Læsetid: 3 min.

Lurende kraft

Anders Abildgaard Nielsens debut er ikke så blegnæbbet, som den til at begynde med virker
24. juni 2006

At kalde en digtsamling for Sætninger er jo ikke ligefrem hamrende originalt. Det var det måske dengang i 1974, da Marianne Larsen gjorde det og tilmed var så opfindsom at give en af sine næste bøger titlen Modsætninger, fordi den klart var mere 'politisk'.

Brugt i dag signalerer Sætninger forfatterskole-stueren laboratorieminimalisme, i kittel og med gummihandsker på. Og det er i grunden synd for Anders Abildgaard Nielsen, født 1977, thi nok går han forsigtigt, ja, nærmest klinisk-eksperimentelt til værks, men der findes i hans stilfærdige tekster en egen lurende kraft.

Han er ikke mindst optaget af fornemmelser og følelser, som sproget ikke har ord for, og som han følgelig må indkredse situationsbundet, konkret:

Smerteligt sensibel

"Jeg ved ikke, hvad det hedder, men jeg kan mærke, jeg er afgrænset fra de to, der sidder på hver min side, og fra bordet, og at de kan mærke, de er afgrænset fra mig, jeg kan mærke, at de kan rejse sig og gå."

Det er skrevet køligt og klart, men tag ikke fejl: midt i denne forsigtighed er der også en følsomhed, der taler for sig og ind imellem i sig selv gør ondt. Som i bogens første tekst, der beskriver en relation mellem to, en afstand, en mangel på forståelse, som da det talende jeg var lille, "og min bror holdt en hånd mod min pande, så jeg ikke kunne nå ham, men kun slå i luften foran hans mave". Her ender Anders Abildgaard Nielsen med at lade jeg'et hade den anden. "Men aldrig helt". Hvorefter der spørges, om der da ikke findes et ord, "der er lige så stærkt som had, men betyder noget andet".

At sætte en situation

Noget af det bedste i bogen er dens indfangninger af glimtvise indtryk, den skarphed, hvormed forfatteren i ordets egentlige forstand sætter en situation i og ved en sætning som denne: "Når du trækker hovedet tilbage, som om du bliver tilbudt noget, du ikke kan lide".

Eller som denne: "Når man kan forudsige hver sætning, den, man taler med, vil sige, og det ikke er, fordi det, han siger, er forventeligt". Eller som denne, der kommer lige efter: "Når man hører, hvad en anden siger, men alligevel spørger, hvad han siger, for at holde aggressionen fra døren, for at spole tilbage i hans sprog, vriste det fra ham og hakke i det". Her sker der på to-tre linjer en hel masse. Sætningen, som egentlig bare er en sølle bisætning, tager til i farlighed, efterhånden som verberne hober sig op, fra de bløde "hører" og "spørger" til de hårde "vriste" og hakke".

At tiden går

Om forfatteren er at sige, at han har en BA i Litteratur-historie, udgik fra Forfatterskolen i 2004 og nu fungerer som redaktør for litteraturtidsskriftet Ildfisken. Sin debutbog har han bygget som den sætning, jeg lige beskrev. Først en stribe ultrakorte tekster, så en håndfuld lidt længere centreret om et gennemgående tema, og endelig 11 stykker, mere af fortællende karakter, der på én gang intenst og stilfærdigt følger forandringer i forholdet mellem to personer, indtil det slås fast, at "nu var der kommet en afstand", hvorefter historien (og med denne hele bogen) kan slutte sådan her: "På et tidspunkt, hvor jeg savnede dig særlig meget, tænkte jeg, at det er det, at folk forandrer sig, der gør, at tiden går, at det er det, der gør, at tiden eksisterer, simpelthen. Nu er jeg vel bange for, at du har set, hvad jeg er, at du har begået en fejl ved at se mig, at noget ligesom er knækket i dig".

Forestil Dem en snæver gade i en gammel by. Et lidt larmende, livligt strøg propfyldt med butikker. Men uden skilte, alle huse med nøgne facader lige siden middelalderen. Det eneste, der røber dem, er deres lyde og lugte. De er ikke i tvivl om, hvor bageren bor, og fra vinhandelen hørmer det svagt af træfade og halvrådden saft. Sådan omtrent er Anders Abild-gaard Nielsens bog. Den gør absolut ingen stads af sig selv, men det kan anbefales at vandre roligt igennem den.

Anders Abildgaard Nielsen: Sætninger. Digte. 43 s. Kr. 150,00. Anblik. ISBN: 87-990657-4-6

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her