilie påvirket Irene Disches egen opvækst?

"Meget," svarer hun. "Min familie var blevet meget skræmt af nazisterne, og de talte overhovedet ikke om, hvad der var sket. Så jeg vidste ikke, hvorfor de var kommet til USA. Jeg læste i avisen, at Hitler måske var i live og skjulte sig i Amerika, så jeg kom til den konklusion, at min bedstefar, der havde moustache, måtte være Hitler, som skjulte sig. Jeg anede ikke, at han var jøde, og at hele hans familie var blevet udslettet. Han var, i modsætning til min bedstemor, indædt antisemit og talte aldrig om sin familie."

- Hvordan forklarer du det?

"Det er en klassisk holdning. Han var en mønsterbryder, havde giftet sig med en smuk og fornem kvinde, som var katolik, og var selv konverteret, hvilket jeg ikke tror var noget ydre. Han var fristet af den katolske tro og blev troende katolik. Og han mente, at det var jøderne selv, der havde bragt ulykken over deres hoveder."

- Der må ligge en del selvhad dér?

"Ja, men det er også typisk. Det utypiske ved ham var, at han var modig."

"Men han var ikke egentlig intellektuel, og han var grusom over for min far, som i høj grad var intellektuel," siger Irene Dische, der tilbad sin far og har skrevet meget andet om ham end portrættet i Flugten til Amerika.

"Det er typisk for immigranter, måske med undtagelse af mexicanerne, at de bliver patrioter, hylder flaget og stemmer republikansk. Min far passede ikke ind i det mønster, han hadede amerikansk kultur og forbød os at se fjernsyn."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu