Det begynder så godt. Jørgen Leths nye erindringsbog Det uperfekte menneske. Scener fra mit liv er en succes. Anmelderne, de fleste, er glade for bogen. Ekstra Bladets anmelder John Chr. Jørgensen skriver: "Jeg er voldsomt imponeret over den originale form, Leth har fundet til sine tilbageblik. Det uperfekte menneske er en mageløs erindringsfilm i ord. Man sluger den scene for scene og ville ønske, den blev ved og ved." JydskeVestkystens anmelder Knud Søndergaard er lige så positivt imponeret under overskriften En sand oplever fra Leth: "Det er en lang og fascinerende fortælling fyldt med spændende mennesker i sports- og cykelverdenen. Og så er den fuld af erotik. Sjældent har man set så mange beskrivelser af kærlighedsforhold, samlejer, verbalerotik og skønne kvinder. Det er formidabelt, hvad den mand har haft gang i stort set alle steder i verden."
Det er den 29. september.
Få af de (mandlige) anmeldere synes at være egentlig forargede.
I flere dage har forfatteren kunnet svæve på en lyserød sky. Han har fået en usædvanlig omfattende eksponering med store, venligtsindede interview i aviserne, og han fortæller glad og gerne - eller med et sine egne yndlingsudtryk: generøst - om sit livs mange oplevelser. Modsat de fleste andre erindringsbøger, hvor forfatterne udelukkende fremstiller sig selv i et sympatisk skær, har han taget alt med, også det dårlige, det negative, det mørke. Han har ikke altid været "en god dreng," indrømmer han, men han har gjort det, han kunne, og som Frank Sinatra synger, er der få ting, han har fortrudt, men f.eks. beretter han nu, efter at forældelsesfristen er udløbet, om en dramatisk periode som hashsmugler, en periode, han ikke er så stolt over. Det har frokostaviserne allerede banket op som såkaldte kioskbaskerne, men ikke desto mindre fortsætter Jørgen Leths triumftog i medierne.
Vendepunktet
Hans Pilgaard har ham inde i sit populære tv-program Go'aften, Danmark. "Hvad ser du lige nu?" spørger han sin gæst, der som dreven kommentator af diverse cykelløb, fabulerer over den banegårdshal, som er udsigten fra TV 2-studiet. Noget om at være rejsende, tage afsked, og den slags, som location lægger op til. Som punktum på indslaget siger Pilgaard, på hvem bogen har gjort et stort indtryk, at han kunne have lyst til at snakke videre med Leth en hel aften. Noget, han ikke siger til enhver.
Træerne vokser ikke ind i himlen, og faktisk kommer vendepunktet selvsamme dag, som bogen får de mange gode anmeldelser. Iblandt har der været malurt, især i Kristeligt Dagblads anmeldelse, men også Politikens Kim Skotte såvel som Informations Erik Skyum-Nielsen har trods mange gode ord om bogen et par dryp om, at der kan være et moralsk problem. Imidlertid er det Ekstra Bladets forside, der vender folkestemningen så helt og aldeles med en overskrift om, at Jørgen Leth har holdt en 17-årig pige på Haiti som sexslave. Den er der nu ikke helt dækning for inde i bladet, hvor dets medarbejder Kenneth Seeberg har inviteret forfatteren på østers og foiegras til interview på restaurant Alsace i det indre København. Sexslave! Er det ikke noget med at holde en kvinde indespærret eller hvad? Jørgen Leth har trods alt betalt for hendes engelskundervisning og meget andet og har ikke været den aktivt opsøgende part.
I et indslag i Lasse Jensens program Mennesker & Medier siger han, at han nok havde ventet en reaktion, men ikke en så "brutal" reaktion.
Men Ekstra Bladet har også på sin forside citeret nogle linjer fra bogen: "Jeg tager kokkens datter, når jeg vil. Det er min ret. Jeg kan tage hende, når jeg vil."
Noget, som formentlig er det, får Informations Karen Syberg til at se det hele som en slags selviscenesættelse og en form for litteratur eller i hvert fald pornografisk litteratur. Noget af det nærmeste, der kommer et forsvar den nu udhængte (hvide) herre. Thi nu bryder et sandt helvede løs i form af vrede læserbreve fra folkedybet, men også i diverse avisers ledende artikler. Litteratur eller ej - han har jo gjort det, han har gjort ifølge sin egen bog.
Ordvalget strækker sig fra det opfindsomme 'gammel gris' (Leth er 67 år) i nu mange aviser til det lidt mere opfindsomme 'liderbasse' (leder i Politiken 6. oktober) og til de uundgåelige ordspil på navnet: 'Tilværelsens liderlige leth-hed.' Der harmes, der gryntes, der svælges, og det vil tilsyneladende ingen ende tage. "Den gyldne dinglepik," står der i gratisavisen Urban. Frokostpressen omtaler ham nu konsekvent som Liderlige Leth, en ny figur i det offentlige rum, som tidligere var folkekær og for ikke så forfærdelig mange år siden blev hyldet på scenen i Tivoli sammen med Bjarne Riis, det år, da denne vandt Tour de France, og euforien var høj i den danske befolkning.
Det bliver værre
Da pressen finder ud af, at Jørgen Leth rent faktisk er dansk honorær (ulønnet) konsul på Haiti, og da Udenrigsministeriet finder ud af, at den er rivegal, får man den knag, man kan hænge sin hat på. "Jørgen Leth risikerer sin konsul-titel," lyder overskrifterne. Ministeriets mand på sagen udtaler, at havde man vidst, hvad man ved nu, var han aldrig blevet udnævnt til konsul. Og ellers vil han ikke sige noget, før han har haft en samtale med konsulen selv, hvilket berammes til førstkommende mandag. Ikke mange tror på, at han vil 'overleve' den samtale som konsul og repræsentant for Danmark.
Så farvel til splitflaget og skiltet og retten til at udstede visum. Jørgen Leth blev i øvrigt udnævnt af dronningen i 1999, fordi han havde hjulpet med til at få nogle danske søfolk, som var tilbageholdt og fængslet på Haiti, tilbage til Danmark. Senere hjalp han en dansk kaptajn i samme situation - og sendte jævnligt rapporter hjem om den politiske situation. Politikens At tænke sig bringer fornøjet et dementi: "Vi skrev i går, at Jørgen Leth er honorær konsul i Haiti. Der skulle naturligvis have stået gonorær konsul." Man "bekagler fjelen," som det hedder på At tænke sig-sprog.
Bestseller
Nedturen fortsætter, det fyger nærmest ind med dårlige nyheder for forfatteren. I Folketinget vil Lone Dybkjær stille spørgsmål, om det fortsat er forsvarligt at have Leth som konsul. Dansk Kvindesamfund opfordrer TV 2 til at skille sig af med Jørgen Leth. Red Barnet nægter at modtage overskuddet fra en bogmesse i Århus, hvor Jørgen Leth var æresgæst. Team Danmark tager afstand fra ham, og han trues også med at blive frataget sin deltagelse i et Kanonudvalg for Dansk Elieidræt. Information bringer endnu en leder, Gammel gris II, af nyhedschef Mette Højbjerg, som går imod den leder, Karen Syberg har skrevet. Et greb, der nogle gange benyttes, hvis bladets medarbejdere er delt på et spørgsmål.
Der er også dem, få ganske vist, der ikke deltager i den massive kritik. Gyldendals direktør, Johannes Riis, forsvarer udgivelsen af bogen, det samme gør den litterære konsulent Simon Pasternak, der til Informations Ulla Dubgaard siger: "Det er jo forholdsvis let at positionere sig selv som skinhellig moralist på baggrund af Jørgen Leth."
Også Det Danske Filminstitut, der har sat penge i filmprojekt, hvor man direkte skulle kunne se Jørgen Leth i et samleje med den 17-årige, giver udtryk for, at man ikke vil trække støtten tilbage. TV 2 holder ligeledes på hesten, mens forfatterinden Hanne-Vibeke Holst i Jyllands-Po-sten (6. oktober) betoner vigtigheden af at skelne mellem konsulen og forfatteren Jørgen Leth. Hun er glad for, at det er en sand bog, og den har lært hende noget "om mænd og den virkelighed." I Berlingske Tidende udtrykker Claes Kastholm Hansen sin personlige begejstring for bogen, som han samligner med Thomas Manns Dr. Faustus og Søren Kierkgaards Forførerens Dagbog.
Mens alt dette sker, får Jørgen Leth lutter positive anmeldelser for sin nye Århus-film, og erindringsbogen ryger direkte ind på toppen af bestsellerlisten. I Århus har læsere stået i kø for at få hans autograf i bogen, og Gyldendal meddeler, at man har sat et nyt oplag i gang.
I går, hvor B.T. kunne meddele, at Jørgen Leth risikerede 10 års fængsel ved en eventuel tilbagevenden til Haiti, satte forfatteren så selv et punktum for sagen og kom derved sine kritikere i forkøbet. Dog ikke TV 2, hvis sportschef Morten Stig Christensen lige akkurat nåede at fyre ham med henvisning til folkestemningen, før Leth i en pressemeddelelse meddelte, at han trak sig tilbage fra alle officielle poster samt fra filmprojektet. Da havde en række fremtrædende danske filminstruktør med Thomas Vinterberg, Lone Scherfig, Lars von Trier og Per Fly udsendt en opfordring til at stoppe "den underlødige hetz" og den "nypuritanske heksejagt" mod "en af landets fremme-ste kunstnere."