Læsetid: 4 min.

Det lysner i øst

Uffe Ellemann-Jensen leverer i vanlig veloplagt stil alle argumenterne for, hvorfor EU ikke må lukke sin dør for de nye demo-kratier, der banker på Europas gyldne dør. Og argumenterer samtidig for, at den fortsatte udvidelse ikke behøver at skade sammenhængs-kraften i Unionen. Politisk lederskab er nødvendigt, minder han læserne - og regeringen om
28. november 2006

Uffe Ellemann-Jensen er en politiker, man kan savne. En modig, vidende og intelligent leder, men også en gadedreng, der med jævne mellemrum drev mange af sine modstandere til vanvid og som omvendt det meste af tiden formåede at begejstre sine meningsfæller samt det udenrigsministerium, som under hans lederskab voksede og voksede i både statur og betydning, mens statsminister Poul Schlüter havde travlt med indenrigspolitikken.

Den ofte citerede spydige bemærkning fra sidstnævnte om, at Uffe Ellemann muligvis kunne blive statsminister, men bare ikke i Danmark, udlægges ofte som et minus i karakterbogen for Ellemann (at han var for arrogant og spredte tropperne, mens den pragmatiske Schlüter excellerede som rolig landsfader) men kan lige så vel ses som karakteristisk for noget af det mere kedelige ved den danske nationalkarakter: Vor manglende evne til at begejstres, den evige tællen på knapper for at finde frem til egne fordele og det manglende mod, der gør ægte entreprenører til en sjældenhed, og som gør den daglige sure sjosken gennem gråvejret i ens tøj til et nationalt adelsmærke.

Personligt og politisk

Ikke sådan med Ellemann, hvor man ved, hvor man står.

Hans udgangspunkt er både personligt og politisk. Europa har været en vigtig del af hans eget liv, og hans første rejse ned gennem Europa var på den tids dannelsesrejse, konfirmationsrejsen, "med tog gennem et endnu hærget og kulsurt Tyskland til Rom. Det gav appetit på de mange senere rejser. Som ung begyndte jeg også at rejse bag det Jerntæppe, der dengang delte Europa. Jeg blev fascineret af Europas mangfoldighed. Af den historie der både har delt os og samlet os. Jeg følte, at min egen nationale identitet som dansker blev styrket af også at få tilført dette europæiske tilhørsforhold."

Den tidligere udenrigsminister er vokset op under Den Kolde Krig. Det udgangspunkt giver ham et bredere, og optimistisk, perspektiv på den krise, som EU befinder sig i efter sidste års franske og hollandske nej til den nye forfatningstraktat.

For de nye EU-lande, som trådte ind i Unionen i 2004 kan - med eller uden ny EU-forfatning - aldrig vende tilbage til den tvang og ufrihed, de var underlagt, dengang de var Sovjetunionens vasalstater. Men selvom udvidelsen er en uangribelig succeshistorie, konstaterer Ellemann rigtigt, at det ikke desto mindre alligevel er "som om mange i det privilegerede 'gamle Europa' stadig lukker øjnene for de muligheder, der er for at bygge videre på successen. Man klamrer sig til, hvad man har. ...Og selv i Danmark, der har været blandt de stærkeste fortalere for et helt Europa, hører man nu mange, der hellere vil lukke af."

Ja til Tyrkiet

Blandt de mange som tøver, kan man vel uden at være grov godt regne den nuværende danske regering, selvom den ikke skilter åbent med andet end Anders Fogh Rasmussens jævnlige skeptiske sidebemærkninger om Tyrkiet.

Om Tyrkiet er Ellemann også klar i mælet: Han erkender, at udfordringerne er store, men han konkluderer, at der "er en klar europæisk politisk interesse i at bevare Tyrkiet som en allieret sekulær stat- Hvis Tyrkiet kan opfylde betingelserne, bør Tyrkiet blive medlem af EU. De samlede fordele herved for EU vil langt opveje ulemperne."

Bogen er opdelt først historisk og derefter på lande, både de nye EU-lande og de kommende, som står i det stadigt mindre venteværelse - Bulgarien, Rumænien, Tyrkiet, Kroatien og Makedonien. Og et sidste kapitel med titlen 'Naboerne', som over godt 50 sider tager læseren med til Bosnien og Hercegovina, Serbien, Albanien, Moldova, Ukraine, Georgien, Armenien og Aserbajdsjan. Denne del af bogen er velegnet som opslagsværk med små faktabokse om hvert land. De velskrevne afsnit er korte - fem til 10 sider om hvert land - og ofte krydrede med personlige tildragelser og anekdoter uden at blive sludrende.

Vision for fremtiden

Sidste del handler om fremtiden. Den nye forfatningstraktat og diskussionen om fælles europæiske værdier. Ellemann giver sit eget bud på fremtidens EU. Han tror, at EU om 10-15 år har over 30 medlemmer inklusive Norge, Island og dele af Balkan. Han tror på fortsatte forhandlinger med Tyrkiet og de sidste par Balkan-lande samt Ukraine, på Hviderusland og Moldova som mulige kandidatlande og på et altomfattende partnerskab med Rusland. Han forestiller sig Østersø-regionen som 'et globalt vækstcenter,' især inden for it og bioteknologi.

Forfatningstraktaten er fortsat ikke vedtaget, men "i praksis er der løbende fundet praktiske løsninger på, hvordan man skal klare samarbejdet mellem de mange lande."

En dristig vision er dristig, men ikke mere vovet end det ville være blevet anset for, hvis man for 15 år siden havde påstået, at EU i dag ville have 25 medlemmer med de nye østlande. Og som Ellemann afslutningsvis skriver, må man spørge sig selv om "hvad alternativet er... tilbageskridt, pres udefra. Og usikkerhed."

Som erfaren politiker er Ellemann ikke naiv. Han ved godt, at de næste udvidelser er svære. Han frygter "at snævre nationale interesser i stigende grad vil bremse for mange af de reformer, som er nødvendige i både de gamle og de nye EU-lande."

Men vejen frem er fortsat farbar, skriver han. Man må håbe, han får ret.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her