Europa har en historisk mulighed for en tredje industriel revolution, der sikrer økonomisk udvikling, social tryghed og miljømæssig bæredygtighed. Men de europæiske politikere befinder sig i mørke, siger Jeremy Rifkin, en af den tøjlesløse kapitalismes skarpeste revsere
"Mange unge siger til mig: 'Der er ikke tid.' Mit svar er: 'Hvis I siger sådan, så er der ikke tid.' Vi er nødt til at leve, som om der er tid."
Ordene faldt under en samtale i Nordsjælland for 20 år siden. Manden med ordene var amerikaneren Jeremy Rifkin. En af den tids mest radikale kritikere af det højteknologiske, naturmanipulerende og vækstfikserede moderne projekt. I 1980'erne var det de første gensplejsningsprojekter i USA, som Rifkin investerede al sin effektivitet i at få standset. Retssager, professionel lobbyisme og en uhyre skarp tunge var hans redskaber. De virksomheder, teknologer og politikere, der blev mål for Rifkins kampagner, bandede ham langt væk.
I dag bliver Jeremy Rifkin spurgt til råds af folk som EU-Kommissionens formand, José Barosso, Tysklands kansler, Angela Merkel, Sovjets tidligere leder, Michael Gorbatjov og Italiens måske kommende regeringschef, Romano Prodi. Store virksomheders topchefer sidder på skolebænken, når han forelæser. 17 bøger har han skrevet, heriblandt bestsellere som Entropy, The End of Work og The Age of Access. Hans seneste, Den europæiske drøm, udkommer på dansk i næste uge.
Jeremy Rifkin har rundet 60, men hans skarphed og energi har ikke forladt ham. Han taler for fundamentale ændringer af det moderne samfund med en overbevisning, som var der tid til at realisere dem. Og med en intensitet, som var der ikke et sekund at spilde.
"Efter Murens fald mente nogle, at vi havde nået historiens afslutning i den forstand, at vi nu kunne nyde de fulde frugter af en globalt enerådende markedskapitalisme. Vi blev lovet, at kløften mellem rige og fattige ville skrumpe, men i virkeligheden er kløften nu større end nogensinde," siger Rifkin og henviser til, at denne verdens 356 rigeste familier i dag besidder en formue, der svarer til årsindkomsten hos 40 procent af klodens befolkning.
"Man sagde, at man ville forbinde de ikke-forbundne, men 60 procent af menneskeheden har endnu ikke foretaget en telefonsamtale, en tredjedel har ingen elektricitet. Man sagde, at den økonomiske udvikling ville blive økologisk bæredygtig, men i stedet har vi fået real-time global opvarmning med en koncentration af drivhusgasser i atmosfæren, der er den højeste i 650.000 år."
Man sagde også, at verden efter Den Kolde Krig ville blive mere fredelig - i stedet har vi fået global terrorkrig og mindre sikkerhed, fordi landene er begyndt at slås om den sidste olie, noterer Rifkin.
"Så mon ikke tiden er inde til en revurdering af kapitalismen," spørger han retorisk.
Europa og USA har praktiseret markedsøkonomien på hver sin måde. I sin nye bog sammenligner Rifkin 50 års europæiske erfaringer med en social velfærdsmodel og 25 års amerikanske erfaringer - nemlig siden Reagan - med en "uhæmmet, nykonservativ og tøjlesløs markedskapitalisme". Hvad Rifkin ønsker er en diskussion af, "hvordan vi kan bruge den ene models styrker som modgift mod den andens svagheder".
Han kalder den europæiske 'sociale model' for "den mest humane livsform i historien", fordi der med basis i solidaritet og medinddragelse er realiseret en markant forbedring af livskvaliteten via udvikling af sundhedsvæsen, uddannelse, sociale sikringssystemer og balance mellem arbejde og fritid.
"Men modellens svagheder er også klare. I Europa drev reformationen og oplysningstanken individet frem som centrum i historien. Luther sagde, at mennesket stod alene med sin Gud, Adam Smith sagde, at mennesket stod alene på markedspladsen. Det var et interessant øjeblik, men det forblev i en vis forstand en boble, fordi levnene fra fortiden i form af den katolske kirkes og de feudale samfunds betoning af fællesskabet og udøvelse af formynderi ikke rigtig forsvandt."
Mens det er et gode, at fællesskabstanken levede videre, så er det en svaghed, at formynderiet også har overlevet.
"Det indebærer et tab af individets ansvar og en undergravelse af det personlige initiativ til fordel for den holdning, at regeringen, arbejdsgiveren, fagforeningen eller velfærdssystemet må tage sig af mig."
Anderledes i USA. Her passede budskabet om at være alene med Gud, alene på markedet, alene over for naturen perfekt til de pionerer, der befolkede landet.
"I nyere tid skabte Ronald Reagans revolution en effektiv motor for økonomien ved yderligere at stimulere egeninteressen og den individuelle risikovillighed. Der er intet formynderi i dagens USA: Man svømmer, eller man synker."
"Svagheden er, at det fri marked ikke evner at fordele frugterne retfærdigt. Adam Smiths 'usynlige hånd' var måske hans bedste opfindelse: Den usynlige hånd er usynlig, fordi den ikke eksisterer. USA havde frem til 1980 en balance mellem markedsøkonomi og civilsamfund, men i dag er vi nummer 24 på ranglisten over indkomstulighed. I OECD har kun Mexico og Rusland større ulighed. USA er blevet et meget grimt samfund."
Rifkins forslag til Europa er, at vi med inspiration fra USA søger nye måder at stimulere markedet og belønne entreprenørskab, men samtidig sikrer et stærkt civilsamfund, stærke partier og fagforeninger samt en social model, der garanterer, at frugterne af den økonomiske udvikling distribueres bredt.
- I virkeligheden er dagens europæiske drøm måske 'The American way of living'?
"Det er en dyb misforståelse, at USA er en sund økonomi, og at det skyldes det utøjlede marked og et hårdt, darwinistisk system. Den virkelige grund til, at USA's økonomi er vokset de seneste 15 år, er gældssætning. I dag bruger vi mere, end vi skaber pr. familie, og vi har rekordstort stats- og handelsunderskud. Investorerne synes ikke, USA's fremtid ser godt ud, og hvis først de asiatiske regeringer svigter dollaren, så skal du se panik."
Jeremy Rifkin mener, at Europa har enestående muligheder for at skabe en dynamisk, globalt konkurrencedygtig økonomi under sikring af såvel social lighed som miljømæssig bæredygtighed. Men mulighederne svigtes af politikere, der tænker provinsielt.
"Tror I virkelig, at fremtiden for jeres børn sikres ved at kravle tilbage i jeres lille nationale container," spørger han.
Rifkin påpeger, at dramatiske spring i udviklingen historisk set er sket, når fremkomsten af nye kommunikationssystemer falder sammen med nye energisystemer. Trykpressen og den kulfyrede dampmaskine sikrede den første industrielle revolution, telefonen og den oliebaserede forbrændingsmotor sikrede den anden.
"Den tredje industrielle revolution kan realiseres i Europa ved at udnytte principperne og de smarte teknologier i de nye kommunikationsnetværk - computere, internet og trådløs teknologi - i en omstilling af energisystemerne. At integrere Europas infrastruktur for kommunikation, transport og energi er langt mere afgørende end f.eks. at integrere servicemarkedet, som det ny servicedirektiv er udtryk for."
Rifkin har som rådgiver for tidligere kommissionsformand Romano Prodi beskrevet, hvordan 'brintøkonomien' kan realiseres. Altså et moderne energisystem, der bruger brint som central energibærer og producerer brinten lokalt med vedvarende energi: Vind, sol, biomasse, vandkraft, geotermisk energi.
"Et fællestræk med computernes netværksprincip er, at morgendagens individuelle energiproducenter kan bruge brint til at lagre produceret energi og bruge et transformeret elnet til at distribuere, købe og sælge den. Danske vindmølleproducenter kan sende overskud af el ind i det fælleseuropæiske net, middelhavslandene kan tilføre et overskud af solenergi. 'Power to the people', bogstaveligt talt. Dette er et decentraliseret, intelligent system præcis som internettet."
"Indtil nu har 'en fælles energipolitik' blot betydet at blande lidt af det nye med noget af det gamle: olie, gas, kul og atomkraft. EU-Kommissionens ny grønbog om energi er en pærevælling af ting, der blot skal gøre alle glade. Det er ikke en vision. Og man kan ikke få sin økonomi til at udvikle sig, hvis fokus er på en energiæra, der er ved at slutte. Man får blot et stadig mere ondartet slagsmål om de sidste olie- og gasreserver."
Rifkin ser det nye energisystem som lige så lovende, perspektivrigt og uforudsigeligt, som internettet var i 1980'erne.
"Det frustrerende er, at politikerne ikke har nogen som helst ide om, hvad der er ved at ske. De befinder sig i mørke."
Rifkin har ingen problemer med at identificere de 'negative' begrundelser for det store energiskift: At klimasystemet er ved at blive ødelagt, at den globale sikkerhed trues af kampen om olien, at u-landenes nød vil vokse dramatisk med olieprisens stigning. Men han vil hellere overtale Europas politikere med positive begrundelser: Muligheden for en tredje industriel revolution, der skaber vækst og arbejdspladser og samtidig større bæredygtighed.
- Dit fokus er konsekvent på løsningerne. Overvældes du aldrig af pessimisme over problemernes hårdnakkethed?
"Jeg er ikke optimist. Men heller ikke pessimist. Det hjælper dig ikke som social aktivist. Jeg er håbefuld, på vagt og realistisk. Og tålmodig. Det tager en generation at ændre tings retning."
- Du er lige så hurtigtalende som for 20 år siden. Bliver du ikke træt?
"Jeg bliver en lille smule træt. Du fangede mig i et godt øjeblik."
Jeremy Rifkins ny bog, 'Den europæiske drøm', udkommer på fredag. Samme dag diskuterer Rifkin Europas fremtid med udenrigsminister Per Stig Møller ved et offentligt debatmøde kl. 14-16 på Københavns Universitet, Rosenborggade 15.
