For 25 år siden, da Richard Ford var midt i 30'erne, underviste på Princeton og trods fine anmeldelser for sine to første bøger ikke tjente alverden som forfatter, besluttede han sig for at skrive en historie om en lykkelig mand.
Resultatet blev The Sportswriter (1986, på dansk: Sportsjournalisten, Tiderne skifter), en storsælgende roman om en hvid fyr på 38 år, der engang var forfatter og nu er sportsjournalist med adresse i New Jersey-forstaden Haddam. Frank Bascombe, som han hedder, dukkede siden op i Independence Day (1995, på dansk: Uafhængighedsdag, Tiderne Skifter) , der som den eneste titel nogensinde har vundet både Pulitzer-prisen og Pen/Faulkner-prisen, samt i The Lay of the Land, der udkom for et par måneder siden i hjemlandet USA og netop er blevet fremhævet som en af årets 10 bedste romaner af New York Times.
Med udgivelsen af The Lay of the Land er fortællingen om Frank Bascombe ifølge Ford selv afrundet, og tilbage står vi med over 1.300 sider om en af den moderne amerikanske litteraturs mest stoiske, flinke, melankolske, gennemsnitlige, interessante og realistisk skitserede mænd - men lykkelig?
Ikke klar til at dø
Året er 1983, da vi møder Frank første gang. Hans ældste søn, Ralph, er død af Reyes Syndrom, og han er desuden blevet skilt fra sin kone, der i The Sportswriter kaldes X, men siden får navnet Ann Dykstra.
Bogen igennem forsøger Frank at få tingene til at hænge sammen. Han kan ikke redde sit ægteskab, han kan heller ikke få Ralph tilbage, og han har egentlig ikke lyst til at spekulere over, hvorfor tingene er gået, som tilfældet er. "Most things are better if you just let them be lonely facts," som han siger i en vending, der lyder som et ekko fra en Hemingway-helt.
Som en sådan er Bascombe da også bevidst om, at det er de små ting, dem, du ikke er herre over, der ændrer tilværelsens gang, akkurat som alle de afstikkere og observationer, der er med til at give romanerne om ham prædikatet maksimalisme, peger i retning af en mandhaftig filosofi om at vise en smule styrke, når tingene går galt.
Her ophører lighederne så også. En af de mest mindeværdige afsnit i The Sportswriter handler om Franks tur til Detroit, hvor han interviewer den tidligere football-stjerne Herb Wallagher. Herb har mistet sine ben i en skiulykke og sidder nu i kørestol. Han er bitter, og da Frank forsøger at lokke fyren til trods alt at se det positive i football - sammenhold, udholdenhed, kammeratskab og så videre - udbryder Herb: "Forget all that crap, Frank."
Men nej, Frank er ikke nogen hårdkogt kyniker, tværtimod. Han kommer gentagne gange galt af sted netop på grund af sin hjælpsomhed og sit optimistiske sind, og ikke mindst fordi han vil have så meget ud af livet som muligt.
Det første sker blandt andet i The Lay of the Land, hvor han i en bar møder en fyr, hvis søn engang har gået i skole med Franks yngste søn, Paul, men nu er død. I tankerne foragter Frank fyren for at sidde i en bar og fortælle den slags til fremmede - "since Ralph Bascombe's been absent from the planet, I haven't gone around yakking about it in bars with strangers" - men dette afholder ham dog ikke fra venligt at spørge til, hvad der er hændt.
Det sidste, lysten til at leve, gør Frank klart for enhver, da han i indledningen til samme roman læser en avisartikel om en kvinde, der, inden hun blev myrdet, var blevet spurgt, om hun var klar til at møde sin skaber. Artiklen nager Frank, der stiller sig selv det samme spørgsmål: Er jeg klar til at dø? Svaret er nej. Ikke endnu.
Romantiker og konservativ
Oddsene er imidlertid imod den 55-årige Frank Bascombe i The Lay of the Land. Ikke blot har hans anden kone, Sally, som vi mødte i Independence Day, forladt ham til fordel for den mand, alle havde regnet med var gået bort 30 år forinden. Han har også fået konstateret prostatacancer. Og selv om han måske af samme årsag er blevet lidt mere kantet og bidsk end tidligere, så har det ikke ændret synderligt ved hans filosofi om ikke at spekulere for meget over årsagerne til problemerne: "When you start looking for reasons for why you feel bad, you need to stand back from the closet door."
Da han pludselig befinder sig hos sin første ekskone, og denne erklærer ham sin kærlighed, rystes han imidlertid en smule. Hvad skulle det nu til for? I stedet for at melde ud, hvad han mener - havde 17 år med en perfekt skilsmisse intet lært dem? - indvilliger den flinke Frank i at holde Thanksgiving-middag med hende og deres to fælles og nu voksne børn.
Selv om Frank kører rundt med den pragmatiske Ralph Waldo Emersons Self-Reliance (1841) - der blandt meget andet opfordrer til at finde sig sit eget sande jeg - i handskerummet i Independence Day og i øvrigt hylder filosofien: "what we all want, of course, is all our best options left open as long as possible," ender Frank igen og igen med at male sig selv op i et hjørne, netop fordi han ikke træffer et valg, men derimod blot følger sine impulser og retter ind efter, hvad tilværelsen byder ham. Dette er naturligvis the flip-side af hans ord om, at "If I was mad or ecstatic, I always realised I could just as easily feel or act another way if I wanted to," som han udtrykker det i The Sportswriter.
I samme roman bemærker han i øvrigt, at han allerede inden Ralphs død havde mistet evnen til at forvente sig noget af fremtiden, samt at han i de to år efter sønnens død havde været i seng med 18 forskellige kvinder, inden hans kone opdagede utroskaben og gik fra ham.
Franks optimistiske filosofi om at holde alle døre åbne så længe som muligt handler med andre ord i høj grad om, at han ikke har andet valg end at værdsatte sin lyst til uafhængighed, når han nu har så svært ved at knytte sig til folk.
Ironisk titel
Spørgsmålet om, hvad det indebærer at være uafhængig og fri, vendes for alvor Independence Day, der foregår i 1988, hvor Frank er 44 år gammel. Jobbet som sportsjournalist er skiftet ud med en hverdag som ejendomsmægler, hans børn er ham fremmede, og hans forhold til kvinder er mildt sagt skrøbelige. Ikke desto mindre er han stadig overbevist om, at han kan ikke blot overlever, men også kommer styrket gennem trængslerne ved at undlade at knytte sig for meget til folk og holde sin uafhængighed i hævd.
Atter engang spiller tilfældet, følelserne og familien ind, da han for at rette op på sit problematiske forhold til sønnen Paul inviterer denne med ud på de amerikanske landeveje i weekenden omkring den fjerde juli, USA's uafhængighedsdag. Undervejs besøger de så mange attraktioner og museer som muligt, inden Paul kort efter et bittert far/søn-opgør uheldigvis bliver ramt i øjet af en baseball - og kommer så slemt til skade, at hans mor henter ham i en helikopter. Tilbage står Frank så atter engang med sin filosofi om, at han har det bedst alene-
Bogens titel er ironisk, har Ford fortalt i et interview: Med virkelig uafhængighed følger ikke en tilværelse, hvor man kan klare sig på helt egen hånd, som den amerikanske myte om individualisme ellers prædiker, men det modsatte, hvilket netop involverer en lyst til at elske og være afhængig af andre.
Om dette er gået op for den sludrevorne og utroværdige Frank - der i betragtning af hans ord om ikke at hænge fast ved fortiden bemærkelsesværdigt ofte ender et godt sted nede ad mindernes boulevard - er som antydet yderst tvivlsomt.
I hvert fald kan det undre, når han, otte sider inden romanens afslutning, hævder, at hans bedste ven er en gammel nabo ved navn Carter, med hvem han har den uskrevne regel "never to exchange invitations or to meet for drinks og lunch, since neither of us would have the least interest in what the other was up to-".
En helvedes ferie
Alle tre romaner foregår på og omkring feriedage - påsken, Uafhængighedsdagen og Thanksgiving. Derved får Ford på uanstrengt vis mulighed for at stille skarpt på de religiøse, spirituelle, sekulære og familiære spændinger, der automatisk tilspidser sig i dagens USA, når den slags løber af stablen.
For Frank gælder det, at hans godhed absolut intet har med en tro på Gud at gøre, tværtimod kan han som nævnt ikke løbe fra, at det er i de nære relationer med familie eller venner, at han om ikke finder så i hvert fald helt naturligt søger en form for frelse. Det er for så vidt ikke tilfældigt, at han køber sit og sin ekskones hus, da hun flytter fra det i Independence Day - " (it) felt like home - if not my home, at least my kids' home, someone's home."
På det tidspunkt er det gået op for de fleste, at Frank nok slet ikke er den frie og hårdhudede sjæl, som han selv indimellem hævder at være, men derimod en gammeldags romantiker og en god konservativ, der langt hen ad vejen værdsætter efterkrigstidens traditionelle amerikanske forstadsværdier.
Helligdagene er desuden en oplagt mulighed for at afvikle historien om Frank i skæret fra nationens historiske rødder og stadig eksisterende myter. I Independence Day støder han således ind i en flok mennesker, der øver sig i den kommende højtidelighedsparade. Feststemningen og optimismen er svær at få øje på hér; alle står de hver for sig, kigger på uret og taler i walkie-talkies - "they're bored, or else longing for something they can't quite name."
Endnu værre er det i The Lay of the Land, hvor de, der genopfører det blodige slag om Haddam, kommer til at gribe forstyrrende ind i et begravelsesoptog, og Frank efterfølgende kommer op at toppes med en af sine gamle bekendte.
The Lay of the Land er i det hele taget en bog om død og vold. Ikke blot kommer Frank selv i slagsmål og bliver beskudt. Hospitalet, hvor hans søn i sin tid døde, og hvor han selv går til behandlinger, bliver tillige ramt af en voldsom terroraktion. Akkurat som The Sportswriter og Independence Day, der går i kødet på Reagans USA, er historien en om den 55-årige Frank Bascombe for så vidt et billede af et folk på vej til at blive splittet af valget mellem Al Gore og George W. Bush i 2000, samt af en nation på vej mod 11. september-paranoiaen.
Farvel til Frank
Frank Bascombe bliver ofte sammenlignet med John Updikes Harry Rabbit Angstrom, der i fire store og mesterlige romaner kæmpede en brav kamp for at få det bedste ud af livet i efterkrigstidens amerikanske forstad.
Begge lider de af den amerikanske litterære helts typiske karaktertræk, ønsket om at slippe væk fra det hele. Eller rettere, den gennemført narcissistiske Rabbit gør, mens Frank godt nok også kører lange ture i sin bil - hans mål er imidlertid at sælge huse og komme helskindet gennem tilværelsen. I modsætning til Rabbit, der i sin rastløse mobilitet i den grad forsøger at opleve det samme sus, som da han spillede basketball som ung, handler det for Frank i første omgang om at gøre en god forretning, som alle kan være tilfredse med. Til sammenligning er Rabbit på et tidspunkt fuldstændig ligeglad med, hvad han sælger, eller hvordan han gør det, i sin svigerfars bilforretning.
På trods af, hvad Arthur Miller i sin tid hævdede, er den amerikanske sælger sprællevende, og i skikkelse af Frank Bascombe, der som nævnt besidder en pæn portion optimisme, et godt mundtøj og har en fortræffelige evne til at lyve for sig selv og andre, kan det ikke undre, at vi her har en fortræffelig repræsentant for faget. Godt nok har han mistet troen på, at ejendomshandel er en moralsk sag, men med sine hastige forretninger med grunde, huse og jorde, hvis tekstur konstant forandrer sig, afspejler han og hans succesrige virksomhed i bekymrende grad et land og en verden i opbrud.
Frank Bascombe er således både typisk amerikansk og typisk mand - og helt sin egen, som også Fords ven og kollega Russell Banks giver udtryk for i et nyligt interview, hvor han blandt andet konkluderer, at Ford "gør brug af Hemingways og Cranes æstetik - dette knivskarpe, hårde filosofiske blik - men til at beskrive hjemmelivet. Mænd med kvinder, mænd med børn, mænd med biler, forbrugerøkonomien. Updike og Cheever har tidligere skrevet om hjemmelivet, men de var lidt mildere end Richard."
Med sin trilogi om Frank Bascombe har Richard Ford skabt en af den moderne litteraturs mest unikke figurer og et vægtigt værk, der, uanset hvordan det går for Frank i The Lay of the Land - og lad os ikke røbe det her - er sikret et godt og givtigt liv fremover. Frank spekulerer flere gange over, hvad han efterlader sig? Det er der ingen grund til længere.
* Denne signatur har kun læst og skrevet noter i de amerikansksprogede romaner om Frank Bascombe. Derfor er citaterne på originalsproget. Forlaget Tiderne Skifter har udgivet 'The Sportswriter' og 'Independence Day' på dansk under titlerne 'Sportsjournalisten' og 'Uafhængighedsdag'. Samme forlag udgiver 'The Lay of The Land' på dansk til næste efterår
