Konceptet er jo spændende. Seks eksperimentlystne rytmiske komponister bliver af komponistforeningen ToneArt bedt om at skrive ny musik for særlige besætninger. Og den ny musik præsenteres ved en biennale over fire aftener på et godt spillested. Spørgsmålet er så, om det afprøvende koncept afføder nye oplevelser, nye løfter til det kreative grænseland mellem komponeret og improviseret musik. Det er jo det, man håber på. Men en stor del af musikken fra de to første aftener, som jeg overværede, var ikke specielt mindeværdig eller løfterig. Det gjaldt komponist og leder af Copenhagen Art Ensemble, Ture Larsens, ejendommeligt lukkede, klangorienterede og decideret kedelige musik for slagtøjstrioen, Pace, sammen med basunisten Peter Dahlgren og laptop-manipulatoren, Jakob Riis. Dæmpet brug af klokkespil og xylofoner uden rytmisk appel, dynamik eller spontanitet. Dertil lidt prutten og knirken fra Riis- computer, der i en alt for lang solosekvens skabte et lydkaos som en fejemaskine.
Usmidighed
Mere traditionelt og melodisk, men stadig fastlåst i det gennemkomponerede, fremstod bigband-arrangøren Niels Gerhardts cyklus over årets tolv måneder med deres skiftende vejrlig som tema. Besætningen med Lars Andreas Haug (tuba), Torben Snekkestad (saxofoner), Anders Banke (klarinet og saxofon) samt John Ehde (cello) og Jakob Davidsen (klaver) havde en god, tæt klang. Gerhardts melodiske vignetter med flittig brug af repetitive mønstre og klangfarver var indbydende, men også lovlig banale og begrænsede. Hvorfor udnyttede han ikke de glimrende musikeres improvisatoriske potentiale?
Det gjorde til gengæld biennalens kendteste navn, Marilyn Mazur, og guitaristen Hasse Poulsen, der som udlandsdansker i Frankrig har fået et navn som udøver af grænsesøgende musik bl.a. som medlem af den verdenskendte klarinettist, Louis Sclavis-, gruppe. Mazurs musik for slagtøjsgruppen Pace plus Dahgren og Riis lyste op i perioder bl.a. den dystert tonede "De sidste blade" med brug af mørkt rungende gong, sprøde marimbaer og smukt basunspil. Man fornemmede i flere tilfælde, at de tre perkussionister, Mathias Friis-Hansen, Mathias Reumert og David Hildebrandt, kommer fra et andet sted end Mazur, nemlig fra den klassisk-symfoniske verden. Deres spil savnede netop den rytmiske smidighed og kraft, som man ellers forbinder med Mazurs egen praksis.
Fransk inspiration
Mest original fremstod Hasse Poulsens musik med den kvintet, som også Niels Gerhardt arbejdede med, udvidet med Poulsen selv på guitar. Han er inspireret af tidens franske eksperimentjazz, der har sin egen identitet, optaget af improvisation fra et åbent sted, hvor jazztradition, europæisk kunstmusik, folklore og anden musik i princippet er ligeværdige størrelser. "Melfløjteren" hed hans værk i flere led, der gerne ville kombinere det paradoksale og modsatrettede såsom forskellige tonaliteter, rytmemønstre og farver. Her blev der lukket op for dynamik, galskab, luft og kontraster med en musik, der stod i gæld til netop Louis Sclavis i sin specielle hybrid af folkemelodik, kammermusik og krasse effekter i avantgardejazzens ånd.
ToneArt's 3. Komponistbiennale:
- Gruppen Pace m. fl.: Musik af Ture Larsen og Marilyn Mazur, Copenhagen Jazzhouse, onsdag
- Trio Trang m. fl.: Musik af Niels Gerhardt og Hasse Poulsen, Copenhagen Jazzhouse, torsdag
Lørdag er sidste biennale-aften i Jazzhouse. Her spiller Copenhagen Art Ensemble musik af Pernille Bevort og Maibritt Kramer.
