Læsetid: 2 min.

Lugten af brændt gummi

Jazz på testosteron eller dekonstruktionens zone eller nihilisme med et smil eller bare The Bad Plus? En kraftfuld jazztrio kan komme af sted med meget med ironisk distance og stor musikalitet
13. marts 2006

Hvis den buttede, bebrillede pianist Ethan Iverson er hjernen i den amerikanske trio The Bad Plus, så er kraftstationen den (ligeledes) kronragede, udsmideragtige trommeslager, Dave King, mens bassisten, Reid Anderson, udgør det stabile schweiziske urværk.

De har lagt dele af verdensjazzpressen ned med deres nyskabende, tidstypiske powerjazz, der ikke primært finder sine inspirationer i jazzens egne traditionsspor, men i en bred kulturel orientering, som ikke mindst er 80'er- og 90'er-generationens, med kult, kitsch og b-film, burgermad, tv-serier, rockmusik og et næsten surrealistisk forhold til politik, sex og vold i kunstens og fiktionens såvel som i virkelighedens verden. I hvert fald er det noget af dette postmoderne konglomerat, der er ånden i The Bad Plus' musik. En på én gang fysisk, garageagtigt anmassende og samtidig kompleks, nøje tilrettelagt machojazz med plads til skæve smil og sirlige detaljer.

The Bad Plus har f.eks. gjort det til en specialitet at tage kendte musikstykker fra rockens og poppens univers i benene, vende dem sprællende på hovedet og kværne dem igennem deres specielle musikalske bearbejdelser og dekonstruktioner, så de kommer ud på den anden side som noget helt nyt. Det er f.eks. sket med Black Sabbath's Iron Man, Nirvana's Smells Like Teen Spirit og ABBA's Knowing Me, Knowing You, der er at finde på trioens første to plader, These Are The Vistas (2002) og Give (2004).

Helt egen stil

Ikke desto mindre er det dog gruppens egne numre, der udgør hovedparten af repertoiret. Og ved koncerten i København lørdag præsenteredes en række helt nye kompositioner som led i den promotion for den nye cd, Suspicious Activity, som gruppens Europa-turne også er.

Der blev arbejdet på højt og avanceret niveau med musikkens rytmiske strukturer. Det ene øjeblik med humpende og vimsende fri rytmik. Det næste med et fast, jordbundent beat, der trak publikum med sig.

Gruppen har sin helt egen stil, hvad lyd og komposition angår. Ofte med melodien eller et simpelt motiv som centrum for en dramatisk udvikling. Og som i den bombastisk fremadvæltende "The Empire Strikes Backwards" (en sarkastisk hilsen til den nuværende amerikanske regering), så er små finesser planlagt i detaljen. Her med en pludselig og overraskende kontrast til det voldsomme med en lille poetisk halekrølle, prikket ud af bas og klaver.

Godt underholdt

Det er overhovedet den ironiske distance, der gør The Bad Plus til at holde ud. Selvironien er en væsentlig ventil, en comic relief, der kan lukke overophedet damp ud af den højspændte, indædt spillede musik. Som når Iverson to gange i hvert sæt præsenterede de tre musikere efter tur med tonløs, doven stemmeføring, efterfulgt af orkestrets gakkede små jingles som en skælmsk kommentar til det skemalagte tv-show og den beregnende underholdningsindustri, som de selv i bund og grund er en del af.

At man så i store træk bliver mere duperet og godt underholdt end følelsesmæssigt berørt af The Bad Plus' musik, viser også begrænsningen i opskriften. Det var sjovt, så længe det varede, og vi hører gerne mere til denne opfindsomme og ekstremt velspillende trio.

Nu er der kun lugten af brændt gummi tilbage. The Bad Plus er rejst videre; som de skrev i en note på deres forrige plade:

"Smell the burnin' rubber. Buddha rides shotgun."

The Bad Plus, Copenhagen Jazzhouse, lørdag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her