Læsetid: 3 min.

Lugt til pengene

Der findes kinesiske virksomheder, der opfører sig godt, ligeså vel som kinesiske virksomheder, der opfører sig dårligt. De danske indkøbere har et valg. Hvis rettighedsbestræbelser og god opførsel ikke belønnes med vestlige indkøberes ordrer, går de i sig selv igen. Det er det frie markeds logik. Men lige så vigtigt: For hvert produkt i en dansk butik, som er lavet af kinesiske arbejdere, bliver Danmarks politiske ansvar også mere globalt
15. september 2006

"Jeg kan ikke garantere for, hvad der foregår overalt på jordkloden."

TDC's markedschef Peter Lyhne Uhrenholt

Forklaringen går igen, når danske virksomheder fortæller om, hvordan de håndterer deres etiske ansvar i en globaliseret verden, hvor delkomponenter og varer i deres sortiment kommer rejsende tusindvis af kilometer i Mærsks containere, før de havner i danske forbrugeres lommer.

Først fortæller virksomhederne om etikken i kontrakterne med deres globale leverandører. Retningslinjerne om corporate social responsibility, ILO-konventionen om arbejdstageres rettigheder, menneskeretskonventionen, miljøvejledninger, gode råd om affaldshåndtering, you name it. Så kommer forbeholdet: "Vi kan jo ikke rigtigt vide, hvad der foregår derude."

Og hvorfor skulle man også det, når der mellem den kinesiske arbejder og én selv kun er penge og ingenting andet? Penge lugter jo ikke. I Kina, lyder forklaringen typisk, kan man ikke komme på uanmeldt besøg. Man kommer slet ikke ud til virksomheden, hvis man ikke har tilladelse på forhånd. Og har man endelig styr på ens samarbejdspartneres fabrik, kan man reelt set ikke vide, hvilke underleverandører de har udliciteret de grimme dele af produktionen til.

I GÅR KUNNEInformation fortælle om én måde at håndtere etisk kritik på. I 2004 blev det opdaget, at batteriproducenten GP havde udsat tusinder af ubeskyttede arbejdere for cadmium-forgiftning i et omfang, så mindst 400 af dem dokumenteret vil have livsvarige mén. GP, der leverer til danske forhandlere som TDC og El-Giganten og har dansk hovedkvarter i Nivå, markedsfører sig i Norden som et miljørigtigt valg og var naturligt nok ikke begejstret for den betydelige opmærksomhed, som har fulgt de forgiftede arbejderes kamp for at få rimelige erstatninger til brug for deres medicinske behandlinger, og ordentlige sundhedstjek af deres kolleger.

Men GP reagerede ikke ved at skabe ordentlige forhold for produktionen af de nikkelcadmium-batterier, som virksomheden heller ikke holdt op med at sælge. I stedet valgte man ifølge græsrodsorganisationen Globalisation Monitor såmænd at udlicitere den giftige produktion under lige så håbløse arbejdsforhold til en anden fabrik i provinsen Shenzhen, hvor den i dag udsætter arbejdere for nye cadmiumforgiftninger. Det siger Globalisation Monitor, og de er vores vidne, fordi de til forskel fra GP's vestlige samarbejdspartnere har fundet fabrikken og kigget efter, hvordan produktionen foregår. Kan man kræve et sådant detektivarbejde af en dansk forhandler som TDC? Og videre: Hvis TDC nu kun køber GP's miljøvenlige produkter, skal de så bekymre sig om, at deres samarbejdspartner forgifter sine arbejdere i søsterfabrikken rundt om hjørnet?

SVARETERJA. Hvordan en stor aftager som TDC opfører sig i et land som Kina, betyder forskellen på nat og dag for de kræfter, som arbejder for ordentlige forhold. Der findes kinesiske virksomheder, der opfører sig godt, ligeså vel som kinesiske virksomheder, der opfører sig dårligt. De danske indkøbere har et valg. Hvis rettighedsbestræbelser og god opførsel ikke belønnes med vestlige indkøberes ordrer, går de i sig selv igen. Det er det frie markeds logik.

MEN LIGE SÅ VIGTIGT: For hvert produkt i en dansk butik, som er lavet af kinesiske arbejdere, bliver Danmarks politiske ansvar også mere globalt.

Miljøreglerne er et eksempel: Danmark fik en fyldestgørende miljølovgivning for den industrielle produktion på plads omtrent samtidig med, at vi holdt op med at have industriel produktion herhjemme. I stedet blev produktionen global og den nationale lovgivning dermed mindre relevant.

Derfor kræver den globaliserede verden en nytænkning af dansk og vestlig lovgivning, som den europæiske REACH-kemilovgivning er et godt første eksempel på. Her har man lovgivet for forbrug i stedet for produktion ud fra den devise, at man ikke er løsnet fra ansvaret for sit forbrug, bare fordi man ikke selv har produceret det.

Og derfor kunne man i gårsdagens Information opleve noget så sjældent som en fuldstændig enighed mellem Enhedslisten og Dansk Industri. EL's økonomi-ordfører, Frank Aaen, og DI's miljø- og energichef, Lars Aagaard, sagde samstemmende, at politikerne - uden dermed at frikende virksomhederne for deres ansvar - må gå forrest med at skabe globale regler for produktionen af de varer, vi vil forbruge.

Dette bør være en præmis for også den erhvervsmæssige side af den aktive udenrigspolitik, som vor statsminister annoncerede i denne uges Mandag Morgen: Et frit marked med alle dets velsignelser er kun reelt frit, hvis det har politiske rammer. Rammer, som sikrer vilkår for arbejdere, for miljøet, for markedets etik.

På det frie globale marked er det rige land en storstat. Her er der i sandhed grund til et opgør med småstatsmentaliteten.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her