Læsetid: 5 min.

Lys over Århus

Jens Erik Sørensen var elektrikeren fra Aalborg, som ville kunsten, men selv manglede de praktiske evner. Med ARoS har han skabt et museum med et potentiale og en slagkraft, som ingen turde drømme om
15. marts 2006

Jens Erik Sørensen er unægteligt Mr. ARoS, og det er ikke en tilfældighed. Han runder de 60 år den 20. marts og tre dage før, den 17. marts, kan han fejre, at han har formået at sidde i en museums-direktørstol i 25 år, hvor resultatet er et stærkt profileret kunstmuseum, som også arkitektonisk er blevet et varetegn for Københavns frække lillebror, Århus.

ARoS har formået at italesætte nye kunstnere som Bill Viola og Olafur Eliason i Danmark og har markeret sig stærkt i profileringen af ny kunst her i landet. En særlig tilgang til museet som institution og en velvilje over for ny kunst gør sig gældende hos Jens Erik Sørensen, men hans vej til direktørstolen er mindst lige så interessant.

En forkert kurs

"Det interessante er, at jeg overhovedet ville tage det spring ind i kunsten, for det lå på ingen måde i familien at beskæftige sig med noget så mærkværdigt som kunst, og det var virkelig mærkværdigt."

Jens Erik Sørensen blev egentlig uddannet elektriker. Det lå i familien og miljøet i Vestbyen i Aalborg, hvor han er opvokset. Dér handlede det om at få en god håndværksmæssig uddannelse, og da han var ferm til matematik og fysik, var det da klart, at den lille Jens Erik skulle være elektriker, og så kunne han jo senere læse videre til ingeniør.

"Det var den kurs, som var blevet stukket ud til mig og ingeniør-uddannelsen var en fin uddannelse at få."

Han stod med sit svendebrev, blev indkaldt til session, og de vise herrer i militæret fandt ud af, at han ville være velegnet til søværnet, som elektriker på en torpedobåd. Det resulterede dog i, at han fik den klare opfattelse, at kursen ikke var rigtig.

Han fik allerede som 18- årig før sessionen muligheden for at rejse rundt i Europa og se de store museer og den moderne kunst.

En oplevelse, som skubbede til Jens Erik Sørensens syn på kunst.

En anden kurs

"Ombord på torpedobåden blev det klart for mig, at jeg skulle bevæge mig ind i kunsten. I kunsten følte jeg at jeg ville kunne realisere mine egne tanker og lyster. Jeg havde pludselig fået luft under vingerne og havde lyst til at sætte en anden kurs."

Han prøvede selv at male, men fandt ud af, at det var for svært at få den kunstneriske dimension til at leve og udfolde sig. Det var klart, at han ikke skulle arbejde med kunst som udøvende, men ville gerne beskæftige sig med den. Det endte med et studium i kunst og byplanlægning på kunsthistorie, hvor han gik i syv år. Siden har kursen været uforudsigelig.

"Alt skete ad hoc og min ambition var da bestemt ikke at ende mine dage på et museum. Jeg ville gerne arbejde med billeder, men ude i den virkelige verden. Hvordan det kunne lade sig gøre, havde jeg ingen idé om."

Det viste sig så, at Aarhus Kunstmuseum havde brug for hjælp til en udstilling og omstændighederne greb den unge Jens Erik, og da museumsinspektøren Else Bülow blev tilbudt inspektør-stillingen på Nordjyllands Kunstmuseum og forlod Århus, så stod man og manglede en museumsinspektør. Jens Erik Sørensen fik lov til at vikariere hen over sommeren, men fik at vide at han ikke var forudbestemt til stillingen, tværtimod.

Opgør med akademismen

"Det endte med, at jeg søgte stillingen sammen med en masse andre ret kvalificerede ansøgere og pudsigt nok fik jeg stillingen. To socialdemokrater i bestyrelsen havde ment, at ham elektrikeren havde ben i næsen, en sund fornuft og fødderne på jorden, hvilket ville befri museet for en lukket akademisme, som de bestemt havde lyst til at gøre op med. De ville prøve at åbne museet og jeg var bestemt ikke født med skeen i munden og derfor oplagt."

I det 20. århundrede har kunsten, i Jens Erik Sørensens øjne, været meget lukket om sig selv, men han har blot fulgt en tendens, som i hans øjne allerede var fremherskende blandt kunstnerne. De ville gerne kommunikere med deres værker. Især den store installations-kunst viste potentialer og vilje til at bryde kunstens distance.

"Installations-kunsten er ikke et vindue på væggen, som man står og kigger ind i. Den power kunsten har fået, holder jeg meget af, og dermed har den også fået sit eget univers, som en film eller en god bog. Man går ind i det. Jeg tror rigtig mange folk anser kunsten for indelukket og indforstået. Det jeg gerne ville var at give nogle nye indgange til kunsten, som ikke hvilede på det akademiske, men hvilede på den menneskelige oplevelsesdimension."

Plaget af en ambition

Det var en stor tillidserklæring for Jens Erik Sørensen, at skulle udstikke selve kursen for det århusianske kunstmuseum, og det var med bævende knæ, at han i 1984 indtrådte som museumsdirektør på Aarhus Kunstmuseum, som leder af et personale og en stor kunstinstitution, hvor forventningerne var store. Den daværende rådmand og senere borgmester Thorkild Simonsen havde da også store forventninger til den stadig unge Jens Erik:

"Du skal arbejde på, at Århus får et nyt kunstmuseum", sagde han.

Det var ordene, stikordet, for Jens Erik Sørensen, og efter at have gjort sig bemærket hos hele pressen, sponsorer og politikere, var det kun grunden, byggeriet og finansieringen, som stod i vejen. Grunden kom i 1990 og i løbet af 1996 og 1997 blev konkurrencen om tegningerne til byggeriet udskrevet.

"Jeg følte nok hele tiden at udfordringerne var her. Jeg har været plaget af en ambition, for når man får sådan et skulderklap, at skulle stå i spidsen for et så vigtigt projekt, så ved man, at der virkelig skal skabes noget anderledes, unikt, opdateret, som rækker ind i fremtiden og på et internationalt niveau." Det, vil de fleste også mene, er lykkedes for Jens Erik Sørensen og ARoS. Olafur Eliason trak for eksempel 140.000 gæster gennem det nybyggede ARoS.

En mental servicestation

"Jeg synes, at museerne er igang med at få en større og større plads i det moderne rum. Jeg vil jo gerne se alle museerne som mentale servicestationer, hvor et moderne menneske kan komme ind og lade op og få noget energi på tanken og så gå ud i den pulserende virkelighed igen. Et supplement til et samfund som i dag handler om tid og penge."

Folk kigger i Jens Erik Sørensens øjne mere fremad end tidligere, ud i fremtiden. Dermed søger de også en kunst der i højere grad peger fremad. Fremfor en bekræftelse af noget der er sket, tiltrækkes folk af en kunst der kan åbne for en ny erkendelse.

"De fleste af mine kolleger og jeg er vokset op med kunstmuseet som institution, men vi har alle haft lyst til at tage det nye steder hen. Der er selvfølgelig stadig nye veje at gå, men museerne er da i den grad blevet åbnet ud til virkeligheden og befolkningen, og det er da også museernes skyld, men i høj grad kunstnernes skyld. Jeg ved ikke, hvordan kunsten eller kunstmuseerne ser ud om 25 år, men når man tænker over det, så kan der gøres meget indenfor rammerne, som ikke forringer oplevelsen af kunsten."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her