Læsetid: 4 min.

Lykketofts forenkling

5. januar 2005

Hensigten bag det nye udspil til en forenklet skattereform, som Mogens Lykketoft nu har fremlagt, er ganske forståelig. Han har på én og samme gang ønsket at mindske afstanden til De Radikale og præsentere vælgerne for en model, der er til at fatte.
Den umiddelbare vurdering må være, at det er lykkedes ham at indfri begge disse mål. På de radikales vegne har Margrethe Vestager tilkendegivet, at hun ser det socialdemokratiske udspil som en klar tilnærmelse, selv om de to tidligere regeringspartier stadig vil gå til valg på hvert sit skatteoplæg. Og hvad den folkelige forståelse angår, kan Lykketoft uden den mindste modsigelse have ret i, at det nye udspil er lettere tilgængeligt for den almindelige borger end det hidtidige socialdemokratiske skatteprogram. Men det er nødvendigvis ikke ensbetydende med, at forslaget også fremstår som mere attraktivt. Selv om det selvfølgelig er meningen med det hele. Socialdemokraterne skal til brug for den kommende valgkamp have en skattepolitik, der som et alternativ til regeringens blanding af et fortsat skattestop og yderligere, men moderate skattelettelser kan opfattes som klart forståelige og socialt retfærdige. Derfor har Socialdemokraterne forladt tidligere ideer om især at lempe indkomstskatten på de højeste indtægter. Når det gælder om at øge forbruget, og dermed beskæftigelsen, og samtidig både tiltrække og fastholde borgere med en høj uddannelse, vil det rent teknokratisk være en god idé. Men folkeligt har den ingen gennemslagskraft. Det er politik, der egner sig bedre for Det Radikale Venstre, som er på jagt efter et andet og mindre vælgersegment end Socialdemokraterne.

Når det alligevel giver mening at tale om en tilnærmelse mellem de to, skyldes det, at Socialdemokraterne nu mere entydigt end tidligere er med på den radikale idé om markante lettelser i indkomstskatten. I den socialdemokratiske udgave betyder det, at det såkaldte jobfradrag skal forøges med 6.000 kroner, og at mellemskatten skal afskaffes. Til gengæld skal topskatten stige fra 15 til 21 procent. Nettovirkningen vil være, at alle med årlige indkomster op til 375.000 vil få en lempelse i beskatningen. Da det er langt de fleste borgere, kan det socialdemokratiske udspil umiddelbart ser ud til at være en vindersag.

Men der er et par forbehold i denne forbindelse. De samlede skattelettelser kan opgøres til 7,5 milliarder kroner, og for dem skal der kompenseres. Det kræver den herskende politiske dogmatik. Hvis et parti foreslår øgede udgifter eller forskellige former for indtægtstab, må det samtidig fortælle, hvordan den samlede statsfinansielle balance kan bevares. Denne pligt har Mogens Lykketoft ikke forsøgt at smyge sig udenom, og derfor peger han bl.a. på et fradragsloft på 100.000 kroner for pensionsindbetalinger, hvad der kun vil angå en mindre gruppe meget velhavende borgere. Mere bredt vil det ramme, hvis de socialdemokratiske tanker om at lade boligskatter og punktafgifter følge lønudviklingen bliver omsat til virkelighed. Desuden skal der fra erhvervsvirksomhederne hentes ekstra tre miliarder kroner i form af højere erhvervsskatter og en mere effektiv skatteligning.

Det sidste har i mange år været et fast element i socialdemokratiske skatteplaner. Den underliggende formodning må være, at der i dansk erhvervsliv foregår en ganske betydelig – og bevidst – skatteunddragelse, som det er muligt at komme til livs igennem en tættere kontrol. Om det er rigtigt, må i sagens natur komme an på en prøve. Men i det mindste kan det konstateres, at SR-partierne havde ni år som regeringsbærende til at gøre noget ved den sag – uden de store resultater.
Helt forudsigeligt har organisationer som Dansk Industri og Handel Transport Service reageret ved at tale om svækket konkurrenceevne og risikoen for yderligere udflytning af virksomheder og arbejdsopgaver til lande med lavere selskabsbeskatning og lønudgifter. I modsætning til Lykketoft mener de derfor, at en skatteplan som den socialdemokratiske vil føre til færre – og ikke til flere – arbejdspladser i Danmark.

Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten mener til gengæld, at den vil udløse større ulighed blandt borgerne. SFs formand, Holger K. Nielsen, har omgående meddelt, at han finder det helt usandsynligt, at Socialdemokraterne - selv i et nyt og for dem bedre sammensat Folketing - kan samle et flertal bag deres model. På linie med Enhedslisten finder han det stærkt kritisabelt, at det socialdemokratiske udspil ikke rummer skattelettelser til arbejdsløse og pensionister. Denne mangel på opbakning til en mulig ny SR-regerings skattepolitik vil naturligvis blive udnyttet til det yderste af partierne bag den nuværende regeringsblok. Under den kommende valgkamp vil de være i den gunstige situation, at de knapt nok behøver at tale indhold. De kan indskrænke sig til at fremhæve, at end ikke Lykketofts potentielle støttepartier vil bære hans skattepolitik igennem. Eneste chance for den socialdemokratiske formand i den situation vil være, at Holger K. Nielsen over for en sådan agitation trækker i land. Men det vil kræve, at Lykketoft finder frem til yderligere »forenklinger« af sin skattemodel. tok

TOK

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her