Læsetid: 6 min.

Lys over det danske land

Når velfærdskommissionen er glemt, når ingen længere kan huske noget om kulturministerens kanoner, når selv Irakkrigen er slut, står dette værk stadig som udfordringer til nye mennesker, der vil lære at leve fornuftigt: Fra i dag foreligger Immanuel Kants tre kritikbøger på dansk!
13. oktober 2005

Vi er alle kedsommeligt enige om, at vi er individualister. Vi indretter os her i verden, som vi selv vil. Vi river vægge ned, når vi flytter ind i en ny bolig, vi vælger selv vores arbejdstid, og vi sætter vores hår. som vi vil. Næsten alle sammen ens. Ser man ud over dette oplyste samfund og de mindst ligeså oplyste samfund omkring os, ligner det den eneste individualisme, som vi kan finde på: den eneste ene måde på at leve som moderne menneske. Vi lever i luksus. Men som den tyske filosof Immanuel Kant sagde: Luksus bliver til afhængighed af det, man ikke har brug for. Når vi dyrker luksus, skaber vi behov der, hvor vi kunne være frie til at overskride vores naturlige behov og vælge at handle fornuftigt.

I en berømt passage det store værk fra 1790 Kritik af dømmekraften tilbyder Kant en anden forskrift i tre afsnit for det moderne menneske: Man skal kunne tænke selv, man skal kunne tænke ud fra andres synspunkt, og man skal tænke konsekvent. Den første forskrift betegner et opgør med den dovne forstand, der forlader sig på fordomme. Du skal tænke selv betyder, at du skal befri dine tanker fra overtro og blindhed.

Men det er ikke nok: Man skal også kunne antage andres perspektiv. En indskrænket person er netop en person, der ikke behersker denne udvidede tænkemåde. Og endelig skal man tænke konsekvent, således at man fastholder en fornuftig kontinuitet i sine refleksioner og domme. Dette er det sværeste: Det kan kun realiseres ved, at man forbinder de to første forskrifter og udvikler evnen til at tænke dem samme. Det kræver kultivering.

Som samlet anbefaling viser de tre, hvordan det selvstændigt tænkende menneske ikke behøver ende isoleret. Den tænkning, der følger sig selv og udvider sit perspektiv, forbinder den moderne individualist med andre tænkende personer. I den første forskrift gør man op med det traditionelle fællesskabs forståelse af naturen, mennesket og historien og i den sidste forskrift bliver opgøret kvalificeret til en ny sammenhæng. Men den anden forskrift er vigtig: for her antydes overgangen til et politisk moderne fællesskab: Her finder de tænkende borgere sammen på ny.

Disse tre forskrifter hører nu ifølge Kant under hver deres evne: At tænke selv hører under forstanden, at tænke udvidet hører under dømmekraften og den konsekvente tanke er fornuftens projekt.

Den tredje kritik

Man kunne have troet, at Kant havde afsluttet sit projekt allerede i 1788: Han havde skrevet to kritikker, der afdækkede de to store traditionelle felter: Filosofi om naturen & vores erkendelse og en filosofi om vores moral, altså en teoretisk filosofi efterfulgt af en praktisk filosofi. Først udgav han i 1781 og igen i en væsentligt revideret udgave i 1787 det erkendelsesteoretiske hovedværk for hele den moderne filosofi Kritik af den rene fornuft, hvor han redegør for betingelserne for den menneskelige erkendelse. Mellem den dogmatik, der vil begribe naturen i dens helhed og den skepticisme, der afviser enhver sikker erkendelse, funderer Kant en transcendentalfilosofi. Vi kan ikke erkende naturen i sig selv, vi kan ikke erkende 'tingen i sig selv'. Vi kan kun erkende den, som den fremtræder for os; det vil sige som 'fænomen'. Denne forskydning fra naturen derude til naturen i vores egne anskuelse betyder, at vi ved at undersøge betingelserne for vores egne anskuelser kan redegøre for naturlovene. Forstanden foreskriver naturen sine love.

Det baserer sig på en distinktion mellem fænomen og tingen i sig selv. Det eneste, vi ved om tingen i sig selv, er, at den er derude, at vi ikke kan erkende den, og at den på en eller anden måde er forbundet med fænomenet. Overtro opstår, når vi forsøger at gribe tingen i sig selv, som om den var et fænomen for os. Når vi bruger de begreber, som kan bestemme vores sanselige erfaringer, til at bestemme noget, vi ikke kan erfare. Fornuft er begær efter store sammenhænge og helheder, forstanden derimod systematiserer vores fænomener i passende begreber. Fornuften forsøger at gå uden om forstanden og finde svar på alle de store spørgsmål, der ikke kan besvares kvalificeret. Det bliver i Kritik af den rene fornuft forstandens opgave at sætte grænser for fornuftens forsøg på store svar.

I det næste værk, som er Kritik af den praktiske fornuft, er forholdet vendt om: I den praktiske filosofi bestemmer fornuften. Vi kan ikke erkende 'den fri vilje', 'Guds eksistens' og 'udødeligheden', men vi kan antage dem som 'praktiske postulater'. Det væsentlige for den praktiske filosofi er ikke erkendelse, men at skabe mulighedsbetingelse for moralen. Vores ufuldstændige naturerkendelse viser sig som forudsætning for den praktiske filosofi: Det eneste ubetingede i vores erfaring er den menneskelige mulighed for at handle frit. Vi oplever naturen som betingede kæder, vi kan anskue de mekanisme årsagssammenhænge uden at kunne se hen til den første betingelse, den ubevægede bevæger eller oprindelsen til det : I Kritik af dømmekraften anfører Kant derfor:

"Friheden er den eneste af alle den rene fornuftsideer, hvis genstand er en kendsgerning."

De andre fornuftsideer er kendetegnet ved, at vi ikke kan bringe dem til anskuelse i erfaringen. Derfor tjener den teoretiske filosofi for Kant som overgangen tli det vigtigste: den moralske filosofi.

Æstetik

Efter de to første kritikker er mennesket for småt: Det er reduceret til moral og naturerkendelse. Der er heller ikke redegjort for selve samspillet mellem erkendelsesevnerne, mellem fornuften og forstanden.

Kant udgav allerede i 1790 Kritik af dømmekraften, der almindeligvis udlægges som hans æstetik, men som ikke mindst på grund af betoningen af 'den fælles sans' og 'den udvidede tænkemåde' af blandt Hannah Arendt er blevet fremhævet som Kants politiske filosofi. Den danske filosof K.E. Løgstrup har bemærket, at ingen i dag ville finde på at komponere en bog som Kant gjorde med Kritik af dømmekraften: Den første halvdel er kritik af den æstetiske dømmekraft, mens den anden er 'kritik af den teleologiske dømmekraft'. Men sammenængen mellem de to bliver vigtig for Kants kritiske projekt, fordi der viser sig en overensstemmelse mellem naturens frembringelser og vores æstetiske velbehag. Som Kant siger i et værk fra 1764:

"De skønne ting viser os, at vi passer ind i verden."

Den tredje kritik, som i dag udkommer i endnu en fantastisk fin og formidlet oversættelse af Claus Bratt Østergaard kommer på dansk, undersøger både betingelserne for det skønne, og hvorledes vores fornemmelser passer ind i verden.

Den første del er en undersøgelse af vores smag, vores erfaring af kunst og natur, den berømte modstiling mellem det skønne og det ophøjede (som Østergaard fornuftigt har valgt at kalde det, andre har kaldt 'det sublime' efter Edmund Burke), geniets funktion og kunstens autonomi. I den anden halvdel afsøges 'formåltstjenstligheden i naturen', fordi forstandens afdækning af den mekaniske natur, som fremtræder for vores anskuelse, ikke er tilfredsstillende for mennesket. Som Kant skriver:

"Ja, ingen menneskelig fornuft (eller nogen endelig fornuft, der ligner vor fornuft i kvalitet, hvor meget den end måtte overgå den i omfang) kan håbe på at forstå, hvorledes om så kun et enkelt græsstrå er blevet skabt blot ved mekaniske årsager."

Vi kan ikke erkende en oversanselig ophavsmand eller en stor forstand, men vi kan ikke lade være med at spørge til en formålstjenstlighed i verden, som "tvinger os til at tænke en øverste årsag til den." Vi kan ikke lade være med at tænke en øverste årsag til formålstjenstligheden i verden, men det betyder netop ikke, at vi kan tilskrive den øverste årsag eksistens.

Kritik af dømmekraften er kendt som fuldbyrdelsen af en af de største præstationer i den moderne kultur: Kants kritiske filosofi. Den er historisk mest kendt som Kants kunstlære. Her har den klassikerstatus: Man kan dårligt forestille sig et forsøg på at grundlægge en ny æstetik, som ikke vil starte med et opgør med Kant. Det er under alle omstændigheder en opfordring til alle tænkende danskere, at de tre kritikker nu foreligger samlet på dansk. Det er en vigtig påmindelse om at oplysning ikke er en bekræftelse af det bestående samfunds praksis og regler, men en stadig kritisk tiltale.

Immanuel Kant: Kritik af dømmekraften. Med forord og oversat af Claus Bratt Østergaard. 361 s., 390 kr. DET lille FORLAG. ISBN 8791220238

I 2000 udkom 'Kritik af den praktiske fornuft' på Hans Reitzels Forlag i Tom Bøgeskovs oversættelse

I 2002 udkom 'Kritik af den rene fornuft' på DET lille FORLAG i Claus Bratt Østergaards oversættelse.

Derudover foreligger 'Den evige fred', 'Grundlæggelse af sædernes metafysik', 'Prolegomena', 'Metafysikkens fremskridt', tekstsamlingerne 'Om pædagogik og Oplysning', historie, fremskridt af Kant på dansk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her