Læsetid: 2 min.

Luftig bygning

30. maj 2007

ENDELIG KOM DEN, regeringens arkitekturpolitiske redegørelse. Og den har været længe under vejs. Til gengæld har den ikke meget nyt at gøre godt med, men kan nok engang hype regeringens honette kulturambitioner. Den giver overblik over statslige dele af den danske arkitektursituation. Men dens svage punkt er, at de producerende får så lidt direkte opmærksomhed - både de projekterende arkitekter og de udførende entreprenører.

Kunstfondens arbejdslegater er ikke erhvervsmæssigt målrettede. Og der kan stadig ikke søges statslig udviklingsstøtte til hverken projektering eller tekniske eksperimenter. Så praktisk arkitektonisk innovation er noget, der må klemmes ind i byggebudgettet uden den statsstøtte, som filmloven i realiteten garanterer dansk filmproduktion.

NATURLIGVIS SKAL IKKE ethvert kontorhus eller skideskur have kunststøtte, men nogle bygninger har karakter af erfaringsgivende pilotprojekter. Eksempelvis ville Bjørn Nørgaaards boligslange på Bispebjerg ikke have stået i dag uden privat fondsstøtte fra Realdania.

Uden forbilleder og eksempler fungerer den kulturelle fødekæde ikke på et område som byggeri og bygningskunst.

Hvor er det, at statsstøtte til bygningskunst i praksis støder mod det politiske system? Hænger det sammen med, at arkitektur er en anvendt kunst og ind imellem svær at skille ud fra almindeligt byggeri? Skyldes det begrænsende EU-regler mod nationalt favoriserende konkurrenceforvridende erhvervsstøtte? Eller er den trussel blot en undskyldning for den siddende regering til at fastholde samspillet mellem erhverv og kultur som saliggørende.

Arkitekterne (altså de af dem, der prøver at kvalificere det arkitektoniske produkt) vil efter regeringens arkitekturpolitiske udspil fortsat komme til at tegne honoraret ned til sokkeholderne, mens entreprenørerne stadig har temmelig frit spil til at fastholde eller ligefrem øge provenuet som både deve-lopere og aktører på byggepladsen.

DANSK ARKITEKTUR CENTER, som er både offentligt og privat finansieret, får nu en fordoblet statslig bevilling til rådighed, og skal til gengæld udfylde dobbeltrollen som statsstøttet arkitektur-udvikler og kontrollant af statens egen byggevirksomhed.

Den linedans bliver interessant at overvære. For hvordan sikres udviklingen af offentligt byggeri, når det kommer til realiteterne? Hvad er ændret med regeringens arkitekturpolitiske redegørelse?

Der er lange og enige hensigtserklæringer fra forskellige styrelser - om bæredygtighed og kvalitet og økonomisk portefølje. Men kan den ene minister - ham med kulturen - i sidste ende presse en anden på bygningsområdet?

Problemet er, at regeringen ikke har ønsket at fremlægge en egentlig arkitekturlov. Den nu publicerede arkitekturpolitik præsenterer en luftigt svævende bygning på et svagt fundament - uden jordforbindelse til de etager i bygningen, hvor den kunstneriske risiko bor. adw

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her