Læsetid: 3 min.

Lukket om sig selv

3. december 2003

MAN SER et mønster: De åbne samfund lukker sig om sig selv. De sekulariserede samfund fejrer sig selv som en hellighed. De demokratiske samfund har ophævet den selvkritiske dialog. De hævder deres egen kultur og model som den eneste sande model. Og alligevel synes denne model underligt sårbar. Vi beskytter retssamfundet mod terroristerne ved at kompromittere retssamfundets præmisser. Vi forsvarer vores humane velfærdsstat ved at kompromittere lighedsprincippet, når det gælder starthjælpen til udlændinge.
Professor Ole Wæver har peget på mønsteret på DR2: Vi kan ikke forhandle med religiøse samfund. De vestlige samfund er sekulariserede. Det religiøse er henvist til det private rum. Når de sekulariserde samfund bliver konfronteret med ikke-verdslige samfund, har de kun én forhandlingsløsning: Vores model. Og som konfliktforskeren Ole Wæver sagde: Det er ikke konfliktløsning at tilbyde den ene parts posi-tion som kompromis. Men det er mønstret: Vi vil ikke forhandle.
Journalist Jens Harder Højbjerg pegede på samme mønster for nylig i TV2’s morgentv ved at protestere imod det. Han er blevet gift med den pakistansk-fødte Rushy Rashid. Det har de skrevet en bog om: Forældrene lod deres dreng omskære. Jens Harder Højbjerg konverterede til islam. Som han sagde på morgen-tv:
»Hvis man taler om integration, så må man jo selv komme den fremmede i møde.«

MEN HØJBJERGS kritiske bror var også i studiet. Han kritiserede sin svigerinde og sin bror: Det var en glidebane at lade drengen omskære. Det var en glidebane at konvertere for at imødekomme hendes familie. Episoden på morgentv koncenterede nogle af de mest destruktive momenter i den danske kultur: Man så den for en debatterende demokratisk kultur ødelæggende sammenblanding af det private og det offentlige rum. Det private invaderer det offentlige. Man så de sammenbrudte familiestrukturer, som kendetegner de individualiserede samfund: bror og bror tager et eksistentielt skænderi på direkte tv til morgenmaden. Endelig så man forestillingen om, at vores kultur, som vi hylder og lovpriser, skulle være uendeligt sårbar.
Den tyske sociolog Ulrich Beck udlagde tendensen igen i Information sidste uge:
»De andre skal blive så tilstrækkeligt fornuftige, at de kan distancere sig fra deres egen kultur og deres egne traditioner. I sidste instans er gode jøder dem, der ikke er jøder. Gode kvinder er dem, der ikke er kvinder. Når de er blevet tilstrækkeligt oplyste, har de ophævet deres særpræg.«
Beck afdækker en konsensus: Vi tror både på naturen og civilisationen: Hvis de andre civiliserer sig op til vores niveau, vil deres universelle menneskelige natur vise sig. Vores civilisation frigør den sande menneskenatur. Det, der adskiller de andre fra os, er rester af førmoderne livsformer, som de må frigøre sig fra.
Denne konsensus er ikke moderne. For den moderne tankes norm er løbende og dialogisk selvkritisk. Det er heller ikke det åbne samfunds tanke. Det åbne samfund fordrer det, som den østrigske filosof Karl Popper kaldte ’stykvis ingeniørarbejdende’; fortløbende selvkritik og selvkorrektur.

MEN NU synes de oplyste samfund lukkede om selv i den ikke oplyste forestilling om sin egen perfektion. Vi kan ikke lære noget af muslimerne. Vi kan ikke acceptere religiøse momenter af politik. Vi forsvarer vores egne institutioner og normer, som om det var indiskutable totalløsninger. Vi forsvarer os så voldsomt og aggresivt, at man skulle tro, vores stærke kultur var under pres. Det er, som professor Per Øhrgaard har påpeget – påfaldende, at en samfundsform der har sejret så vidt og bredt, har et så hysterisk behov for selvbekræftelse. Det, der er desillusionerende, er ikke bare den dominerende konsensus; det er, at denne skrøbelige konsensus ikke synes udfordret. Vi har ikke set gode udkast til modeller for integration, som finder sted som udveksling i stedet for ensretning. Vi har ikke set overvejelser over vores egen verdsliggørelse; vi ser tværtimod hver eneste dag, at danske politikere og kommentatorer ikke ved, hvad sekularisering betyder. Vi har ikke set andre forestillinger om en verdensorden end de amerikanske nykonservatives ideal om nationbuilding med hård hånd.
Men forholdet er snarere, at vores samfund er præglobaliserede. Vores politiske institutioner er funderet i nationalstaten. Vores offentlighed er nationalt begrænset, og vores politiske koordinater er funderet i nationalstatens modsætningsforhold. Det er de præglobaliserede betingelser for vores moderne samfund, der gør dem så sårbare under globaliserede omstændigheder. Vi bygger vores sejr og vores arrogance på et løb, der er kørt. Vi forsøger at eksportere en model til resten af verden på et tidspunkt, hvor modellen er under nedbrydning i vores egen verden.

rl

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu