Læsetid: 4 min.

Lyde fra maskinrummet

Tværtimod har det danske system vist sig overordentligt levedygtigt og overenskomsterne har inddraget flere og flere områder under sig. Ud over løn og arbejdstid er det pension, orlov og senest uddannelse. Områder som er vigtige for de enkelte medlemmer af en fagforening, men som er mindst lige så vigtige for et fleksibelt samfund med et arbejdsmarked, der hurtigt skal kunne omstille sig. I et moderne videnssamfund har lønmodtagere, arbejdsgivere og regering fået mere sammenfaldende interesser i at sikre et højeffektivt arbejdsmarked med masser at fleksibilitet og omstillingsparathed og med høje kvalifikationer og et højt beskyttelsesniveau i forhold til ledighed. Det er en af de vigtigste grunde til, at 1. maj har mistet sin betydning, og at det er så svært for fagbosserne at mobilisere og skabe engagement. De er blevet en del af systemet, og deres medlemmer har accepteret det. Man skal ikke forvente en tak for, at man har haft en heldig hånd med at skrue på de rigtige knapper i velfærdssamfundets maskinrum.
2. maj 2007

"De kan godt være, at sommeren kommer af sig selv. Men det gør resultaterne ikke."

LO's formand Hans Jensen i sin tale 1. maj.

Fagbevægelsen vil så gerne have anerkendelse for alle de resultater, den skaffer danske lønmodtagere. Men hyldesten udebliver - senest på kamp- og festdagen den 1. maj. De gamle modsætningerne er blevet usynlige, og de faglige ledere er i færd med at blive reduceret til velfærdsingeniører i samfundets maskinrum. Mandag blev resultatet af urafstemningen om overenskomstforhandlingerne for 600.000 ansatte i den private sektor offentliggjort. Det blev et pænt ja. Til gengæld var der kun 37 procent af de stemmeberettigede, som valgte at sætte deres kryds, og det til trods for at der denne gang var lettere adgang til at afgive sin stemme via sms og internettet. Stemmeprocenten er en nedgang i forhold til de sidste overenskomster, hvor den lå på cirka 40. Resultaterne kommer ikke af sig selv, siger LO-formanden. Der er nogen der kæmper for dem. Men det er som om, ingen lytter.

Medlemmerne mener ifølge undersøgelser, at de selv står nærmest til at forbedre egne arbejdsvilkår. De melder sig ud af fagforeningerne. De fleste af dem gider ikke engang stemme, når der har været forhandlet overenskomst. Og i denne uge offentliggjorde Ugebrevet Mandag Morgen en undersøgelse af LO-medlemmernes kendskab til kandidaterne i det forestående formandsvalg i LO. Hans Jensen forlader posten til efteråret, og indtil videre er der to, som bejler til at blive hans efterfølger. Den ene er den nuværende næstformand Tine Aurvig-Huggenberger, og den anden er LO-sekretær Harald Børsting. Målingen viste, at kun seks procent af LO's medlemmer kendte til næstformandens kandidatur, mens tre procent kendte til Harald Børstings. Et så ringe kendskab til, hvad der foregår øverst i fagbevægelsen, var utænkeligt for bare et par årtier siden. Og det vidner om, at fagbevægelsen er blevet ligegyldig for langt de fleste.

Det paradoksale er, at LO som hovedorganisation har vundet indflydelse i de senere år. Både i forhold til overenskomsterne, som på et tidspunkt var ved at blive næsten helt decentrale, og i forhold til regering og Folketing. Fagbevægelsen indgik for nylig en historisk aftale om ret til betalt uddannelse, og senest er det lykkedes LO at placere sig i en central rolle i forhold til de forbedringer af de offentligt ansattes arbejdsvilkår, som forventes at blive en del af regeringens kvalitetsreform.

LO er altså vendt tilbage i magtens centrum - ikke på grund af en tæt alliance med Socialdemokraterne, eller fordi man har stor opbakning blandt medlemmerne. Men fordi LO har formået at levere varen - senest demonstreret, da LO-formand Hans Jensen midt under overenskomstforhandlingerne appellerede til noget, som de fleste opfattede som løntilbageholdenhed. Omkring fire procent forudså Hans Jensen, at lønningerne ville stige - og det i en periode, hvor det aldrig er gået bedre for dansk erhvervsliv, ledigheden er i bund, og hvor man allerede havde taget godt for sig af lønstigninger på direktionsgangene.

Den slags vækker respekt hos regering og arbejdsgivere. Men samtidig udvisker det LO og fagbevægelsen som politisk organisation. Fagbevægelsen har en tendens til at glide i et med systemet, og de fleste lønmodtagere har tilsyneladende en tro på, at det fungerer uden, at de behøver at beskæftige sig med det. Sat på spidsen kunne man spørge: Gider nogen interessere sig for, hvem der er direktør i Fødevarestyrelsen eller Statens Bilinspektion? Prisen for magten og indflydelsen er altså, at profilen udviskes, og det kan på længere sigt betyde begyndelsen til enden på den gamle bevægelse.

Selv om det ofte har været påstået, så er det forkert at konkludere, at de kollektive overenskomster og de faglige organisationer er på vej ud i takt med stigende individualisering. Tværtimod har det danske system vist sig overordentligt levedygtigt og overenskomsterne har inddraget flere og flere områder under sig. Ud over løn og arbejdstid er det pension, orlov og senest uddannelse. Områder som er vigtige for de enkelte medlemmer af en fagforening, men som er mindst lige så vigtige for et fleksibelt samfund med et arbejdsmarked, der hurtigt skal kunne omstille sig. I et moderne videnssamfund har lønmodtagere, arbejdsgivere og regering fået mere sammenfaldende interesser i at sikre et højeffektivt arbejdsmarked med masser at fleksibilitet og omstillingsparathed og med høje kvalifikationer og et højt beskyttelsesniveau i forhold til ledighed.

Det er en af de vigtigste grunde til, at 1. maj har mistet sin betydning, og at det er så svært for fagbosserne at mobilisere og skabe engagement. De er blevet en del af systemet, og deres medlemmer har accepteret det. Man skal ikke forvente en tak for, at man har haft en heldig hånd med at skrue på de rigtige knapper i velfærdssamfundets maskinrum.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her