Læsetid: 4 min.

Lykkelig indrømmelse

7. april 1997

Og da er i rigdom det gået for vidt,
når mange har for meget og for mange for lidt.
Frit efter Grundtvig

FORSTÅ DET HVO DER KAN. Mogens Lykketoft kan efter eget udsagn ikke. I det spændende interview han gav Information i lørdags lover han, hvad han selv kalder en "indlysende indsats" mod den brutale udstødelse og marginaliseringen, der har fundet sted her i landet og den øvrige vestlige verden i mere end et par årtier. "Hvorfor har vi ikke gjort det for længe siden?" spørger han selv - og svarer i samme åndedræt, at "det spørger jeg også mig selv om."
Det kan man da kalde en indrømmelse. Skønt det er så klædeligt at blive klogere, kendetegner indrømmelsen af egen tidligere begrænset indsigt sjældent toppolitikere. Men hvor den dog klæder den socialdemokratiske finansminister.
Udfordrede læsere af dette blad har i mange år skullet stå model til politisk-økonomiske og social-økologiske analyser af, at det ikke ligefrem gik ufatteligt godt, hverken under Poul Schlüter eller under Poul Nyrup eller noget andet sted under den kapitalistiske markedsøkonomis stormløb. I firserne op til og efter Berlinmurens fald gik (ny)liberalismen i selv-forelsket ekstase - over socialisme-truslens Endlös ung, individualismen som eneste tilbageblevne -isme og vesterlandenes evige vækst i materielt (over)forbrug. Hvorfor de samfundskritiske analyser omvendt blev stadig mere spage i mælet eller enten galgenhumoristisk eller undergangs sorte.
Eller bare sammenbidte.
Dejligt er det derfor for en stund at kunne løsne kæbemusklerne. Og på forsiden af denne avis endnu engang gentage, hvad den mægtige mand omsider indrømmede i lørdags.

EFTER EN PERIODE med troen på at det økonomiske opsving (og uddannelsen) klarede arbejdsløshedsproblemet, taler finansministeren nu mere om den gruppe, som opsvinget aldrig vil nå, indledte Informations Rasmus Helveg Petersen sit referat af interviewet.
Borte med forårsblæsten er alle de (ikke særligt) gamle besværgelser fra Finansministeriet og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd om, at forsørgerbyrden ikke er steget siden begyndelsen af tresserne. Fordi det dengang skulle være patriarkerne, der påtog sig forsørgelsen af husmødre og andre stakler, som ikke kunne udføre noget til gengæld, mens forsørgelsen af nødlidende i den ellers arbejdsduelige alder i dag er overgået til Finansministeriets ADAM-model og Kommunernes Landsforening. I stedet for indrømmer Lykketoft, at "nu vil man se, at en hel del af de langtidsledige man sætter i puljejob eller jobtræning ikke kan klare sig på det almindelige arbejdsmarked. Der er nogle af dem, der aldrig bliver så effektive, at de kan bære en normal overenskomstmæssig løn."
Til sidste ugebegyndelses lige så spændende interview med tidligere nationalbankdirektør Erik Hoffmeyer om den voksende brutalisering ved en voksende økonomi, der skiver folk af de folkelige arbejdsfællesskaber, svarer Lykketoft sandelig: "Ja. Vi skal spørge, hvad der så skal til. Og om udstødelsen er noget der automatisk tager til på grund af internationaliseringen i økonomien... Det her er en diskussion om, hvordan man ændrer de enkeltes forhold, hvor den enkelte ikke kan klare kapløbet mellem opkvalificeringen af evnerne og internationaliseringens øgede konkurrence. Hvor mange er det, vi tror vil hænge dér i arbejdsmarkedets randområde og blive marginaliserede, hvis ikke vi giver dem penge for at arbejde, om jeg så må sige."

DET ER SÅ SANDT som det er sagt, af alt for få alt for længe. Nu siger regeringens chefideolog det også, og vi lægger ingen dæmper på begejstringen over bedre sent end aldrig.
Derimod må vores begejstring over de af regeringen påtænkte foranstaltninger til imødegåelse af den truende samfundsopløsning foreløbig forholde sig afventende. Hvad i ind i ADAM-modellen mener Lykketoft med sin modstilling af den - skændige angelsaksiske - løsningsmodel med drastisk øget lønspredning på den ene side og på den anden side "om vi kan betragte denne her udstødelse som noget, der er overskueligt i omfang og som vi kan gå op imod ved at kreere et antal tusinde flere beskyttede job"?
Marginaliseringen af dem, der trods uddannelse, puljejob og jobtræning under stadig stigende stress fra "internationaliseringens øgede konkurrence" ikke kan klare sig på det nu opståede såkaldte "almindelige arbejdsmarked" er ikke medmennesker med almindeligt nedsatte arbejdsevner af fysisk, psykisk eller psyko-somatisk art. Det er danske kvinder og mænd med deres krops- og åndsevners fulde brug.
De skal vel ikke på skånejob?

TIL BEROLIGELSE for enhver sand humanist: Medmennesker med nedsatte arbejdsevner fra fødsel eller senere indtrufne ulykker af social eller fysisk-psykisk art eller fra den højest almindelige - og skændige - nedslidning på arbejdsmarkedet, skal skånes efter alle kunstens regler. Ikke ved at skive dem af med førtidspension, efterløn, kontanthjælp og sygedagpenge, men ved at "kreere et antal tusinde flere beskyttede job". Allerhelst ved at udvide og forstærke arbejdsmarkedets eget projekt arbejdsfastholdelse, så folk ikke først skal ud i revalidering i en eller anden forstand for - om muligt - at komme ind på arbejdsmarkedet igen.
Men det har jo ikke meget at gøre med den udstødelse og marginalisering, der følger af "internationaliseringens øgede konkurrence". Der i Danmark rammer ikke tusinder eller titusinder, som Lykketoft taler om. Men hundredetusinder, ja, mindst en halv million. Over for den udfordring har vi stadig regeringens modforanstaltninger til gode.
Fandeme! For at bruge finansministerens eget bandeord.

el (Ejvind Larsen)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her