HJERTESKÆRENDE er en beretning i gårsdagens Information. Overskriften er: »Bøsser i Iran må kysse i det skjulte«. To 23-årige fyre Siâvad og Homâyun fortæller om den lyssky tilværelse, de må leve. Præstestyret læser Koranen ganske bogstavtro, herunder de fordømmelser, som koranen i lighed med sin onkel, Biblen, udøser over homoseksuelle.
Således inspireret definerer Irans islamiske stat homoseksualitet som et moralsk forfald med vestlige rødder. Ikke noget, Gud har skabt, men visse menneskers fordærvede sind. Derimod defineres transseksualitet ønsket om at antage det modsatte køns skikkelse som en biologisk forstyrrelse, der kan behandles medicinsk. I den praktiske hverdag sættes de homoseksuelle i bås med de transseksuelle og er dermed både fordærvede og syge. Det iranske parlament har vedtaget en lov, der fritager transseksuelle for at aftjene værnepligt. Disse kunstgreb betyder for Siâvad og Homânyn, at deres papirer oplyser, at den manglende soldatertjeneste skyldes deres transseksualitet. Det gør dem ikke letafsættelige på det iranske arbejdsmarked.
MINIMUMS-CHIKANEN er altså arbejdsløshed. Værre kan det hurtigt blive. Irans tidligere retspræsident, Ayatollah Musavi-Ardebili, gav i en forelæsning på Teherans Universitet for seks år siden sine tre bud på behandling af den homoseksuelle:
nDel ham i to med et sværd og brænd ham.
nSmid ham ud fra toppen af et bjerg og brænd ham bagefter.
nLav et hul i jorden, smid ham ned i det og brænd ham.
Værsgod frit valg. Hvad foretrækker synderen?
Næe, dér har vi været anderledes entydige her i landet. I Christian Vs Danske Lov fra 1683 hedder det i sædelighedskapitlet:
»Omgængelse, som er imod naturen, straffes med bål og brand.«
Og det med bål og brand skal tages ganske bogstaveligt. Så noget strafferetshistorie har vi og ayatollahen altså til fælles, omend han kan diske op med flere varianter.
NUVEL, I DANMARK har vi bevæget os et stykke vej siden 1683. Men ikke rasende hurtigt. Først i 1930 fik den socialdemokratisk-radikale regering afkriminaliseret frivillige seksuelle forhold mellem enskønnede over 18 år. (For de forskelligtkønnede var grænsen som i dag 15 år). Et tilbageskridt blev taget, da Folketinget i 1961 føjede en mediebølge af homofobi og fulgte justitsminister Hans Hækkerups forslag om at forhøje aldersgrænsen for homoseksuel prostitution fra 18 til 21 år. Om virkningen heraf fortæller en samtidig:
»Man kunne i de dage opleve, at et mandligt par, der gik sammen til den ældstes hjem, blev fulgt på afstand af en civil sædelighedsbetjent, der blev stående ved gadedøren, om så klokken blev fire eller fem om morgenen. Når den yngste mand kom ud, blev han ført til afhøring, og hvis han indrømmede, at han havde modtaget så meget som en pakke cigaretter af sin bekendt, blev denne fængslet.«
Denne, den såkaldte »grimme lov« blev i 1965 afskaffet efter en ihærdig kampagne fra denne avis. I 1976 blev den homoseksuelle lavalder rykket ned til den heteroseksuelle på 15, og i 1989 fulgte loven om registrerede partnerskaber. Ingen af disse ligestillinger er foregået uden moralisters jammer og borgerlige partiers obstruktion. I lande, der står Danmark kulturelt nær, er afdiskrimineringen af homoseksuelle gået endnu langsommere. I Storbritannien skulle der den begivenhed til, at den populære skuespiller Nigel Hawthorne, der portrætterer departementschef Sir Humphrey Appleby i tv-serien Yes Minister, gik hen og døde, hvorpå hans mangeårige mandlige samlever måtte betale et sekscifret pundbeløb i afgifter for at blive siddende i det fælles hjem før Blair-regeringen nu har erklæret sig indstillet på britisk registreret partnerskab. Og i USA har Bush behaget sine højrenationale støtter ved at kræve nationalt forfatningsindgreb mod delstaternes homoseksuelle ægteskaber.
HOMOSEKSUALITETEN er ét blandt flere eksempler på, at forskellige religioners fundamentalister der ellers suger næring af at udnævne hinanden til djævlens udsendinge har ganske meget tilfælles.
Det synes også at gælde et fællesskab mellem kvinders og homoseksuelles anerkendelse i samfundet. Hvor kvinder opnår ligestilling, følger de homoseksuelle før eller siden efter. Det sker, når patriarkatet og dets angstforestillinger er bragt i defensiven.
Vigtigt er det at fastholde, at som kvindernes ret er universel, er de homoseksuelles det også. Det handler om menneskers ret til at leve deres eget liv. Der er ikke noget at gå på kompromis med hverken her i landet eller så langt ud i verden, som dansk indflydelse rækker. Vi skal forsøge at forstå andre kulturer, komme dem i møde. Men ved det religionsvanvid, som forpester Siâvads og Homâyuns liv, går en grænse.
