Læsetid: 3 min.

Lynges løgne om Grønland

26. marts 2007

I sin kommentar 'Hvaler og sæler i Europa-parlamentet' den 22. marts spiller ex-politikeren Finn Lynge de sædvanlige tre kort, som hypersensitive grønlandske politikere altid lægger på bordet, når omverdenen kritiserer den såkaldte fangerkultur: de katastrofale følger af et IWC-sammenbrud, den nyeuropæiske kulturimperialisme og bæredygtighedsprincippet.

Lynge påstår, at det vil medføre en katastofe for verdens hvaler, hvis Danmark siger nej til kommerciel hvalfangst. Det kan medføre, at den internationale hvalfangstkommission (IWC) sprænges, og så vil alverdens lande kaste sig ud i et orgie af ukontrollabel hvalfangst. Ærlig talt, hvordan kan nogen få sig selv til at sige sådan noget sludder? Effekten ville blive den stik modsatte. Som glubende spækhuggere vil de globale miljø- og dyreværnsorganisationer kaste sig over selv det mindste land, der vovede sig ud på den galej. De internationale medier ville frådse i rædselfulde TV-billeder. Et totalt stop for hvalfangst ville blive gennemført på rekordtid.

Lynge påstår, at Europa-parlamentarikernes hovedrysten over den dansk-grønlandsk-færøske støtte til kommerciel hvalfangst skulle være udtryk for 'nyeuropæisk kulturimperialisme'. Ærlig talt, træd dog ind i den moderne verden. Hvad er det for en kultur, Lynge føler truet af et stop for hvalfangst? Det kan da ikke være det moderne Grønland, han har i tankerne.

Jeg er ked af at skulle skrive det, men Lynges såkaldte 'fangerkultur' eksisterer ikke i dagens Grønland. Ingen ernærer sig selv og sine ved traditionel fangst. Alle erhvervsfangere er på overførselsindkomster; i øvrigt tæller de mindre 1000 personer ud af en befolkning på 58.000. Fangererhvervet opretholdes kun som en økonomisk hjælpeforanstaltning eller beskæftigelsesordning for de socialt dårligst stillede - se det dog i øjnene, Lynge! Derfor gælder der andre spilleregler, når omverdenen kaster blikket på Grønland.

Hvalfangst med harpungranater på finhvaler, pukkelhvaler og vågehvaler har ingen kulturel tradition bag sig. Det var en fangstform, som Den kongelige grønlandske Handels kulturimperialister påduttede inuitterne for mindre end 100 år siden.

Og så er der bæredygtighedsprincippet. Her taler Lynge med dobbelt tunge. Når han udtaler sig i Grønland, raser han mod Hjemmestyrets mangel på respekt for de biologiske kendsgerninger, fordi der fastsættes alt for høje kvoter på f.eks. narhval og hvalros. Men hernede spiller han ud med en lovprisning af IWC og NAMMCO som garanter for grønlandsk bæredygtighed. Ærlig talt, så længe der flyder titusinder af afpelsede sælkroppe i de grønlandske fjorde, så burde enhver snak om bæredygtighed forstumme. Vi er enige om, at ingen sælarter i Grønland, undtagen hvalros, trues af den årlige høst, men det bliver den ikke bæredygtig af, når tonsvis af kød efterlades til ravne og måger. Dertil kommer det økonomiske aspekt. Hvert eneste sælskind, der sejles eller flyves ud fra Grønland, har kostet tre gange så meget i statsstøtte, som det sælges for. Er det bæredygtigt?

Lynge lever i fortiden, når han kan skrive, som han gør. Hvis han tog sine politikerbriller af og kastede et fordomsfrit blik rundt i nutidens Grønland, ville han se et samfund, der plages af alle de klassiske tegn på kulturel konkurs. Pædofili og incest af epidemisk omfang, en selvmordsrate blandt børn og unge, der sætter verdensrekord, udbredt korruption i politiske kredse - og en 'fangerkultur', der decimerer næsten alle levende resurser til en skygge af fordums herlighed. Hvorfor denne kloge mand vælger at bruge sine kræfter på at kæmpe for kommerciel hvalfangst, er mig en gåde. Men jeg er vel også bare en vantro nyeuropæisk kulturimperialist.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her