Læsetid: 3 min.

Lutter Mutter

Man skal høre meget Mozart i år, før ørerne falder af. Mandag aften i Tivolis Koncertsal var én af de større afleveringer med tre violinkoncerter i rap
3. maj 2006

Anne-Sophie Mutter var aftenens solist og, ifølge programmet, dirigent. En rigtigere betegnelse, som Mutter selv foretrak i interviewet i Deadline på DR 2 søndag aften, er koncertleder. Hun spillede solostemmen og ledte orkesteret med vink og vift og et par slagskemaer i ny og næ, sådan som det også var opførelsespraksis på Mozarts tid, og sådan som Mozart sandsynligvis selv har stået med disse koncerter.

Idéen var god. Det var en oplevelse at høre samarbejdet mellem orkester og solist og mærke den usædvanlige koncentration, dette samarbejde havde ført med sig. Problemet kom i længden, når man alligevel begyndte at savne noget styring, der kunne have holdt den ekspanderende Mutter i kortere snor og givet orkesteret mere drive og selvstændigt liv.

Den første violinkoncert startede lidt stresset og flagrende, men man kunne hurtigt notere sig, at der var arbejdet med musikken, og at orkestret sad på stilke for at opfylde Mutters ønsker. Der var steder indstuderet med en sådan følsomhed, at duften fra liljerne på scenen pludselig nåede éns næse, og man blev til stede i koncertens nutid. De langsomme satser i både 1. og 3. Violinkoncert blev til gengæld for parfumerede. Ikke fordi de ikke må være langsomme, hvad de ved Gud var, men der manglede bevægelse og skridt, som dem man netop kan tage med Mozart, når han i sine langsomme satser sender én ud over afgrunden på englefødder i slow motion dans. Her stod man bare i stillestående vand med lavt iltindhold, mens skønheden blev dyrket til man fik åndenød.

Så har Mutter bedre temperament til de hurtige satser. Der er det ikke på samme måde vigtigt at åbne for nogle transcendente rum, som Mutter måske ikke helt har nøglen til. Her kan man bare nyde Mutters fuldstændigt suveræne teknik. Intet er svært for hende. Ritsch, siger det hver gang hun sætter ind. Alle indsatser har en sprødhed som stof, man river itu, og ørerne nyder at blive hvæsset på hendes knivskarpe klang.

En luksusoplevelse

Aftenen var lige så helstøbt i Mutters design som hendes havfruekjole, og selv om man kan have svært ved at se og høre sig mæt på dette dyre mærke, havde jeg svært ved at klemme det hele ned. Det var for meget lutter Mutter, ingen til at redde hende fra hende selv, og jeg havde gerne nøjedes med de to koncerter før pausen, selv om den sidste måske var den bedste.

Mutter argumenterede i førnævnte interview for ikke at tænke for puristisk om Mozart og holde sig til originalinstrumenter og kammerorkestre, når man opfører hans musik, bare fordi det var det han selv havde til rådighed. Jeg er også sikker på at hvis Mozart havde haft en Rolls Royce havde han rullet sig ud i den og skrevet begejstret hjem til papa i stedet for at insistere på en hestevogn. Mutter er selv intet mindre end en luksusoplevelse, som Mozart skulle have været glad for, men han ville nok foretrække selv at dirigere.

Hurra for Tivolis Symfoniorkester, der bliver bedre og bedre, hurra for den nye koncertsal og den flotte Rotunde. Øv, at man skal give 20 kroner for et virkelig tyndt program, at de spiller ryyytmisk musik i baren i pausen og at man får tinnitus af klokkerne i forhallen!

Mandag den 1. maj 2006 kl. 19.30, Anne-Sophie Mutter og Tivolis Symfoniorkester, W. A. Mozart: Violinkoncert nr. 1, 3 og 5

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu