Læsetid: 5 min.

Lykken ved at grave

At deltage i en arkæologisk udgravning er ofte som at deltage i en metafor på livet: Man finder ikke det, man forventer, og man forventer ikke det, man finder
13. oktober 2005

Den rosenrøde turistattraktion Petra i Jordan ligger omgivet af en brændende stenørken med sten i alle farver, klipper, der ser ud som om de er lavet af mudder dryppet ned fra en kæmpes hånd, af smølfeblå firben, plettede varaner, kameler, beduiner og fortid.

I disse barske omgivelser, med brændende sol om sommeren og isnende kulde om vinteren, levede nogle mennesker for en små 10.000 år siden, som vi må tilskrive en masse 'førster': Første agerbrugere, første arkitekter, første fastboende, første til at begrave hinanden i dele - kæber for sig, hænder og fødder for sig, kranier for sig.

Dog hverken de første eller sidste, vi ikke helt forstår, fordi kun en del af dem er bevaret i den materielle kultur.

Siten, hvor disse innovative mennesker gik rundt i deres nutid og fandt på nye måder at gøre tingene på, og nye måder at tænke tilværelsen på, hedder Shaqarat Mazyad og er en Carlsbergfondsstøttet udgravning under Carsten Niebuhr Instituttet på Københavns Universitet.

Det er sjette år, der graves, og en stor del af landsbyens hvide runde stenhuse ligger færdigudgravede og har fortalt, hvad de havde at fortælle: At her boede smykkemageren, som lavede huller i grønstensperler og eksotiske havskaller med sine flintbor og polerede dem og de små runde sten. At her kunne man gå på et fortov af sten eller puds. At her blev de afgrøder kværnet, der var i gang med at blive domesticeret. At her havde nogen placeret 20 fårekæber af uransagelige grunde. At her var omhyggeligt lagt en sort stenfallos ved siden af en sort stenplade med en dyb fure på den ene side og et netmønster på den anden. At her i byen blev der fanget rovfugle for vingernes skyld. Og urokser.

Men der er stadig meget vi ikke ved, og mange huse der dukker frem, når bulldozeren trækker sig tilbage efter at have fjernet en meter jord og parkerer mellem et par måbende kameler og beduinteltet, der giver skygge til frokostpausen.

En af de ting, vi ikke ved, ligger under pudsgulvet på et af de centrale huse, og nu er der gravet gennem gulvet. For i denne periode af neolitisk tid var det almindeligt at have sine døde under stuegulvet og indimellem at bryde gulvene op og lægge nye døde ned eller sortere i skeletdelene på de gamle døde. Under gulvet er der kommet fire gravlignende stenstrukturer frem, og de skal åbnes. Marie Louise, der er antropolog vælger at starte med den mindste. En lille trekantet stenkiste op ad nordmuren. Der er ikke plads til meget i den, og det er da også rigtig små menneskeknogler, der kommer frem. Nogle kraniedele og en lille børnehånd.

Jeg er ikke antropolog, ikke videnskabskvinde, og ser dem for mig. Fødslen, der bliver et uendeligt nu trukket ind i døden. Og bliver til åbne bløde kraniedele i en trekantet stenkiste under et pudsgulv.

På den tid døde hvert andet barn inden det blev to år. Og alle de kvinder, mens de forsøgte at føde dem. Jeg bliver pludselig så glad for mine hospitalsfødsler og børnene, hvis knogler stadig vokser og vokser.

Mens de andre gør klar til at åbne den næste trekantede stenkiste, rydder jeg en passage mellem gravene.

Hakken rammer den hårde jord og frem flyver uventet knoglerne. Så kommer børsten frem, og hænder og fødder. Ikke andet. De blev altså lagt for sig her. Ok.

Næste stenkiste er et mylder af barneknogler. Tre forskellige børn. Det bliver varmere og varmere. Man brænder hånden, når man tager om metalfejebakken. Læbepomaden er smeltet for længst, og vandet, man skal huske at drikke, er fordampet. Pludselig hører jeg Annemette, der graver i huset bag os, kalde: "Kom lige og se."

Det var vist ikke, hvad vi forventede. Hun var begyndt med et mylder af sten omkring en af de opretstående monolitter, de oprindelige beboere holdt så meget af, som stod underligt placeret et stykke ud fra muren. Værsgo at rydde op, 10.000 års rod.

Hvilke sten ligger løst, hvilke er kittet sammen af mørtel. Sidste år blev der fundet stykker af fire forkullede træbjælker på gulvet, måske et bevis for at disse runde huse havde et solidt tag, man kunne sidde på, og som jo ville give landsbyen dobbelt så meget gulvplads. Så hun skal ned til gulvet og finde resten af taget.

Skal bare lige rydde op, men ud af rodet dukker pludselig en højere orden. Den fineste svungne stentrappe man kan forestille sig. Ikke bare en trappe, men en smuk trappe. Som vel førte op til det tag, der er faldet ned. Det er forskning i vores fortid, i hvornår og hvordan, men det er også et nu, et sekund, hvor man får lov til at røre tiden, gå på trappen, skære sig på flintspidsen.

Det vi ikke havde forventet, dukkede op, og vi går tilbage til den største grav. Stenlåget løftes, forventningen er allerede høj.

Vi begynder at grave. Men der er ingenting. Et par tænder, et par ryghvirvler, et albueled. Her har nok ligget nogen og rådnet engang, men så er de blevet flyttet. Og så alligevel.

Næsten ved stenbunden kommer det, den - det uventede: En enorm grøn lysende perle af halvædelsten. Seks centimeter lang, fire cm bred, enorm og kraftfuld ligger den i den tørre jord og lyser om kap med solen.

Så er der kun den sidste grav tilbage. Vi håber, at det er en voksen. Men tør snart ikke forvente noget. Først er der bare blød, blød jord, der kan fejes op. Så kommer han. Først en kæbe. Så én til, med alle de slidte tænder siddende i kæben. Marie Louise fejer forsigtigt med penslen, mens jeg er på jagt i jorden efter minifirbensknogler fra de dyr, der også var i graven.

Og så kommer endnu en perle, denne gang en lille bitte stribet musling med et fint boret hul, fra et hav langt væk fra klippeørkenen.

Jeg pudser den og kommer den i en pose. Så dækker vi ham til og går trætte og møgbeskidte hjem. Han bliver liggende. I morgen skal han op, og det er ikke til at vide, hvad der ellers dukker frem. Vi må bare håbe, at det er noget helt andet, end det vi forventer, så udgravningen kan ligne livet selv.

Merete Pryds Helle er forfatter

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu