Læsetid: 3 min.

Lyden af stilhed

Det seneste nummer af det amerikanske tidsskrift The Literary Review fokuserer på små og store katastrofer, deriblandt bombningen af den franske skole i København i 1945
1. marts 2006

Det amerikanske magasin The Literary Review har i snart et halvt århundrede sendt en publikation på gaden hvert kvartal. Som oftest er hvert nummer båret af lyriske og essayistiske indslag krydret med uddrag af netop udkomne romaner skrevet af knapt så etablerede navne samt af noveller, der venter på selskab til en eventuel bogudgivelse.

Det er med andre ord ikke i kommercielt øjemed, at The Literary Review udgives, tværtimod gør staben af redaktører en dyd ud af at komme helt derud i hjørnerne af det litterære landkort, hvor de etablerede forlag, de store boghandlerkæder og de markante engelsksprogede aviser sjældent dukker op. Som en pendant til det danske tidsskrift Den blå port - eller er det omvendt? - glæder man sig her over den smalle kunst, og som undertitlen "An International Journal of Contemporay Writing" kundgør, også over at bringe tekster fra andre egne end USA.

For et par år siden blev et helt nummer således dedikeret til amerikanere i Europa, deriblandt også et par stykker der havde slået sig ned i Danmark. I det netop udkomne Vol 49. No. 2 (Winter 2006) går turen atter engang til vore breddegrader, idet Alice Maud Guldbrandsen optræder med et uddrag fra bogen Tavshed blev min sang - bombardementet af den franske skole, marts 1945, der udkom sidste år.

Danmarkshistorie

Teksten indledes med Henrik Nordbrandts "Shellhuset erindret". Digter, der på engelsk har fået titlen 'Shell House Remembered', handler om Nordbrandts fødsel på Frederiksberg Hospital selv samme dag, som den franske skole ved en fejltagelse blev bombet af engelske jagerfly, der ellers havde sat kursen mod Shellhuset, hvor Gestapo havde hovedkvarter.

86 børn og 13 voksne blev dræbt, en af de overlevende var Alice Maud Guldbrandsen, der var fem år, da trage-dien indtraf, og først 40 år efter blev klar over, at hun ikke kunne lade være med at tale om, hvad der var sket, hvis hun ville bevare sin forstand.

Hendes egen beretning - der blot er en i den mosaik af overlevende stemmer, der udgør Tavshed blev min sang - om, hvordan hun blev mødt af tavshed, som barn og ung, og senere ligegyldighed, da hendes pensionerede far henvendte sig til Friheds-rådets Fond for at få økonomisk støtte, så hans voksne datter kunne få psykologhjælp, er et rystende realistisk stykke Danmarkshistorie.

Mere følger

Silence Was My Song, som den er blevet betitlet, er populært sagt en smertefuld og aktuel påmindelse om, hvor vigtigt det er skrive om hændelser, der ikke kan afskrives. For så vidt er den beslægtet med tre af de andre stærke tekster i magasinet, nemlig udraget af franske P. Lapeyres roman L'Homme Soeur, om en ung mand, der mildt sagt er gået i stå efter, at hans søster har forladt ham tre år tidligere; Ed Skoogs digt "My Life with Louis Armstrong", der i dag nærmest står at læse som en elegi til et ødelagt New Orleans, samt Joseph Michael DeGross' novelle "The Alibi", om en mand på omkring de 60, der ikke kan komme sig over sin ungdoms store forelskelse - selv om han siden har mistet sine ben i Vietnam-krigen og sin datter til den kvinde, han aldrig elskede!

Det er nok tvivlsomt, om vi nogensinde får disse tre tekster på dansk. Til gengæld kan engelsksprogede læsere med Henrik Nordbrandt og Alice Maud Guldbrandsen altså nu nyde et stykke af det litterære Danmark. Mere følger i øvrigt i sommernummeret af The Literary Review, der vil bringe et uddrag af Lotte Inuks roman Sultekunstnerinden.

The Literary Review, Winter 2006, Vol 49. No 2. Farleigh Dickinson University, USA. Kan købes i blandt andet Atheneum Boghandel, Nørregade, Kbh. Yderligere info www.theliteraryreview.com

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu