Læsetid: 3 min.

Det lysende øjeblik

12. februar 2002

Mandag d. 7. maj 1945 skrev Knut Hamsun i Aftenposten, i sin nekrolog over Adolf Hitler: »Vi, hans nære tilhængere, bøier nu våre hoder ved hans Død.« Dagen derpå bliver Norge befriet. I en lejlighed i Oslo kaster familien Nilsens kvindelige overhoved, Markens Grøde og andre Hamsun-værker i kaminen.
Men da hun bagefter skal lige til at lade Men Livet Lever gå samme vej, opdager hun i reolen omme bag forræderens værker en urørt flaske Malaga fra 1936! For en sikkerhed skyld ser hun efter omme bag Herman Bang og Johannes V. Jensen også; men dér står der ingen flaske, heller ikke bag Ibsen.
I næste øjeblik går det op for Den Gamle, at hun kun har underkjole på: » – Man drikker ikke Malaga fra 1936 i undertøj?«

Scenen, denne kostelige scene, udgør blot én af de mange, man som læser vil huske fra Lars Saabye Christensens kæmperoman Halvbroren, der i går blev udpeget som dette års vinder af Nordisk Råds Litteraturpris. En mangestemmig og flerdimensional fortælling, der følger tre generationer gennem et halvt århundrede, men gør det på (post)modernismens præmisser, dvs. fragmentarisk, punktuelt.
Troen på den store historie, en sammenhængende, smuk fiktion, synes i bogen veget for en vished om øjeblikkenes betydning, en viden om, at menneskers liv bør analyseres i dybden, fastholdes som lommer i tiden, hvis ikke de skal forgå. Men ved på denne måde at fremstille den lille historie giver romanen mæle til en form for trods, med en holdning, der i formen, kunstnerisk, får gyldighed som en lethed i skriften.

Havde det været for ti år siden, ville en roman tilvirket på disse præmisser næppe have haft de store chancer i en samnordisk konkurrence. Og for 20 eller 30 år tilbage var den næppe blevet valgt som kandidat. Dengang skelede man til pan-nordiske balancehensyn og søgte efter priskandidater af tværfolkeligt middelvejs-tilsnit.
Var prisen i hine trygge år landet hos Ivan Malinowski, eller skal vi sige, hos Peter Laugesen, Olav H. Hauge eller Göran Sonnevi, som alle har repræsenteret en stejl kunstnerisk radikalitet, ville Nordisk Råds festklædte delegater nok have fået champagnen i den gale hals.

Ligesom Svenska Akademin, der i 1950’erne måtte sande, at Nobelprisen ikke længere kunne bruges som værn om traditionelle kulturkonservative værdier, men primært måtte gives som en præmie for ordkunst, har bedømmelseskomiteen for Nordisk Råds Litteraturpris i de senere år måttet give køb, hvad dét angår at bruge prisen som middel til at styrke en fællesnordisk politisk kultur. At det tog år, før prisen mere blev en pris for kunst end et instrument til styring af Nordens litterære system, nåede at gå ud over mange formfornyende prosaforfattere og originale poeter. Men glædeligt er det, at Nordisk Råds pris for øjeblikket tildeles efter æstetisk målestok.
Valget i 1999 og 2000 af Pia Tafdrup og Henrik Nordbrandt var et fingerpeg i denne retning. Og er man som dansker knotten over, at prisen atter i år havner i skødet på en nordmand, bør man nok lige huske på, hvad de andre monstro kan have tænkt, da den to år i træk gik til en af ’vore’.
Ja, måske er vi på vej ind i et nyt litterært rum, hvor det nationale tilhørsforhold får stadig mindre betydning. I hvert fald er det tankevækkende, at Lars Saabye Christensens roman forener en skepsis over for det nationale med en sansemættet omsorg for det nære.

Paradoksalt nok ser det ud til, at Nordisk Råds Litteraturpris, der første gang blev uddelt i 1962, og som i mange år skulle styrke det nordiske litteraturfællesskab, lige nu bliver brugt til at manifestere, at vi i de nordiske lande er nået langt nok til i fællesskab at indse, at såkaldte fælles værdier bør man omgås med varsomhed, hvis ikke de skal ende i chauvinisme og det der er værre endnu. Det betyder farvel til skåltale-nordismen, som i sine værste former blot var nationalismen ganget med fem, men det betyder også goddag til bøger, der ved egen kraft kan gennembryde grænser. I kaminen ender de ikke, og det vil formentlig vare længe, før de havner i folkebibliotekernes kassationskældre.
Skål på det, i hvad der nu måtte være for hånden,
eller gemme sig omme bag klassikerne.

es-n

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu