Læsetid: 4 min.

Den lykkelige familie

Christina Hesselholdts nye roman er en herlig komedie om vor tids ideologiske højborg: kernefamilien med reference til Virginia Woolf
16. marts 2007

Mod slutningen af Christina Hesselholdts nye roman får vi et grotesk billede på det kernefamiliære redebyggeri og samliv. Eller rettere to billeder. Dels de afrikanske væverfugles reder, som er hjemsted for "et sammensurium af arter" og så voluminøse, at de kvæler de træer, de bygges i. Dels "den raritet, som florerede i Victoria-tidens London under navnet 'Lykkelige familier', hvor man tvang rovdyr og planteædere til at leve sammen, kaniner, katte, hunde, aber, skader, rovfugle, ugler, rotter".

Herlige, groteske billeder, ikke bare på den sammenbragte familie, men også den "rent" biologiske, hvor umage arter lever op og ned ad hinanden. De groteske billeder opstår i bevidstheden hos den aldrende forfatter Julius; en lapset æstet, som fra en af de andre personers perspektiv sammenlignes med Thomas Manns Aschenbach. Romanen følger vekselvis alle sine personers perspektiver i fortalt monolog, vi tilbydes altså skiftevis identifikation med og ydre syn på alle personer; vi er både tæt på dem og lidt på afstand, i en pendlen, der bader dem i nogle gange kras, nogle gange kærlig, ironi.

Der er mor Anne, som så gerne vil være den perfekte husmor, men har en passion for orden og 'stille latin', som ikke altid harmonerer med familiekaos. Der er far Lars, pragmatisk forlagsredaktør, som måske er bogens blegeste karakter. Der er deres fælles datter Sara, et lille, elsket livstykke. Der er Lars' datter fra tidligere, 12-årige Amalie, "en omkringvandrende museumsgenstand fra en tidligere fase i farens liv", som Anne ikke kan elske, og som holder natteangsten stangen med endeløs læsning af avanceret voksenlitteratur.

Der er Lars' gamle mor, som tøffer rundt med tykke brune nylonstrømper i sommervarmen og hører stemmer. Der er Nassema, flygtning, torturoffer, enke, mor, racist og homofob, som Anne har kastet sin omsorgstrang på: "Hun var meget tynd, bestod mestendels af hår". Og endelig er der altså den gamle laps, Julius; æsteten, som så gerne vil "fornøje, glæde, løfte disse damer og børnene med højt op over jorden og mistrøstigheden".

Tiden løber

Med denne roman synes Hesselholdt at have taget Virginia Woolfs To the Lighthouse og gjort den til en komedie. Temaet er som hos Woolf en sommerdag på familiens landsted (hos Hesselholdt et sommerhus ved en nordsjællandsk fjord), perspektivet vandrer som hos Woolf mellem personerne, og titlen på det første af bogens to underafsnit, "Tiden løber", er en mulig oversættelse af titlen på midterafsnittet i Woolfs roman: "Time Passes". Men en oversættelse, der også markerer forskellen til Woolf, eller transponeringen til en senmoderne komedie.

Hos Woolf er afsnittet "Time Passes" en beskrivelse af landstedet, når ingen er der - en verden, hvor en mytisk urnatur har taget over. Hos Hesselholdt finder vi intet sådant midterafsnit, men den mytiske urnatur, som er ligeglad med menneskets bevidsthed, er emblematisk til stede i et fascinerende ledemotiv: rurerne. Jeg vidste ikke, at de små kalkkegler på blåmuslingeskaller hed rurer, og at de, inden de forkalker, er levende organismer med små munde som åbner sig for at hente næring fra havvandet.

Men det ved jeg så nu, idet Hesselholdt på bogens første sider lader den lille Sara finde rurer på stranden og komme dem i et syltetøjsglas, som i slutningen tømmes tilbage i havet igen af forfatteren Julius. Rurerne får karakter af stumt tragediekor, blinde sibyller - en negering af den menneskelige bevidsthed, som bogen lever af at fremstille.

Woolf og altfavnende mor

Men den tomme transcendens kan som bekendt både give anledning til depression og livslyst, og hos Hesselholdt holder komedien os på livslystens side. Ironien, som ikke er fraværende hos Woolf, har fået en tand mere hos Hesselholdt, ikke mindst når den rettes mod den skikkelse, som hos Woolf forbliver en slags helligt ikon, den altfavnende moder. Hos Hesselholdt en bestandig selvransagende og aldrig-god-nok, men alligevel ret okay perfektionist, som så gerne vil være det favnende midtpunkt for en forsamling, som måske slet ikke ønsker at favnes. Der er herligt komiske beskrivelser af, hvordan hendes velplanlagte fiskemiddag bliver et "kaos af hornfiskefinner og tandstikkere, der knækkede. Køkkenet var alt for lille, hun ville have et nyt". Og af hvordan det måske snarere er hendes ordenssans, end hendes næstekærlighed, der får hende til at samle en fuld grønlænder op fra fortovet og vikle ham rundt om en lygtepæl.

Det er lykkedes Hesselholdt at skrive en på én gang kærlig og ironisk, munter og alvorlig komedie om den raritet, det kuriøse påfund, som vi kalder 'den lykkelige familie'. Her får vi samtidsroman for alle pengene, uden at der gives køb på den stilistiske finesse, som er og bliver Hesselholdts vandmærke.

Christina Hesselholdt: I familiens skød, Rosinante, 159 sider, 249 kr. ISBN 978-87-638-0604-6. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu