Læsetid: 2 min.

Lykketofts finale

24. maj 2005

En af sidste uges mest omdiskuterede politiske sager handlede ikke om strukturreform, integrationsplan eller noget tredje. Det handlede om en film. Nemlig instruktøren Christoffer Guldbrandsens dokumentarfilm om Socialdemokraternes formandskandidat Mogens Lykketoft under valgkampen op til folketingsvalget den 8. februar.

Lykketoft - finale, som filmen hedder, går bag facaden på Lykketofts kamp for at blive statsminister. Det er et dramatisk og afslørende portræt af en kampagne, der aldrig fik lov at komme i gang, fordi den aldrig fik lov at fungere på sine egne præmisser. Og sine steder er det sågar så bevægende et portræt, at man som seer blev nødt til at minde sig selv om, hvor mange modstandere det politiske dyr Mogens Lykketoft selv har slagtet i karrierens løb.

Men først og fremmest handlede det om vilkår og mulighed for at få lov at levere sit budskab. Og her afslører filmen, hvor ringe vilkår Socialdemokraterne havde. Mogens Lykketoft har selv været ude efter pressen, fordi han mener, den afgørende svigtede sin rolle ved ikke at fokusere på det politiske indhold i hans valgkamp og budskaber. Han har forhåbentlig også været ude efter sine rådgivere, for filmen afslører, at de først og fremmest render ham i halen og bekræfter, at det, der ikke virker, virker.

Man kan sige, at det er naivt, hvis man, som Lykketoft åbenbart gjorde, tror, at man kan stille op og vinde valg på at levere substans, overblik, analyse og helhedsvisoner for nationen. I mediesamfundet er det sendetiden og de slagkraftige, hurtige, letforståelige budskaber, der i sidste ende bliver hængende, og så ikke mindst evnen til at forstå den dagsorden, så man også kan styre den. Og der tabte Lykketoft.

Hvor han gerne ville diskutere sammenhængskraft og andre måder at finansiere det hele på, endte han med uafladeligt at skulle forholde sig til mediernes dagsorden om dårlige meningsmålinger, den interne splid, hans udseende og mangler som kommunikator.

Med sin åbenlyse og på mange måder befriende modvilje mod at føre valgkamp på mediernes præmisser endte Lykketoft som den store taber. Men han endte også - og det er her filmen er væsentlig - som et monument over en gammel politikertype. Der er udbredt enighed om, at manden er en af de største politiske begavelser i dansk politik.

Han er i stand til at overskue ufattelige mængder viden, han kan knække en finanslov bedre end de fleste, og han har uden tvivl også haft en plan for samfundet. Men det vinder man ikke valg på længere. Det gør man kun, hvis man kan levere varen i kort og overbevisende form.

Det illustreres måske allerbedst af Lykketofts afløser som partiformand. For Helle Thorning-Schmidt - hendes politiske kvaliteter ufortalt, for dem mangler hun stadig at udfolde - vandt først og fremmest på det modsatte. Hun har nærmest gjort en dyd ud af ikke at have folketingserfaring og forhandlingserfaring. Hun vidste, at det handlede om at vinde medierne, og det gjorde hun. Det udelukker ikke, at hun kan knække en finanslov og skabe en slagkraftig og sammenhængende politik . Men hun ved, at det ikke er det, man vinder valg på. Deri ligger læren af filmen - også for det demokratiske samfund.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu