Læsetid: 3 min.

Lykkeland

8. april 1998

NÆRMEST LYKKELIGE. Det var de vist sidste år, da årsregnskabet kom hos medicinalvirksomheden H. Lundbeck A/S i Valby. Lundbeck laver - blandt meget andet - lykkepiller, der sælges under produktnavnet Cipramil. Og salget tordner frem. Årsregnskabet for 1996, fremlagt i maj sidste år, viste en vækst i forhold til året før på hele 50 procent. Og det fortalte, at Lundbeck nu har sit antidepressive medikament registreret i 49 lande. Det flotte salg var med til at sikre virksomheden et overskud før skat på 311 mio. kroner. Og derigennem en klækkelig bonus til hver af de flittige medarbejdere.
Lykken varer tilsyneladende ved. I hvert fald har Lundbeck forudsagt ny vækst i det kommende årsregnskab, og det bekræftes indirekte af en ny statistik fra Lægemiddelstyrelsen. Her fortælles det, at apotekernes salg af antidepressiva som Cipramil, Seroxat (der laves hos Novo Nordisk) samt Fontex ( fra den amerikanske gigant Eli Lilly) i 1997 nåede op på 353 mio. kr. Det er en stigning på 16 procent fra 1996 til 97 og en fordobling siden 1994. Allerede i 1995 fik over 100.000 danskere udskrevet mindst en recept på lykkepiller, og sidste år blev der givet 45 mio. døgndoser lykkepiller til danskerne.
Det sjove - undskyld udtrykket - er, at pillerne slet ikke virker på dén måde: "Lykke er ikke noget, der kan fås på pille," siger professor dr.med. Tom G. Bolwig, overlæge på Rigshospitalets psykiatriske afdeling og ikke én, der har berøringsangst over for medicinske præparater i patientbehandlingen. "Antidepressiva bringer ingen lykke, de afhjælper blot depression."

HVAD ER DET så, der foregår, når flere og flere danskere - med deres læges hjælp, for recept skal der til - konsumerer lykkepiller i stadig stigende mængder? Bliver stadig flere ramt af depression i begrebets medicinske betydning? Eller er vi bare blevet mere kede af det og gør os håb om, at lykkepillerne kan få solen til at skinne igen?
De store medicinalvirksomheder og mange biologisk-orienterede psykiatere siger, at depression - med Tom Bolwigs ord - er "en af de aller mest udbredte sygdomme", og at "et stort antal mennesker, måske op til halvdelen af dem, der rammes af depression, ikke får deres sygdom diagnosticeret." Anskuet sådan skulle der tilsyneladende være basis for en fortsat betydelig vækst i markedet for Cipramil, Fontex, Seroxat, Zoloft, Fevarin, Effexor, Remeron og hvad præparaterne nu måtte hedde.
Givet er det, at der findes et antal danskere, som går rundt med en udiagnosticeret depression, der kunne afhjælpes med lykkepiller. Og at et stort antal diagnosticerede patienter med lykkepillen har fået en hjælp, der bringer dem tilbage til en normal tilværelse. Men alt for meget tyder på, at væksten i forbrug ikke alene handler om lægers pludseligt forbedrede evne til at stille diagnosen depression, men også om at lægerne med lykkepillen har fået et lokkende middel til at komme mere smertefrit gennem de tidrøvende, menneskeligt og fagligt krævende samtaler med mennesker, der har det skidt med tilværelsen. Et medicinalfirma som det amerikanske Pfizer - der fremstiller lykkepillen Zoloft - har til danske læger udsendt et simpelt afkrydsningsskema, der ved et ja-svar på fem ud af ni spørgsmål (såsom "Har du haft manglende selvtillid, været utilfreds med dig selv eller følt, at du har svigtet dig selv eller din familie?" ) inspirerer lægen til at stille diagnosen "depression". Når firmaerne samtidig - ifølge den kritisk indstillede psykolog Peter La Cour, der i januar skrev om sagen her i avisen - bruger over 100.000 kr. pr. læge til at markedsføre deres produktarsenal, så er det ikke underligt, at trængte læger ender med at udskrive en portion lykkepiller.
Lægers kompetence, arbejdsvilkår og patientindstilling er et emne, som væksten i lykkepilleforbruget burde stimulere en diskussion om. Ligesom det er en eftertanke værd, "når et samfund og dets borgere søger sig til piller for at tackle livet på godt og ondt," som den norske professor i medicinsk etik Jan Helge Solbakk udtrykker det: "Er det symptom på et samfund, som er blevet mere og mere hjælpeløst, et udtryk for stadig stigende livsrædsel?" Livet må tydeligvis ikke længere gøre ondt, anfører Peter La Cour.

MEN DET MEST påtrængende spørgsmål er, hvorfor så mange danskere alligevel har ondt i sjælen? Hvorfor stadig flere klager til deres læge over ensomhed, utilstrækkelighed, rastløshed, manglende livsindhold? Hvorfor antallet af børn, der mistrives og behøver psykologhjælp er i stigning? Og hvorfor der i et af Europas rigeste lande kan være betydelig større sociale uligheder hvad sundhed angår end i f.eks. de sydeuropæiske lande, sådan som det fremgår af en ny undersøgelse fra Rotterdam Universitet, forleden omtalt i Aktuelt?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu