"Det er ikke rimeligt, at danske virksomheder påberåber sig nogen som helst fortrinsstilling i Irak som følge af den danske krigsdeltagelse i landet."
Det siger tidligere udenrigsminister Mogens Lykketoft, nu Socialdemokraternes udenrigsordfører, som en kommentar til oplysningerne i weekendens Information om, at den danske Mærsk-koncern umiddelbart efter militærinvasionen af Irak har søgt at sætte sig på den vigtigste irakiske oliehavn, Khor az-Zubayr - tilmed uden en gyldig kontrakt.
Mogens Lykketoft fremhæver:
"Mærsk er så dominerende i billedet af Danmark, så tæt knyttet til landet, og dets ejer er den eneste civile ridder af elefanten, så man må forvente en vis ordentlighed i de internationale anliggender - især når det nærmer sig sig storpolitik."
- Er det en sag, Folketinget bør tage op?
"Jeg håber, at regeringen er enig i disse betragtninger og vil sige noget lignende til Mærsk. Vi kan ikke være tjent med et billede af noget næsten nykolonialistisk."
- Vil I selv tage spørgsmålet op i Folketinget?
"Der er god grund til at rejse sagen over for regeringen, næste gang vi er sammen med den i Udenrigspolitisk Nævn."
Det kaotiske Irak
Mogens Lykketofts radikale forgænger i udenrigsministeriet, Niels Helveg Petersen, er mere varsom. Han siger:
"Jeg kan ikke på baggrund af en avisartikel om så indviklet et handlingsforløb sætte mig til dommer over, hvad der er sket. Det eneste, jeg med sikkerhed kan vurdere, er, at forløbet viser, hvor kaotisk der på det tidspunkt var i Irak."
- Vil du gøre noget for at få kastet lys over sagen?
"Det vil jeg have lov at overveje. Så vidt jeg kan se, er det private dispositioner, der er tale om. Jeg kan ikke rigtigt se, at der skulle være nogle handlemuligheder for os politikere."
Dansk Folkepartis udenrigsordfører, Søren Espersen, kalder sagen "en utroligt spændende historie":
"Det er nogle barske anklager, der kommer frem, og det er en interessant, at de kommer fra højtstående amerikanske embedsmænd," siger han.
Søren Espersen mener, at sagen også må ses i sin sammenhæng:
"Det er sådan noget, der sker i kølvandet på en kaotisk situation. Mange folk søger at mele deres egen kage."
'Et rigtigt møgerhverv'
- Er det dansk politisk ansvar at få sagen belyst, fordi den knytter sig til en krigsførelse, som Danmark har del i?
"Det virker utroligt indviklet, men for mig ser det ud til at være en sag mellem det nye irakiske styre og Mærsk - og måske amerikanerne. Der er jo ingen, der siger, at det er ulovligt, det, Mærsk har gjort. Jeg véd ikke, om forretningsverdenen er så hård og kynisk. Det må være et rigtigt møgerhverv en gang imellem."
- Mogens Lykketoft henviser til, at Mærsk er tæt knyttet til Danebrog?
"Mærsk har en fantastisk særstilling. Også på grund af deres generøsitet over for USA i forbindelse med den første golfkrig. Jeg tror, at der i USA er en veneration, der også omfatter Mærsk personligt."
- Men lever Mærsk op til denne tilllid?
"I sagen er der jo også mysteriet om, hvem det var, der på Mærsks vegne havde skrevet havnekontrakten under. Det synes jeg godt, man kunne forlange at få at vide i anstændighedens navn."
- I vil være forstående over for, at sagen bliver rejst politisk herhjemme?
"Jeg synes, den er svær at rejse herhjemme. Hvor kommer Danmark ind i billedet? Mærsk er jo ikke en statsvirksomhed. Og vi ville jo også være irriterede, hvis danske virksomheder ikke kendte deres besøgelsestid, når det drejer sig om at sikre kontrakter."
- Men du vil være forstående over for, at den bliver rejst i Udenrigspolitisk Nævn?
"Mogens Lykketoft kan jo spørge om, hvad han vil. Men den danske stat har ikke været involveret i spillet om oliehavnen. Og jeg har svært ved at se, på hvilket grundlag vi skulle bede Mærsk om at udlevere dokumenter."