Læsetid: 5 min.

Lykken ved fikumdik

Modernistisk fikumdik- litteratur, hvortil jeg selv gerne bidrager, er meget mere realistisk end den såkaldt realistiske samtidsroman. Fordi det er sådan virkeligheden er; uoverskuelig, dyb og usandfærdig, og så skal vi endda dø fra den på en eller anden rædselsfuld måde
2. november 2005

Man kan forestille sig, at livet er lige ud af landevejen. Man kan forestille sig, at samfundet er en sammenhængende logisk mekanisme. At man altid elsker den rigtige og hader de forkerte, eller måske elsker den forkerte indtil sandheden går op for en.

Man kan forestille sig at sandheden findes, findes så klart og selvindlysende at den kan skrives ned; så lige ud ad landevejen, så indlysende og klartsproget at sandheden bliver åbenbar for enhver. Og så kan man forestille sig en litteratur, der tilsvarer den sandhed og enkelhed, virkeligheden er bygget af. Man kan for eksempel forestille sig visse litteraters idealbillede af den realistiske roman; skrevet lige ud ad landevejen som livet jo er, da dum, da dum, den glade vandrer, der afspejler sammenhængen i tingene - også sprogligt. De får os til at klukke over det, vi allerede ved og oplever i vores dagligdag, nemlig sandhed, sammenhæng og ligetilhed.

Eller; man kan forestille sig, at livet hakker og stammer sig frem, at vi skal finde på de mest umulige ting for at holde dødsangsten ude i armslængde, at samfundet er en masse små tandhjul, der aldrig rigtig når ind i hinanden, at vores sind er en kompliceret labyrint, hvor der ind imellem falder en lysstråle og indimellem er et fuldstændig uoverskueligt mønster, der drømmer om at blive ordnet i et persisk tæppe. Og at vi, for overhovedet at have en fornemmelse af at der er et mønster i disse trevler af liv, holder godt fast i sprogets mønster; at sproget bliver den line, vi holder fast i, godt fast i, mens vi bevæger os ud på denne vaklende bro af en tilværelse. Og så kunne man forestille sig en litteratur, der modsvarer alt det; hvordan ville den se ud?

Fikumdik er en bro

Niels Gunder Hansen mener i bogen Velfærdssamfund tur-retur, at det er et dogme, som de onde modernister har sat ind i dansk litteratur, nemlig at der rent sprogligt skal være noget fikumdik i litteraturen. Det er naturligvis mig, der skriver 'onde modernister', det gør Gunder ikke, for han er en venlig mand. Han vil bare så gerne have værdsat en litteratur, der er sprogligt uden fikumdik, hvorimod jeg elsker fikumdik.

For fikumdik er den bro, der får sproget til at gynge; andres fikumdik er den sætning, jeg aldrig selv ville have tænkt, den skønhed jeg ikke så i forbifarten, den sammenhæng mellem ordene der var usynlig for mig. Det er en verden uden for mig selv, der kalder og lokker med sine ordkrinkelkroge og skjulte virkelighedsdøre. Det gør mig usigeligt - selv om 'usigeligt' selvfølgelig er det helt forkerte ord i denne sammenhæng - lykkelig at læse Faulkner og Lawrence og fare vild i sproget og komme steder hen, det lange lige landevejssprog aldrig har været; Mann, Woolf, Beckett, Bishop, Kafka.

Det er et vidunderligt ridt ind i sprogets og virkelighedens kompleksitet, som den sindsløfter af alle de syv slørs dans, samtiden er. Modernistisk fikumdik-litteratur, hvortil jeg selv gerne bidrager, er meget mere realistisk end den såkaldt realistiske samtidsroman. Fordi det er sådan virkeligheden er; uoverskuelig, dyb og usandfærdig, og så skal vi endda dø fra den på en eller anden rædselsfuld måde. Og jeg mener, at den realistiske samtidsroman tit (selvfølgelig er der undtagelser, Bodelsen for eksempel) er usandfærdig, fordi den reducerer virkeligheden ved at beskrive hændelser i et ligegyldigt sprog, der spreder sin ligegyldighed til de hændelser, der beskrives. Sproget giver ikke plads til noget som helst andet end lige ud ad landevejen, og hvem har dog prøvet, at noget som helst gik uden svinkeærinder? Ikke jeg.

Det glade vanvid

Dette er selvfølgelig et forsimplet billede af den realistiske samtidsroman, men det virker, som det er den, kritikerne har. At det, de øns- ker, er at litteraturen skal være ægte og sand og gennemskuelig. Men ægthed og sandhed har brug for en ideologi, det være sig en kommunistisk eller kristen, for at kunne opretholdes, og man kan vel ikke kræve af litteraturen, at den skal være ægte og sand og uden fikumdik, hvis verden ikke er det?

Virkeligheden er det glade vanvid; vi menneskers indre liv har lige så stor realitet som det ydre, vores indre hverdag støder op til og forholder sig til; det er netop her, i mødet mellem det indre og det ydre at sprog opstår; at søde ord siges og sproglige mord foretages. Man behøver ikke at forstå alt man læser, for man forstår jo heller ikke verden; men det kan gøre en lykkelig at komme ind, hvor et andet menneske lever i sin sproglige fikumdik og se, hvor komplekst og uoverskueligt det hele er, men måske kan man finde en rød tråd her og en grøn der og begynde at brodere et mønster, der ligner noget. Ikke ligner et højhus eller et gadekryds, men et liv; det som gør, at vi er mennesker i et herligt uoverskueligt mellemværende med andre og deres sprog.

Betragt samtiden

Jeg vil blive ved at fastholde, at jeg skriver realistisk litteratur. At den store samtidsroman er skrevet og hele tiden bliver skrevet; kritikerne tror bare, at den skal se anderledes ud end den gør - men så prøv da lige at stoppe op og betragt samtiden et øjeblik. Så tro dog på sprogets skønhed og kompleksitet i stedet for at nedgøre det til fikumdik.

Fikumdik er noget, der overskrider grænser ifølge ordbogen; hvorfor må vi ikke overskride grænser, især grænser for vanetænkning? Vil en strømlinet litteratur virkelig få os til at tro, at den politiske virkelighed er strømlinet? Det er egentlig fantastisk så meget kraft, der stadig er i det modernistiske projekt, som om det virkelig var virkeligheden, der stod på spil i sproget. Det er det måske også. Måske er det en politisk handling ikke at skrive lige så enkelt som en tv-serie eller nyhedsudsendelse, der forsøger at gøre verden så simpel, at vi ikke er i tvivl om, hvem fjenden er, ikke er i tvivl om, hvad vi skal bruge vores penge på. Ikke kommer ud, hvor virkeligheden bliver vendt på vrangen i en enkelt sætning, og vi må starte forfra som sprogligt nyfødte.

Merete Pryds Helle er forfatter

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu