Læsetid: 12 min.

Må Allah have barmhjertighed med vores land

Hvordan kunne det være, at netop Danmark, vores lille nordiske paradis, der engang var berømt for tolerance, frisind og fredelighed, blev det land, der tændte denne voldsomme konfrontation med den muslimske verden?
20. februar 2006

De seneste par år, når jeg har bevæget mig rundt i verden, er jeg konstant blevet stillet over for spørgsmålet: 'Hvad er der sket med Danmark?' Ingen grund til yderligere forklaring, for spørgsmålet refererer naturligvis til landets rutsjen ned i en intolerant, xenofobisk, racistisk og selvkongratulerende kløft - eller mudderpøl, skulle jeg måske hellere kalde det, idet intet - indtil de fatale tegninger - har kunnet kreere en klar konfrontationslinje, men blot er forblevet en grød af smålig grimhed, der er krøbet op om os fra alle sider, med overrestriktive og lemfældigt og uretfærdigt implementerede immigrationslove, med stereotypisk og ensidigt nedsættende media-repræsentation, samt, hvad der er allerværst, med en fjendtlig og ualmindelig dæmonisk retorik fra politikerside, der desværre starter helt inde på midten af det politiske spektrum. Og der er ikke fire imamer, vi bekvemt kan beskylde for at have skabt dette billede af Danmark i vores omverden!

Til bogpræsentationer og i formelle fora er jeg kommet med de nærliggende og almindelige forklaringer, som vi plejer at gemme os bag: vores mangeårige homogenitet; vores konsensuskultur, der afhænger af tilliden til, at 'din nabo er som du selv'; vores egalitarisme, der provokeres af immigranter med en anden hierarkisk social struktur, særligt når kvinder behandles som andenrangs; og under-tæppet-fejningen af integrationsproblematikken i 1970'erne og 1980'erne, der derfor nu eksploderet.

Imidlertid er ingen af disse tilstrækkelige til at forklare dybden og indædtheden af den xenofobi, der vælder ud af et land, der indtil for få år siden var kendt for en høj respekt for almen menneskelig anstændighed. Sandheden er, at mit svar burde være: Jeg ved det ikke! Jeg ved det vitterlig ikke!

Hvad får almindelige, tidligere anstændige mennesker til at synes, det er i orden at omtale en hel gruppe af fremmede som 'de skide arabere'? Til at synes, det er ok, at deres folketingsmedlemmer omtaler medlemmer af vores samfund som 'kræftceller' og en hel religion, der følges af 1,3 milliarder mennesker (de fleste tydeligvis fredelige, ellers ville verden se noget anderledes ud) som en 'terrororganisation'? Til at regne dem, som prøver at gøre opmærksom på problemet, som 'fjender' og 'forrædere' af Danmark? Til at tillade, at der konstant laves historieforfalskning for rigtig at kunne oppiske 'angsten for tyrken' - som jo i sandhedens navn aldrig har været blot tilnærmelsesvis nær den danske grænse, mens kristne korstog og andre udfald mod den muslimske verden, endog 1990'ernes folkemord på muslimerne i Bosnien og Europas - og dermed vores - skammeligt feje 'tavse-vidne-rolle' fuldstændigt overses.

Fandt intet svar

Jeg har spekuleret over det, diskuteret med kolleger, venner og bekendte, spurgt mennesker på alle sociale niveauer og alle vegne fra, men jeg har stadig ikke fundet et klart svar. Den danske økonomi er meget stærk, vi er rigere end nogensinde, vi har mindre arbejdsløshed end i mange år, størstedelen af befolkningen er vel uddannet, vel berejst, vi har gratis adgang til skoler og universiteter, såvel som til biblioteker, og vi har meget nem adgang til alverdens medier. Og så har vi færre immigranter end de fleste andre vestlige lande, vores muslimske befolkningsandel udgør kun 2%, mod 4,5% i Schweiz, 5,5% i Holland og 10% i Frankrig.

Så hvor stammer denne grasserende xenofobi fra, der driver os til at mene, at det er normalt at 'håne, spotte og fornedre' dem der tænker anderledes end os selv? Hvor stammer den absurde og forblindede tro på at 'den danske måde er altid den rigtige måde!'? Og hvordan kan det være, at det meste af Danmark kan vedblive stædigt at hævde, at den konflikt, som dets snævertsynede selvgode fremmedfjendskhed har antændt i verden, skulle dreje sig om ytringsfrihed og demokrati.

Det gør den ikke!

Uanset hvor krænkende tegningerne er (og ingen tvivl om, at flere af dem er dybt krænkende), er Muhammed faktisk blevet illustreret mange gange før, af islamiske såvel som vestlige kunstnere, fra gamle muslimske miniaturer til Dantes Helvede, fra Dali til Tintin, uden at skabe nogen kontrovers overhovedet. Og uanset hvor meget vi hylder ytringsfriheden i Danmark, er der masser af emner, vi aldrig ville lave forhånende vittigheder om: såsom at forklejne nazismen og holocaust (se blot Jyllands-Postens nej til at trykke de kommende iranske holocaust-tegninger), gøre grin med kræftpatienter, børnepornografi osv.

Nej, præcis som dårlige ægteskaber som regel falder fra hinanden på grund af en trivialitet, der symboliserer de langt større ting, der har været galt i årevis, så er konflikten over tegningerne også blot kulminationen på en lang periode af bevidst derogativ og diskriminerende praksis over for muslimer i Danmark - ledet af Jyllands-Posten og Dansk Folkeparti, men desværre i allerhøjeste grad godkendt og præsideret over af vores indeværende regering. At trykke tegningerne i dette fjendtlige klima - som på verdensplan kun er yderligere forgiftet af den uløste situation i Palæstina samt USA's krig mod Irak og 'mod terror', der uden vaklen støttes helhjertet af Danmark, og det uanset den skandaløse tilsidesættelse af international ret på Guantanamo og i Abu Ghraib - var simpelthen blot sidste dråbe.

Selvfølgelig er fatwa'er, angreb på ambassader og trusler om terror ikke på nogen måde acceptable. Imidlertid var det et fuldstændig forudsigeligt udkomme på den hetz, der køres mod muslimer i Danmark. Man kan ikke igennem længere tid krænke og diskriminere en stor gruppe borgere, uden at det før eller siden får følger. Særligt i denne globalt kommunikerende verden. Og vi kan ikke gemme os bag imamernes rundtur eller overdrivelser - overgreb bliver ikke undskyldelige af, at vidner fortæller om dem!

Selvvalgt ignorans

Jyllands-Posten og Dansk Folkeparti har muligvis hemmeligt ønsket at få fremprovokeret en eksplosiv reaktion: 'se, vi kan ikke leve med disse muslimer, de er alle fundamentalister!' - og således opnå endnu mere støtte til deres radikaliseringskampagne. Men det kan ikke have været i statsministerens og den øvrige regerings interesse, at tingene skulle komme hertil. Men hvis ikke, hvorfor greb de så ikke ind meget tidligere?

Siden tegningerne blev trykt, var der fire måneder af en gradvist eskalerende debat i Danmark - og masser af advarsler fra det danske erhvervsliv - hvorunder regeringen havde al den tid, den kunne ønske sig til at gribe ind og begrænse konflikten. Måske narrer jeg mig selv, men jeg tror oprigtigt, at regeringen ville have grebet ind, havde den tidligere forstået sagens alvor. Det gjorde den bare ikke. Og måske er det netop her, i spørgsmålet om hvorfor ikke, at nøglen til den stigende danske xenofobi og intolerance ligger: selvglad ignorans! En bevidst, provinsiel, stædig, selvglad og frem for alt selvvalgt ignorans, der stammer fra det simple faktum, at vores egalitære samfund opdrager os til at mene, vi er lige så gode som alle andre, og derfor behøver vi ikke lære bedre, for vi ved allerede bedst selv!

Lad os sidde med hovedet i mulden og bevare det i mulden!

Danmark er et bemærkelsesværdigt egalitært samfund, men det er desværre en fundamentalistisk form for ligeværdighed, vi dyrker, idet vi behandler alle på samme vis, uanset det faktum at mennesker er forskellige og forskellige ting har betydning for forskellige mennesker, og lighed derfor forudsætter, at folk behandles forskelligt. Den nu længst glemte tolerance stammede nemlig efter min mening slet ikke fra et ægte frisind, men var snarere en udløber af, at vi aldrig tager noget seriøst - en ironisk distance til alt i livet, der er nærmest hellig for os danskere. Måske det også er derfor, at det tilsyneladende mest provokerende og truende for en dansker er at blive konfronteret med, at nogle andre tager noget alvorligt. I det mindste er det den eneste forklaring, jeg kan finde, på hvordan velbjærgede mennesker kan gå op i limningen over, om andre gerne vil bære tørklæde, ikke bryder sig om at spise svinekød eller drikke alkohol og ikke ønsker deres profet illu-streret.

Med vores ellers så famøse åbne sind in mente, er det bemærkeselsværdigt, at ingen gennem fire måneders debat har fundet det værd at kigge på, om det idol-besatte Danmark - såvel som det øvrige Vesten - måske også kunne lære noget af det islamiske (delvise) forbud mod figurativ repræsentation. Hvor er vores selvproklamerede åbenhed, når ingen har så meget som gidet overveje, om vores samfunds konstante oversvømmelse af billeder, der i et meget usundt mønster og med en hæsblæsende fart gør guder (som oftest kortvarigt) af ærlig talt meget ordinære mennesker, måske kunne drage en lære af islams ønske om netop ikke at få idoliseret deres profet - og oprindeligt også andre mennesker? (Og svarer dette i øvrigt ikke ret godt til tanken bag et af vores ti bud: 'du må ikke tage din guds navn forfængeligt'?)

Lillebror Danmark

Hvor Danmark måske har en dybere råddenskab at gribe fat i er, at det synes, at på et eller andet tidspunkt i historien har vi indgået en Faust'sk aftale med djævelen: Vi solgte vores stolthed, vores ære, til gengæld for sikkerhed for vores land. Således har vi altid lænet os op ad 'de store', uanset hvad der er sket i verden - og uanset om det har været for det gode eller onde - med vores evindelige undskyldning: at vi er for små til selv at ændre noget i verden! Vi er blevet en nation af opportunister, der er villige til at sælge ud, så snart noget kunne komme til at gøre ondt. Det forhindrer klar stillingtagen til noget som helst, idet en klar holdning ville kræve konsekvens i handling - eller en skammeligt tydelig indsigt i egen dobbeltmoral og hykleri. Derfor foretrækker vi at nedgøre enhver diskussionsmodstander med vores højt skattede, men rent faktisk så nedrige og fordummende ironi, at tegne personlige fjendebilleder af dem, der mener noget andet end os selv, og at mudre diskussionen til med 'hån, spot og latterliggørelse', hver gang der begynder at være tilløb til en klar tanke.

Danskere dyrker den argeste form for selvcensur, ikke i deres tale, men i deres handlinger, for det eneste, vi holder helligt i Danmark, er, at du ikke må holde noget helligt eller føle passioneret for noget (andet end imod 'de andre'!) For det er i indbegrebet af en sådan passion, at den faust'ske pagt er truet: den der tør stå ved sin passion, sit engagement, vil også nødvendigvis måtte tage en konsekvens heraf og betale prisen for denne, og viser således resten, at de, der ikke tør tage ansvar for det, de mener, ikke vil tage konsekvensen og betale prisen for at tænke tanken til ende og træffe overensstemmende valg, således at deres ord, etik og handling hænger sammen, heller ikke for alvor kan føle for noget. At de, der mudrer tanken og diskussionen til med deres hån og latterliggørelse, i virkeligheden slet ikke er i live inden i deres små sikre pupper af ironisk distance.

Alting er mindre

I Danmark har vi indtil videre været så heldige, at de store katastrofer er gået uden om os: Vi blev ikke ødelagt af hverken den Første eller Anden Verdenskrig, vi er ikke blevet ramt af nogen betydelige naturkatastrofer og endnu ikke af terrorisme af nævneværdigt omfang. Alting synes proportionalt mindre end andre steder i verden. Når vi rammes af terrorisme, er det integrationsministerens bil, der brænder, uden at nogen kommer til skade. Når vi har korruptionsskandaler, drejer de sig om fodbold og cirkusbilletter til embedsmænd, når vi har en eksplosion, er det den lokale fyrværkerifabrik, der går op i farverige flammer med de nærmeste huse raseret, men med meget begrænsede menneskelige skader - og alligevel strømmer det til med katastrofeberedskab og krisepsykologi, mens vi stadig ikke vil anerkende de prøvelser, som mennesker, der er flygtet fra virkelige krige og har oplevet års tortur, har måttet stå igennem.

Vores bekvemme liv har forberedt os dårligt til at forstå folk, som har måttet leve mindre bekvemt. Vores sikre ironiske distance til alt har gjort os frygtsomme over for livet - og jaloux og mistænksomme over for dem, der tør eller er nødt til at leve for alvor, uden et dansk sikkerhedsnet. Vores lillebror-mentalitet af altid at læne os op ad øjeblikkets store har beskyttet os imod nogensinde at mærke konsekvenserne af vores egne handlinger og har dermed lagt grunden til den evige infantilitet, der dominerer alt i Danmark fra debatten til medieudbuddet, fra holdningen til staten som en 'forældrefigur', der overgives ansvaret for alt, til den sociale omgang mellem såkaldt voksne, der selv når det drejer sig om virksomhedslederkurser skal lege 'klappelege' og lignende.

Som børn har vi aldrig lært, at hvis man bliver ved at slå på nogen, så slår de før eller siden igen. Indtil denne ene gang med tegningerne!

Respekt for andres kultur

Ja, der er problemer, når kulturer mødes, og et samfund har lov at sige, at disse er vores traditioner, disse er de regler, vi har her. Men hvis samfundet ønsker at deltage i den globale verden, må det lære at respektere andres kultur og sensitiviteter - og måske også glæde sig over, hvad det kan lære heraf - eller det har, med Uffe Ellemann-Jensens ord, 'dømt sig selv til for altid at forblive ved gadekæret'.

Jeg mener ikke, man bør lovgive specifikt imod at trykke sådanne tegninger, som Jyllands-Posten gjorde, uanset hvor stupidt det var at gøre det. Men da det stod klart, hvor krænkende de fleste muslimer, og også mange ikke-muslimer, anså dem for, skulle man selvfølgelig have sat ind med helhjertede undskyldninger og inddæmning af skadeeffekten. Derudover er det højst betænkeligt, at den krænkede part ikke kan få lov at føre en sag mod Jyllands-Posten ved domstolen. Hvis ikke tegningen af Muhammed med en bombe er 'hån mod en religion', så ville jeg godt vide, hvad der er.

Måske det også er mere end på høje tid, at vi får sat gang i en ærlig selvrefleksion over, hvilket xenofobisk, kvælende klaustrofobisk og absurd selvforherligende samfund Danmark har udviklet sig til. Jeg har målløst konstateret, hvor mange danskere, der endnu går rundt og mener, at Danmark er et af de mest tolerante og frisindede samfund i verden. Det er i sig selv bemærkelsesværdigt, hvordan danskere, der aldrig har boet i længere tid i andre lande, mener, de kan udtale sig om dette, men endnu mere bemærkelsesværdigt er det, at de slet ikke ønsker at høre fra dem, der faktisk har boet mange forskellige steder, at de ikke har ret. At det kun er i ganske få fattig-autokratiske samfund som måske Bangladesh, at i hvert fald jeg selv (der har boet og arbejdet femten år i en lang række lande over hele kloden) nogensinde har mødt en værre form for intolerance end den beton-egalitarisme og nedgørelse af det anderledes, som dyrkes i Danmark.

Ved at reducere konflikten til at handle om tegningerne er det lykkedes Jyllands-Posten og regeringen ikke blot at fremmedgøre hele den muslimske verden, men også at få det øvrige Vesten til at tro, at sagen drejer sig om ytringsfrihed over for religiøs respekt. Dermed har de fritaget sig selv ikke blot for at måtte indse deres ansvar for vores bragende xenofobi og islamofobi, der er hjertet bag dette enorme backlash, men også for deres ansvar for at udsætte os alle for fare.

Eftersom klogere folk end jeg forlængst har konstateret at 'mod dumhed må selv Guder kæmpe forgæves', synes vi danskere at være henvist til blot at bede: Må Allah have barmhjertighed med vores land!

Eller er der stadig en chance for, at vi ærligt vil begynde at kigge på, hvilket uanstændigt og nedværdigende sted Danmark er blevet over de sidste fem til ti år, og på tværs af politiske skel kræve vores land tilbage fra det kup, der er sket - ikke blot fra det yderste højre, men, og hvilket er langt værre, fra svinehunden og det mindste i os alle?!

Janne Teller er forfatter

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu