Læsetid: 4 min.

Luk ligegyldige teatre

4. november 2002

Der er krise i det københavnske teaterliv. Det har enhver kunnet konstatere ved igennem de seneste år at have bevæget sig ud i det. For hvor ofte har man ikke taget sig i – i medlidenhed med skuespillerne – at blive siddende i salen gennem smertende to timer, selv om det, de var sat til at byde én, i dén grad var under lavmålet. Gode, oprigtige hensigter er ikke nok, hvis man skal tænde op under et publikum, der i dag har mulighed for at få basale kunst- og underholdningsbehov dækket så mange andre steder.
Nu er der kommet anderledes konkrete tal på bordet, da det forlyder, at seks storkøbenhavnske teatre på tre sæsoner har fået reduceret deres egenkapital med ca. 20 millioner. Folketeatret og Østre Gasværk træder vande, deres egenkapital er i minus, mens det går jævnt ned ad bakke for alle teatre i Det Storkøbenhavnske Teaterfællesskab. Som om det ikke var nok vil Hovedstadens Udviklingsråd spare seks millioner ud af en støtte på 80 millioner til de syv teatre. Politikerne kan med andre ord lade tæppet falde over flere teatre, hvis de ønsker det.

Hvad taler vi om? Folketeatret og Nørrebros Teater har hver formøblet ca. seks millioner over tre sæsoner. De har været fælles om nytiltrådte direktører, der skulle dreje skuden og markere en ny profil. På Nørrebro har man senest overrasket med skarpt politisk teater, ellers har der været svælget i H.C. Andersen, juleopsætninger m.m. uden det store held, men med de helt store udgifter. Det er ikke let at indstille kanonen på ’folkelig’ og så håbe på pletskud i masserne.
På Folketeatret har der været satset på ’Maskerade’, Kjeld Abell og Ibsen, mens man har banket til ’Troldmanden fra OZ’, der indtjeningsmæssigt var en begmand.
Gladsaxe Teater taler med to tunger, dels en eksperimenterende, hvor ’Das Beckwerk’ prøver nyt med Claus Beck-Nielsen som værkfører, dels med en hovedscene, hvor det overfladiske er sat i system, senest med Jean Anouilhs stykke ’Becket’. Dertil kommer, at Arte-ordningens ophør generelt har sløjfet de automatiske horder af teatergængere, der blindt forudbestilte billetter og dermed ikke kunne afskrækkes af senere evt. tvivlende anmeldelser.

Et er, hvad politikerne ønsker at gøre, noget andet er, hvad vi som teatergængere ønsker og ikke ønsker. En diagnose, man med rette kan stille, er, at de her implicerede teatre enten vælger det helt overflødige (for at få fat i det ’brede’ publikum), og på den anden side spiller det totalt forældede (for at holde ’profilen’ høj) med det resultat, at genren udhuler sig selv. Igennem flere år har det forekommet fristende for flere instruktører at mime tv i udtryk og indhold, men det er tv som bekendt bedst til. På den anden side lulles man tilbage i tiden med naturalisme-stilen, som vor oldemor lavede det. Den form for teater, der kan frembringe de værste fordomme om, hvad teater overhovedet er og som forvandler teatret til et museum.

Hvad der kan lokke folk i teatret og tanker i omløb er, når teatret ikke prøver at efterabe det, man ser andre steder og ikke går efter, hvad man formoder, nogen er interesseret i, men i stedet interesserer sig for, hvad der er vigtigt at lave lige nu, så teatergenren kan rendyrke, hvad det er lige netop dén kan i forhold til de andre kunstarter.
Måske teater-direktørene også skulle rejse lidt længere ud i verden, når de er på udkig efter nyt kød, end til London og dér hjemhente det nyeste ’debatstykke’, hvor man på forhånd kan udregne intrige såvel som budskab. Eller også kunne man skæve til mindre teatre som Teater Grob, Kaleidoskop og andre, som ikke er hæmmet af konformitet og livrem, seler og slips.

Man skal naturligvis være varsom med at forbinde økonomisk succes og fiasko med kunstnerisk kvalitet og nødvendighed, ja, det ville ligefrem være dumt. Selv om anmelderne langt fra altid er enige, er der ikke nødvendigvis overensstemmelse mellem positive anmeldelser og økonomiske succes’er. Derfor skal der være et udbud af teatre herhjemme, som har råd til også små indtjeninger ind i mellem. Men der skal ikke megen fantasi til at forestille sig, hvilke overflødige pengemængder der lige nu går, ikke til teatret og dets eksperimenter, nye afsøgninger etc. – men til direktør-lønninger, pr-midler og øvrig personale i rundt omkring på flere københavnske teatre. Og pengene kommer fra den støttepulje, der er til rådighed, besparelser eller ej.
De ligegyldige teatre (Nørrebro Teater, Gladsaxe
Teater, Folketeatret, Rialto Teatret, døm selv!), som hver får deres del af støttemidlerne kan sagtens lukke, uden at det ville gøre ondt på andre end teater-direktørene.
Det vil tilmed give de resterende teatre mulighed for at udvikle den type forestillinger, vi gider se.

cl

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu