Læsetid: 3 min.

Den lukkede bog

Trods storhyldest og fine priser til Jette A. Kaarsbøls debutroman 'Den lukkede bog' kunne man have ønsket sig, at forfatterinden havde ejet Nusers kritiske sans og havde kvalt debutromanen allerede i fødslen
23. juli 2005

Tap, tap tap. Tap ....ding. Tap , tap tap ...ding. Lyden af Søren Bruns hund, Nuser, i rollen som forfatter er velkendt. Køteren er, når den ellers ikke har travlt med at lege krigsflyver, ofte optaget af at iscenesætte sig selv som forfatterspire. Komplet med Remington skrivemaskine på hundehuset og flyvende manusark. I modsætning til mange forfattere ejer kræet selverkendelse, for hver eneste gang et udfyldt manusark forlader skrivemaskinen kigger den på det, sukker og krøller arket sammen. Alt kasseres.

Trods storhyldest og fine priser til Jette A. Kaarsbøls debutroman Den lukkede bog kunne man have ønsket sig, at forfatterinden havde ejet Nusers kritiske sans og havde kvalt debutromanen allerede i fødslen.

En mørk og stormfuld nat (sådan indledes i øvrigt alle Nusers romanforsøg) hvor søvnen på grund af spekulationer om Informations formatprojekt var udeblevet, bevæbnede denne læser sig med debutværket, 20 smøger og en kande kaffe. Nu skulle der læses bog og pokker tage søvnen. Bogen havde ligget højt i stakken med ulæste i nogle uger. Varmt anbefalet af den lidt ældre tante, der plejer at have et skarpt blik for kvalitetslitteratur. Til forsvar for tantens anbefa-ling skal anføres, at hun del-te sin begejstring med en lang række professionelle anmeldere. Henslængt i sofaen virkede mammutten og dens 534 sider allerede tung, men det skulle blive meget værre.

Gud hvor er det kedeligt

Det begyndte ellers glimrende. Flapteksten manglede ikke noget. Der er oplæg til lidt historie, en idé, kendte mennesker - skikkelser fra det moderne gennembrud, lidt drama, lidt romantik og gud hjælpe mig om flaptekstforfatteren, den løgnhals, ikke oven i købet lover spænding "men under den nydelige overflade lurer hemmelighederne og de skjulte længsler". Hva'be'har! Næsten som at være der selv.

Det er en roman, der foregiver, at der er en historie. Der fortælles om en stakkels ung overklassekvinde som er lige ved at blive gift med den forkerte og bliver reddet af den rigtige. Bevæger sig fra tomrum til lykke og tilbage til tomrum, da den rigtige viser sig at være helt forkert. Forvirret? Det er der også grund til. Historien strækker sig ud i det ulidelige. Efter et par hundrede sider sidder man og tænker "nå, men hun har vel fattet, at ham den helt rigtige er skabsbøsse og derfor helt forkert?" Men nix. Der går oceaner af tid, før hovedpersonen selv fatter det. Historien strækkes ud og strækkes ud. Sproget er der såmænd ikke noget i vejen med, det er da nydeligt, men gud hvor er det kedeligt.

Her begik søvngængeren så den virkeligt eklatante brøler. Som en anden dårlig pokerspiller, der ikke tager sit tab som en mand og rejser sig og går fra spillebordet, blev jeg ved. I stedet for at sige "herregud, du har læst 200 sider - drop den dog" fortsatte jeg. Måske var det søvnmanglen, de alt for mange cigaretter eller koffeinforgiftning, der var årsagen til fejlskønnet eller måske var jeg bare stædig. Jeg fortsatte over 200 sider endnu!

Tålmodigheden slut

Historien blev aldrig bedre. Det håb man kunne have om, at alene hovedpersonens møder med tidens store navne, I. P. Jacobsen, P.S. Krøyer, Georg Brandes osv. ville være interessant, druknede i ligegyldigheder. Det var nærmest værre end da Helle Virkner i sin bog Hils fra mig og kongen trak intetanende læsere igennem møde efter møde med efterkrigstidens mest interessante politiske skikkelser uden at levere én eneste virkelig interessant oplysning. Godt 400 sider inde i bogen var det slut - selv en tosses tålmodighed slipper op til sidst.

Var det ikke for tantens velkendte nænsomhed omkring behandling af bøger, var den røget gennem den natstille stue og havde ramte avisdyngen med et brag. I stedet blev den forsigtigt lagt tilbage i bogstakken med de endnu ulæste. Det skete i sikker forvisning om, at den ville blive populær. Den forhenværende kulturredaktør plejer at kalde den slags "en mellemting mellem litteratur og dameblad". Så kan man være helt sikker på, at det sælger. For et par uger siden tillod Litteraturådets formand, Claes Kastholm- Hansen sig så at mene, at Den Lukkede Bog netop ikke er litteratur - det skal han nok blive endnu mere upopulær på. Gad vide om han orkede at læse den færdig?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu