Læsetid: 2 min.

Lundbys lektiehjælp

4. juli 2006

I et lettere tragikomisk indlæg svarer Søren Winther Lundby den 29. juni på mit indlæg, "Erasmus Montanus og EU." Tragikomisk da han er sur over sammenligningen, men alligevel bekræfter den med påstanden om, at alternativet til EU i form af mellemstatsligt samarbejde er vand på Pias mølle, hvorved EU per automatik er det modsatte. Mellemstatsligt samarbejde er angiveligt at lade fanden tage de sidste og ren Pia Kjærsgård lyder det.

Dette er naturligvis noget sludder og FN's flygtningekonvention, der er mellemstatslig, er blot et eksempel herpå, som Pia næppe holder af. I virkeligheden er det EU, der står for en 'fanden-tage-de-sidste-politik.' Schengens Fort Europa-grænser holder flygtninge ude med massive dødsfald til følge og EU's landbrugsstøtte og toldmure skader ulandene, mens en stram monetaristisk europagt ind ad til i EU marginaliserer de svageste til gavn for fanden og minimalstatslogikken.

Ingen kontrol

Lundby spørger, hvorfor jeg støtter mellemstatsligt samarbejde. Svaret er, at det er den mest demokratiske samarbejdsform, hvis man kigger på alternativerne.

Overstatsligt - eller i EU's tilfælde superstatsligt - samarbejde er nemlig udemokratisk. Der er ingen fælles offentlighed, hvor meninger kan brydes i demokratisk samtale. Der er ingen effektiv kontrol med lovgiverne. Alt foregår langt væk fra almindelige mennesker og bag lukkede døre til glæde for erhvervslivets lobbyister. Selv EU-parlamentet, der skulle være den demokratiske fernis er en vittighed med hele 732 parlamentarikere, der svæver i sin egen osteklokke uden nogen legitimitet eller folkelig appel.

Overstatslighed betyder, at dette vanvittige system kan pådutte de enkelte landes befolkninger en lovgivning, de ikke ønsker, og som de ikke kan ændre igen gennem et demokratisk valg.

Hvad med virkeligheden

I modsætning til dette står det mellemstatslige samarbejde, hvor de enkelte stater trods alt kan have en vis demokratisk kontrol med beslutningerne.

Folketinget kan pålægge regeringen at nedlægge veto eller give den et mistillidsvotum med nyvalg til følge. Medier, demonstrationer, græsrødder mv. kan lægge pres på Folketinget, der jo trods alt er folkevalgte. At vi så i øjeblikket har århundredes sorteste folketingsflertal ændrer ikke dette.

Lundby vil dog ikke diskutere disse ting. For ham er EU progressivt, det har han jo erklæret (!), så pyt med virkeligheden. I stedet vil han hellere diskutere Pia Kjærsgård og allerhelst få placeret alle os internationalistiske EU-modstandere på Pias side i sit eget sort-hvide verdensbillede, hvilket jo er klart.

Lundby er nemlig EU-nationalist, der ønsker at opbygge en EU-superstat med eget militær, der kan anvendes over hele kloden til sikring af EU's interesser. Nøjagtigt, som det var formuleret i EU-forfatningen, som Lundby tidligere har argumenteret for.

Da nationalisme er sort eller hvidt, så passer Enhedslistens internationalistiske EU-modstand ikke ind i dette billede. Og det er faktisk ganske uvederhæftigt af Lundby at insistere på dette. Som en lektie til næste gang Lundby vil lave et avisindlæg, så kunne han jo passende finde sit kladdehæfte frem og skrive hundrede gange:

"Jeg lover at være nuanceret, jeg lover at være nuanceret, jeg lover..."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her