Læsetid: 5 min.

Lykke, penge og filantropi

Lykkeforskningen påviser, at flere penge sjældent fører til større lykke, men reducerer fejlagtigt spørgsmålet om lykke til et spørgsmål om personligt velbefindende
8. august 2006

Ville De være et lykkeligere menneske, hvis De var rigere? Det er påfaldende mange overbeviste om. Årelang forskning viser imidlertid, at højere velstand kun bringer større lykke hos meget lave indkomstgrupper. Således er amerikanerne gennemsnitligt rigere end newzealænderne, men ikke lykkeligere. Og hvad der er mere opsigtsvækkende: Indbyggerne i lande som Østrig, Frankrig, Japan og Tyskland er ikke lykkeligere end folk i langt fattigere nationer som Brasilien, Colombia og Filippinerne.

Nu kan sammenligninger mellem lande med forskellige kulturer være vanskelige, men samme effekt gør sig også gældende inden for de enkelte lande med den nævnte undtagelse for meget lave indkomstniveauer under 12.000 dollar i USA. Desuden er amerikanerne i dag rigere, end de var i 1950’erne, men absolut ikke lykkeligere. Hvad amerikanere i mellemindkomstlaget (med en årlig husstandsindkomst på 50.000-90.000 dollar) angår, har de et lykkeniveau, der er stort set identisk med de virkelig velhavende amerikanere, der tjener over 90.000 om året.

Den typiske fremgangsmåde for lykkeforskningen har været spørgeundersøgelser, hvor folk helt enkelt bliver bedt om at angive, hvor tilfredse de føler sig med deres liv. Hvor sikre vi kan være på, at sådanne data korrekt afspejler den nydelse, folk virkelig får ud af deres livsførelse, kan man tillade sig at tvivle på.

Flere penge ikke lig lykke

Min kollega på Princeton Daniel Kahnemann og hans forskningsfæller har gennemført en mere raffineret måling af menneskers subjektive velvære ved med jævne mellemrum at spørge til deres sindsstemning i løbet af en dag. I en artikel i Science den 30. juni pointerer imidlertid også de, at der kun er beskeden korrelation imellem indkomstniveau og lykkefølelse. Endda fandt Kahneman og hans forskerhold, at personer med højindkomster typisk brugte mere tid på aktiviteter, der er forbundet med negative følelser som anspændelse og stress. I stedet for at opprioritere deres fritid brugte de mere tid på arbejde og transport. De var oftere i sindsstemninger, som de selv angav som pirrelige, ærgerlige, vrede, ængstelige og anspændte.

Det er ikke just nyt, at penge ikke kan købe os lykke. Mange religioner prædiker som bekendt, at det fører til ulykke at dyrke materielle besiddelser. Beatles mindede os om, at money can’t buy you love. Og selv Adam Smith, som belærte os om, at det ikke er pga. slagterens velvilje, at vi får kød på bordet, men fordi han forfølger sin egennytte, betegnede velstandens glæder som »bedrageriske« – om end et bedrag, »der ægger menneskehedens foretagsomhed og holder den i evig ave«.

Vi står følgelig over for et paradoks. Hvorfor fokuserer vores regeringer så målrettet snævert at på øge nationernes per capita indkomst? Hvor stræber så mange af os efter at tjene flere penge, selv om har erfaring for, at flere penge ikke gør os lykkeligere?
Måske ligger svaret i, at vi fra naturens hånd synes disponeret for formålsrettede handlinger. Vi nedstammer fra generationer af forfædre, som måtte arbejde hårdt for at ernære sig selv, finde en partner og opdrage børn. I nomadiske jægersamfund var der ikke megen fidus i at eje ting, som man ikke kunne tage med sig, men så snart mennesker blev fastboende og udviklede pengeøkonomier svandt denne restriktion på begæret efter at besidde mere bort.

Buffets donation

At akkumulere penge kan til en vis grad anses som et fornuftigt værn imod trængselstider, men i dag synes det at være blevet et formål i sig selv – en måde at udmåle egen succes på og en målsætning, vi altid kan falde tilbage på, hvis vi ikke kan finde på andre motiver til at foretage os noget frem for at vælge lediggang. At tjene penge giver os en meningsfuld måde at fordrive tiden på, så længe vi ikke reflekterer for dybt over, hvorfor vi gider have bøvlet.

I dette lys kan vi anskue den amerikanske rigmand og spekulant, Warren Buffets livsførelse. I 50 år har Buffett, der i dag er 75, arbejdet hårdt for at skabe sig en stor formue. Ifølge erhvervsmagasinet Forbes er han med aktiver på 42 mia. dollar den næstrigeste person i verden efter Bill Gates. Ikke desto mindre afslører hans nøjsomme livsstil, at han ikke har nogen tilbøjelighed for selvforkælelse. Og selv hvis hans lyster var mere udsøgte og uhæmmede, ville det være vanskeligt for ham at bortøde mere end en brøkdel af sin formue.

Set fra dette perspektiv kan Buffetts bestræbelser, siden han tjente sine første par millioner i 1960’erne, forekomme futile. Er Buffett offer for det, Adam Smith kaldte et bedrag, og som Kahneman og hans forskerhold har gransket så nøje?

Tilfældigvis blev Kahnemanns artikel offentliggjort i samme uge, som Buffett bekendtgjorde, at han ville skænke den største donation i USA’s historie – 30 mia. dollar til Bill & Melinda Gates Foundation og yderligere syv mia. dollar til anden velgørenhed. Selv korrigeret for inflation er Buffets donation klart større end dem, som multimilliardærer som Andrew Carnegie og John D. Rockefeller bortgav.

Med denne enkle gestus gav Buffett således sit liv et nyt formål. Eftersom han er agnostiker, var hans grandiose gave ikke motiveret af troen på, at den ville komme ham til gode i det hinsides. Hvad fortæller Buffetts liv os nu om lykkens natur?

Måske – som Kahnemans forskning kunne få os til at tro – at Buffett ville have kunnet ført en tilværelse i mere positiv sindsstemning, end tilfældet blev, hvis han på et tidspunkt i løbet af 1960’erne var holdt op med at arbejde, havde levet af formuen og spillet mere bridge. I så fald ville han imidlertid ikke have oplevet den tilfredsstillelse, han nu med rette kan føle ved tanken om, at han igennem flid, bemærkelsesværdige investeringstalenter og sine eksorbitante donationer har ydet et stærkt bidrag til at kurere sygdomme, der forårsager dødsfald og lidelser blandt millioner af klodens fattigste.

Buffett fortjener anerkendelse for at have minde os om, om at lykke er et spørgsmål om mere og andet end blot at holde sig i godt humør.

Peter Singer er australsk moralfilosof og professor i bioetik ved Princeton University. Han vil fremover skrive Information

© Project Syndicate og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu