Læsetid: 2 min.

Lyden af Vermeers blå

Jytte Rex afrunder sin trilogi af kunstnerportrætter med en fornem film om komponisten Pelle Gudmundsen-Holmgreen
3. maj 2007

Komponisten Pelle Gud-mundsen-Holmgreen (f. 1932) er et stimulerende bekendtskab. I noget, der ligner en menneskealder har han skabt et stort antal værker, kompositioner, der med åbenhed og appetit går på opdagelse i lydenes, klangenes, musikkens univers. Men ikke nok med dét.

I Jytte Rex' portrætfilm, Pelle Gudmundsen-Holmgreen: Musikken er et monster, vi-ser han sig tillige som en gavmild og velartikuleret formidler, der taler både præcist og fabulerende om sine inspirationskilder: Fra Bach til mongolsk strubesang, fra bækkens rislen til fåreflokkenes brægende kor, fra Satie til Stravinskij, fra absolut enkelhed à la billedkunstnere som Mondrian eller Malevich til dybderne i den blå farve hos Vermeer - altid med John Cage som konceptuelt referencepunkt, og gerne med husguden Beckett som absurd krydderi.

Som kunstner kan Gud-mundsen-Holmgreen virke som en tragt, der lader den auditive verden passere igennem sig, koncentrerer den og filtrerer den ned for igen at folde den ud til en ny mangfoldighed.

Et nyere eksempel kunne være hans bidrag til H.C. Andersen-året, hvor han i et bemærkelsesværdigt samarbejde med Paul Hillier og Kronos Kvartetten lod eventyrdigterens fædrelandssang, I Danmark er jeg født, udsætte for en palet af påvirkninger udefra, heriblandt arabisk tonalitet.

Ikke som et fremmedangst skræmmebillede på globali-seringens trussel mod den danske sangskat, men som en positiv vision om kulturernes evige krydsbefrugtninger.

Altædende maskine

Om dette og meget andet taler Gudmundsen-Holmgreen mere eller mindre uafbrudt i en stiv time, indsigtsfuldt, veloplagt og med en klædelig tvivl som konstant ledsager. Og dér, hvor sproget slipper op, giver den forbløffende adrætte 75-årige komponist sig til at danse sine pointer for kameraet.

Jytte Rex følger Gudmundsen-Holmgreen over en periode, hvor han er invol-veret i en række meget for-skelligartede projekter, og i kombination med en hånd-fuld arkivklip om tidligere værker giver filmens ned-slag tilsammen et mangefa-cetteret indblik i en konstant søgende kunstners værksted.

Samtidig handler filmen på et mere overordnet plan om kunsten som et eksistentielt vilkår. Inspirationen kan hverken tvinges frem eller vælges fra, fremgår det. Den er en altædende maskine, der konstant kører sit eget løb inde bag bevidsthedens tynde membran. Og uanset om man indvilger i at følge dens bud eller ej, bliver den styrende for forholdet til omverdenen. Hvilket også Gudmundsen-Holmgreens familie har måttet mærke, som det fremgår af et af filmens få privatbiografiske indslag.

Med filmen om Pelle Gud-mundsen-Holmgreen har Jytte Rex afsluttet sin trilogi af kunstnerportrætter. De to første var de ligeledes kon-geniale og inspirerende Inger Christensen: Cikaderne findes (1998) og Palle Nielsen: Mig skal intet fattes (2001).

'Pelle Gudmundsen-Holmgreen: Musikken er et monster'. Instruktion: Jytte Rex. Dansk (Grand Teatret, København)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her