Læsetid: 3 min.

Luksustur i helvede

En bustur i Cambodja er rig på oplevelser og fuld af underholdning - indtil man opdager, at man selv er en del af joken
29. december 2005

På kortet så det let ud: 150 km fra Thailand til verdens største tempelkompleks Angkor Wat i Cambodja. Godt nok advarede et hurtigt internettjek mod en dårlig vej, og nok kaldte en af de mange udbydere af turen grinende bussen for 'adventure bus', men stadig: Med både lovning og kvittering på en aircon-bus følte vi os nogenlunde sikre på at være fremme klokken 18.

Glade og naive som hunde på deres sidste tur til dyrlægen logrede vi derfor over grænsen ved middagstid, fik taget vores kvittering og blev ført til busholdepladsen. Først da vi og 50 andre derefter ventede i timevis på en bus, der aldrig kom, begyndte noget at dæmre.

16 mennesker på et fire kvadratmeter stort lad oven på 16 rygsække med alle lemmer filtret rundt om hinandens kroppe lyder lige så ubehageligt, som det var. Alligevel var smerten i de sammenpressede og ubevægelige ben til at holde ud, for vi skulle jo blot køres hen til bussen. Troede vi.

Et inferno af bagdele

"Bussen er brudt sammen," sagde den 17. mand på ladet, en cambodjaner, der var kravlet op på pick-up'ens tag under kørslen. "Vi skal sidde sådan her i seks timer."

16 kæber ramte jorden med et brag. Men da eneste alternativ var en ugelang gåtur ad den støvede vej, blev vi siddende - eller rettere: hoppende, for vejen var ikkeeksisterende og fuld af huller, som langsomt, men ubønhørligt nedbrød samtlige 16 sæt sædemuskler.

Således forløb de næste mange timer i et inferno af hoppende bagdele, fastklemte ben og flagrende arme, der febrilsk forsøgte at holde fast i noget på ladet. Mens vores 17. mand time efter time forsikrede os om, at vi var der om en halv, rasede nogle over de 25 dollar, de havde betalt for en 'VIP luxury bus'. Men som vestlig turist med dollar i overflod - og kronisk dårlig samvittighed over det samme - kunne man jo ikke forvente at blive båret i guldstol af et folk, der i forvejen havde lidt måske mere end noget andet folk på kloden. Et folk, hvis land først lige var begyndt at fungerere efter 30 år med Kissingers bomber, Pol Pots masseudrensninger, et væld af landminer og evig borgerkrig.

Alligevel smuldrede den positive indstilling et eller andet sted omkring midnat, da vi i timevis sad fast i et cambodjansk mudderhul uden udsigt til at nå vores mål, og himlen lukkede op for mægtige lynnedslag og tropisk regn. Nogenlunde samtidig forstummede den sorte humor, der hidtil havde holdt os oppe.

Da vi efter 11 timer på ladet væltede gennemblødte ned fra bilen nær Angkor Wat med lægsmerter, som kun soldater og shaolinmunke ville kunne ignorere, var ingen i stand til at lede efter overnatningssteder. Ikke overraskende gav det mange kunder til ejeren af det sted, hvor vi påfaldende tilfældigt blev sat af, og udløste en klækkelig bonus til den langsomme chauffør.

Før nogen så sig om, var både chauffør og bil væk, og der var ingen tilbage at klage til over turen - som folk havde købt hos vidt forskellige selskaber i Bangkok. Da alle desuden havde fået taget deres kvitteringer under 'busskiftet' ved grænsen, var der ingen beviser for købet.

Siden fik vi bekræftet, hvad vi havde gættet: Vores tur var langt fra usædvanlig - faktisk sker det sådan cirka hver dag, og sjovt nok bliver der altid sørget for, at folk ankommer så sent som muligt og uden kvittering. Et eller andet sted er det vel også en måde at tjene penge på for et plaget folk. Selv om det ikke var ens første tanke, da ballerne og læggene gjorde opmærksom på sig selv dagen efter...

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her