Læsetid: 4 min.

Lys fra faldne stjerner

26. november 2003

ROCKSTJERNER sætter standarder. Rockstjernen er den største stjerne. Som sådan er Elton John og Morten Løkkegaard og Bill Clinton og Mary Donaldson kolleger. Den ene er popsanger, den anden er tv-vært, den tredje har været præsident, den fjerde bliver prinsesse. Men de er primært stjerner. De bliver dyrket som rock stars. Og rockstjernen virker fortryllende på den ikke længere religiøst fortryllede verden. Rockstjerner genfortryller. Som den franske forfatter Michel Houellebecq har skrevet:
»Intet i menneskets historie siden guddommeliggørelsen af faraoerne i det gamle Egypten kan sammenlignes med den kult, som den amerikanske og
europæiske ungdom fejrer omkring rock stars.«
Det er ikke som fodboldstjerne, David Beckham er berømt. Det er som rock star.

DET KAN derfor undre, at vi i de senere år har iagttaget fænomenet: drengebands og pigebands. Man regner med at træffe store individualister i i populærmusikken, Nu ser man i stedet et kollektiv. Positionen som forsanger er en eminent platform for udvikling af en rock star. Forsangeren kunne blive en ny Jim Morrison eller en ny Mick Jagger. Men i kollektivbands er der tre, fire eller fem forsangere. Disse bands er fabrikerede over en skabelon, som afslører pladeindustriens kalkyle: Der skal gerne være én og ikke to sorte i sådan et band. Der skal være en lyshåret lidt for køn fyr, en anden lidt hårdere, måske endda med skægstubbe. De unge fans kan selv vælge deres egen stjerne i gruppen. Det er ikke nok med en stjerne: Der skal være flere.

DET KAN undre, at de gamle stjerner stadig er stjerner. Sting, Mick Jagger, David Bowie og Bono blev stjerner ved at producere noget nyt. Nu producerer de velkendte metervarer. De er så ufarlige som luksusfødevarer: Det er så behageligt, at man brækker sig. Men de bliver dyrket af de unge drenge/pigebands. Bandet Blue er en ung og frisk entreprise, som tidligere har begået et hit i selskab med Elton John. På deres seneste single entrerer de med Stevie Wonder i en ny version af Wonders klassikerhit »Signed, Sealed, Delivered I’m yours«. Simon Webbe fra Blue forklarer seancen:
»Det var en unik oplevelse at indspille med Stevie. Det var en drøm, der blev virkelighed. Manden er en legende.«

MAN KAN ikke fremstille stjerner. Det er pointen i en sentens fra Robbie Williams’ – som selv kommer fra et drengeband – hit »Something beautiful«: »Du kan ikke fremstille et mirakel.«
Der er lavet to videoer til »Something beautiful«: Den ene video viser Robbie Williams svede lækkert, mens han synger. Han står på en rund scene. Publikum kan se ham fra alle sider. Han er centrum for en kult. Den anden video viser en talentkonkurrence: Tykke og tynde, grimme og kedeligt udseende unge og ældre efterligner Robbie Williams. Deres efterligning bekræfter ham som unik. Videoen konkluderer på en scene, hvor en amatørstjerne møder Robbie Williams på en forladt station. Og der er ingen tvivl om, hvem der er den rigtige Robbie: Stjernen stråler.

ROBBIE WILLIAMS tager fejl. Videoen lyver. På tv kan vi se, at amatører hverken er for tynde eller for tykke eller almindeligt udseende. De ligner stjerner. De kan alle tale som stjerner i interview og gøre ting med hænderne, som kun stjerner gør. Det er
årsagen til boy/girl bands’ succes: Vi kan fremstille stjerner. Vi kan se det hver fredag aften på DR1: Stjerne for en aften. Vi kan se det over hele Europa: Det er et internationalt program. Man ser stjernen blive skabt.
Etablerede entertainere lærer de unge amatører håndværket; ’du skal smile lidt mere’, ’bevæge dig mere impulsivt’. ’Du skal synge igennem’. Vi har længe vidst, at industrien designede idoler som udbud på vores efterspørgsel. Nu har vi set produktionen af stjerner på tv. Produktet imponerer ikke længere.
Derfor bevarer guldalderens stjernes deres glans. Det er det, Simon Webbe fra Blue siger i citatet: Stevie Wonder er en stjerne fra før massefremstillingen. Han er fra rockens guldalder. Det er den samme charme, som kvalificerer kronprins Frederik og den nu afdøde prinsesse Diana: De lyser af noget, der ikke længere er. Stjernen er faldet ned. Men vi kan stadig se lyset fra den. Det er det lys, de unge stiller sig ind i. Lyset fra genfortryllelsen. Men det moderne samfund demokratiserer ved at eliminere forskelle. Rockstjernen var en midlertidig forskel: Nu har vi det småborgerliggjorte lys fra faldne stjerner eller masser af nye stjerner, som er kedelige, konforme og enormt seksuelt tiltrækkende. Miseren bekræfter filosoffen Peter Sloterdijks tese om de sekulære, demokratiserede samfund: »Ligesom den religiøse mystik blev foruroliget af spørgsmålet om, hvor det onde stammede fra, således foruroliges det sekulære samfund af spørgsmålet om, hvor det skal tage sine forskelle fra.«

rl

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu