Læsetid: 4 min.

Lykketofts lære

18. december 2002

»Man kan lære heraf, at erobreren, så snart han tager staten i besiddelse, må gennemtænke alle mulige voldshandlinger og udføre dem på én gang for at undgå at begå nye hver dag, og for at kunne berolige sit folk ved at standse grusomhederne og vinde deres hjerter ved velgerninger.«
Niccolo Machiavelli, italiensk politisk filosof, i sit mesterværk Fyrsten, som udkom i 1532

PÅ CHRISTIANSBORG har Mogens Lykketoft de seneste ti år være kendt som den mest machiavelliske af alle – altså en leder, der benhårdt opnår sine
realpolitiske mål ved at tilsidesætte almindelige moralske normer. Da Anders Fogh Rasmussen i foråret 1998 overtog posten som Venstres formand, medbragte han af samme årsag Fyrsten på sin sommerferie. Fogh ville nemlig forberede sig bedst muligt på sin politiske modstander, daværende finansminister Mogens Lykketoft – og derfor ville han nærlæse de metoder, som Machiavelli anbefaler. Bogen regnes den dag i dag for pligtlæsning for den politiske leder, som ønsker at udfolde stærk ledelse. Noget kunne tyde på, at Lykketoft har glemt en af de helt grundlæggende lærer fra Machiavelli, nemlig kapitel otte – »Om fyrster, der når herredømmet ved forbrydelser« – hvori han beskriver, hvordan den politiske leder skal sikre sin magt. Det sker ved omgående, når magten er erobret, at skille sig af med dem, der kan give ham ballade og hindre ham i alene at handle ud fra de hensyn, han selv finder mest rimelige.

LYKKETOFTS ’forbrydelse’ bestod i, at han deltog i en lang nedslidning af sin forgænger – en nedslidning, som han dog primært lod andre om at stå for, indtil de kunne føre ham til magten. Disse ’andre’ var kredsen omkring Svend Auken – i høj grad Auken selv, men også i pinlig grad Jakob Buksti, Pernille Blach Hansen og hendes far, Bent Hansen.
Denne klan af gammeldags tænkende socialdemokrater førte kniven mod Poul Nyrup Rasmussen og lovede at føre kampen til ende, indtil han måtte give op. Det gjorde han den 19. november i år på et forretningsudvalgsmøde i partiet. Umiddelbart efter at Nyrup på mødet meddelte, at det var slut, skyndte den usympatiske Bent Hansen sig at bringe Lykketoft i spil – og Auken, opildnet af hævntørst fra sit eget fald i april 1992, bakkede begejstret op. Lykketoft selv stillede beredvilligt op – og blev trods manglende begejstring valgt som eneste seriøse kandidat i weekenden. Fra talerstolen på den kongres, der valgte ham, proklamerede Lykketoft endog: »Jeg må derfor insistere på ægte holdspil i vores folketingsgruppe. Derfor skal vi have en ledelse, som der fra alle sider er respekt om og tillid til.«
Denne intention forsøgte Lykketoft givet at leve op til på det halvandet døgn, han havde til at få sin nye partiledelse på plads. Desværre faldt det hele sammen, da den nye formand glemte at frigøre sig fra de kræfter, som havde sikret ham magten.

DEN KLOGE fyrste ville have ført sværdet over de værste fra Auken-klanen – og have skaffet sig den brede ledelse, han havde lovet. Nu endte Lykketoft med i stedet at opføre sig om den ukloge fyrste, som har påført sig selv en mængde problemer, der nu skal løses undervejs, og som vil fortsætte med at skabe uro og fjerne fokus.
Lykketoft sidder nu i urimelig grad på Aukens nåde – selvsamme Auken, der som formand fra 1987 til 1992 videreførte den perspektivløse og uansvarlige politik, som Anker Jørgensen havde kastet landet ud i i sine uheldige år som regeringschef. Lykketoft burde have trodset Auken en gang for alle og i stedet have tildelt Nyrup-støtter som Henrik Dam Kristensen og Jan Trøjborg pladser i ledelsen foruden Frank Jensen og Pia Gjellerup. Politisk har den nye formand nu sikret sig, at næsten halvdelen af folketingsgruppen er imod ham – og at den halvdel, der er med ham, i for høj grad fører en politik, der aldrig vil kunne få tag i de mere end 200.000 vælgere, som skiftede til de borgerlige sidste gang. De, der afgør statsministerposten.

DEN LÆRE, som Lykketoft forhåbentlig drager af den fejlslagne konstituering, er, at han må gøre et nyt forsøg på at favne bredt. Kynisk set er hans risiko, at han som omklamret af Auken kommer til at stå for en politik, der er langt mere traditionel og gammeldags end den, han egentlig ønsker. Som socialdemokratisk formand er hans fremmeste opgave at sikre regeringsmagten ved næste valg. Det mål kan ganske enkelt ikke indfries, hvis den halvdel af partiet, der står mest til højre, føler sig sat uden for indflydelse.
Hvis det ikke lykkes at skabe en bredere løsning, så er Socialdemokraterne måske på vej mod et endnu større valgnederlag ved næste valg – ja, de risikerer et katastrofevalg, som det, der ramte de norske partifæller sidste år, da de heller ikke kunne enes om ledelsen.

-dt

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu