Læsetid: 7 min.

Lullet i søvn af bølger og stormvejr

24. februar 2006

'Alarm, alarm!', siger de ude i den store verden. Energimangel, ressourcekrige og kolossale naturforandringer står for døren. 'Ro på, ro på...', siger vi herhjemme. Det hele går nok med en velfærdsreform eller to. Vi har jo en ældrebyrde at tage os af

Tony Blair har sagt det højt. Bill Clinton har sagt det mange gange, og selv George W. Bush sagt det: Naturen kan sætte grænser for vækst. Men vores statsminister taler aldrig om det.

Mens naturkatastrofer tager til over hele kloden, og rapport på rapport beretter om hastigt smeltende gletschere, drejer fremtidssikringen af Danmark sig ikke om naturgrundlaget, men om økonomisk reform af velfærdssamfundet. Men hvis verden står over for bare enkelte af de naturluner, der kan forandre vores levevilkår fundamendalt, hvorfor trænger det så ikke igennem til den danske debat?

"Det har noget at gøre med, at miljø er røvsygt, usexet, kedeligt og sådan noget, og så gider man ikke rigtigt høre på det. Det er bare virkelig sådan 'gab, kedeligt emne', ikke," siger sociolog Henrik Dahl.

Han mener, at miljøet simpelthen ikke optager folk, og at det ikke er et tilløbsstykke at sige noget om klimaforandringer:

"Det er ikke sådan, at folk siger 'Fedt, det har jeg længe gået og ventet på, at folk ville sige noget om'. Det smager af kolde afvaskninger og udendørs gymnastik i oktober."

Også Noa Redington, redaktør for Ugebrevet Mandag Morgen, forstår danskernes manglende interesse for området:

"Klimaforandringer er jo meget abstrakt og svært konstaterbart; hvordan konstaterer man noget med sikkerhed? Man hører om en gletscher, der smelter, og nogle storme rundt omkring, men det er en relativt fjern dagsorden for de fleste danskere."

Det er ellers ikke, fordi der ikke er nok at bekymre sig om. Både New York Times og Washington Post ryddede for nylig forsiderne for at bringe historien om, at vi måske snart når eller allerede har nået vendepunktet for, hvornår vi ikke længere kan forhindre klimaet i at gå amok. Og ifølge den britiske miljøforsker James Lovelock vil klodens selvregulering uvægerligt forstærke naturkatastroferne og ende med at udslette milliarder af mennesker.

Samtidig siger olieeksperter, at olienmængden har toppet eller snart gør det, og at energimanglen i de kommende årtier kan føre til ressourcekrige mellem stormagter med uoverskuelige følger. I august 2005 indrykkede et af verdens største olieselskaber, Chevron, en annonce i ugemagasinet The Economist med en bøn til både olieindustri, regeringer og forbrugere om at sætte ind med en afgørende indsats for at sikre energiforsyningerne, fordi "passitivitet er ikke en valgmulighed".

Den danske energiforsker og civilingeniør Klaus Illum påviste i en undersøgelse i 2004, at investering i energibesparelser ikke blot mindsker den globale opvarmning og øger forsyningssikkerheden, men også har samfundsøkonomiske fordele, da investeringerne kan finansieres af løbende brændselsbesparelser.

For nylig har Klaus Illum for fagforbundet 3F udarbejdet en debatbog om samfundets energikrise. I hans øjne handler den manglende debat simpelthen om fortrængning.

"Som en amerikansk senator sagde: 'Hvis der er bare en mulighed for, at olieforsyningen ikke rækker til forbrugsstigningen i disse år, så vil det påvirke hele samfundet i en sådan grad, at man er nødt til at tage meget omfattende forholdsregler'. Men hvis man så meget som overvejer det politisk, er problemstillingen så voldsom, at det må have enorme konsekvenser for den politik, der bliver ført. Derfor er der ingen, der tør tage det op."

Men fortrængningsproblemet vækker ikke den store genklang hos Henrik Dahl: "Jeg tror, at de fleste mennesker har en sund skepsis over for den der alarmisme, for det har man set før. I 30 år har man sagt, at 'der er kun olie til 30 år endnu', og så tænker man, at nu må folk altså komme med noget nyt og interessant."

Også B.T.'s chefredaktør Erik Meier Carlsen, har svært ved at tage advarslerne seriøst. Han forstår ikke, hvorfor fremtidens energiforsyning og klimaproblemer skulle have relevans i en dansk debat om de kommende årtiers indretning af velfærdsstaten:

"Jeg forstår slet ikke det udgangspunkt. Det er da misvisende at stille det op, som om velfærdsdiskussionen skulle betyde, at man ikke bekymrer sig tilstrækkeligt meget om andre problemstillinger. Vi kan jo ikke diskutere det alt sammen i én stor pærevælling."

Chefredaktøren mener ikke, at forudsigelserne er sikre nok til at kunne bringe dem ind i danske beslutningsprocesser:

"Nogle af de der antagelser er jo behæftet med kolossal usikkerhed. Det er klart, at olieforsyningen fører til store overvejelser, men jeg kan ikke se, at det skulle kunne gøres politisk operativt i et eller andet forhandlingsforløb, der skulle konkurrere med velfærdsforhandlingerne. Det forekommer mig altså helt ude i hampen, for at sige det direkte."

Ifølge Klaus Illum er problemerne uvæsentlige for Velfærdskommissionen, fordi ressourcer ikke indgår i økonomiske beregningsmodeller. Han finder det problematisk, at energiforsyningen er gjort til et økonomisk og ikke et ressourcemæssigt anliggende. Hvor energipolitik op til midten af 90'erne blev ført ud fra en stor ressourcemæssig hensyntagen, er præmissen i dag udelukkende at få regnskabet til at gå op økonomisk, mener han.

"Det fremgår tydeligt af regeringens energistrategi fra i sommer, at man forlader sig på, at markedet løser problemerne. Det giver en handlingslammelse, for hvordan skal man kunne agere politisk, hvis energi- og miljøproblemer blot er markedsanliggender?"

Ifølge Klaus Illum lykkedes det Bjørn Lomborg at nedtone den danske interesse for det globale klima, samtidig med, at VK-regeringen reducerede indsatsen i Miljø- og Energistyrelsen ved kraftige personalenedskæringer. Men Noa Redington mener, at Svend Auken også har været med til at sejre miljøet ihjel:

"Hans miljøministerium blev så stærkt, at der blev stor modstand mod ham. Samtidig har hans markante tiltag og hans høje cigarføring i Kyoto, som de fleste kan huske, netop givet mange en fornemmelse af, at vi ikke halter bagud på området. Oplevelsen i befolkningen er nok, at man er om bord i det projekt, og at det ikke er os, der har et problem."

Følelsen af, at vi er godt med på klimaområdet, har tilsyneladende stor indflydelse på den manglende debat om, hvilke internationale tiltag der er nødvendige. Samtidig spiller det en markant rolle, at Danmark energimæssigt er stort set selvforsynende, fremhæver både Erik Meier Carlsen og Noa Redington.

"Strategisk er Danmark med sine mange ressourcer i Nordsøen ikke afhængige af olie udefra, så vi har ikke et pres fra politikere eller forbrugere. Hvis der indtraf en krise, som fik de arabiske lande til at lukke for olien, ville Danmark som olieeksporterende land jo også tjene styrtende på det," siger Noa Redington.

Men denne selvtilstrækkelighed illustrerer kun ifølge Klaus Illum kun alt for godt, hvordan øget forbrug og større biler er blevet en del af den personlige selvrealisering:

"I en vækst- og forbrugskultur, hvor man køber huse til fem millioner og biler, der kun kører 10 kilometer på literen, er det jo næppe energiproblemerne, der bekymrer folk. Hele værdigrundlaget i, at man skal realisere sig selv gennem uhæmmet vækst, bliver undermineret og falder ned i samme øjeblik, man kommer i tanke om, at det ikke går."

Ifølge en kronik, professor på Copenhagen Business School Ole Thyssen, -- side 31 -- skrev i december i Politiken, har de konstante krav om øget velfærd og personlig velstand gjort, at vi har spundet os selv ind i vækstillusioner, som vi ikke kan bryde. Derfor vil den ubremselige udvikling på et tidspunkt betyde en brat opvågnen til en katastrofe eller krig, når der pludselig er mangel på basale ressourcer, skriver han:

"Indtil nu har økonomisk nødvendighed, altså arbejdspladser, altid vundet over økologisk nødvendighed, men på et tidspunkt vil naturen slå tilbage, og det bliver ikke noget smukt syn."

Spørger man kommentatorerne, hvorfor de ikke selv tager emnerne op, når de diskuterer velfærdsstatens fremtid, er de hudløst ærlige. Noa Redington erklærer ligeud, at han "ingenting ved om det", og miljøproblemerne indgår heller i Henrik Dahls interessesfære.

"Personligt interesserer det mig overhovedet ikke. Jeg må jo også træffe nogle valg, og jeg går bare ikke særligt meget op i det. Jeg synes da selvfølgelig, at det er vigtigt, men det er ikke sådan noget, hvor jeg tænker 'Åh, wow, det vil jeg bruge en hel weekend på at læse en ny bog om'. For mig er det sådan noget, som nogen må tage sig af, og jeg synes da, at det er i orden, at der bliver ofret nogle penge på det," siger Henrik Dahl.

Noa Redington mener ligefrem, at det må være op til Information at løfte klimadiskussionen og koble den til velfærdsdiskussionen:

"Du kan ikke sige, at medierne generelt skal påtage sig sådan en stor dagsorden. Det mener jeg ikke giver mening. På Mandag Morgen har vi valgt nogle andre dagsordener end miljøet, og det er der masser af gode grunde til. I forhold til den globale opvarmning har vi ikke så meget at byde på, så jeg er helt tryg ved, at Information løfter den dagsorden."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu