Læsetid: 2 min.

Må ikke besøge Broderskabet

Egypten har indført nye skrappe indrejsebestemmelser for ledere af den palæstinensiske Hamas-bevægelse
24. april 2007

TEL AVIV - Hamas-ledere er ikke længere velkomne gæster i Egypten. Dette er det klare budskab bag en række stramninger i indrejsebestemmelserne for enhver, der repræsenterer den palæstinensiske bevægelse på et vist niveau og opefter.

Formelt begrunder den egyptiske regering skridtet med et ønske om at standse våbensmugling, som vides at foregå fra den egyptiske Sinaihalvø ind på Gazastriben, men hvis omfang ikke kendes med sikkerhed. Fra israelsk side er det blevet modtaget positivt.

"Egypten gør det for at standse Hamas' militære oprustning på Gazastriben," siger en kilde i det israelske forsvar, men samtidig med det peger flere iagttagere på, at der også ligger andre begrundelser bag.

Nej til pressemøder

Ordningen er blevet indført ved gradvise stramninger, men blev først i går offentliggjort af de egyptiske myndigheder. Det sker, dagen efter at Hamas, i kølvandet på en blodig weekend på de besatte områder, opfordrede de væbnede grupper på Gazastriben og Vestbredden til at optrappe angrebene på Israel.

"De nye ordninger er nok et forsøg på at holde sig ude af den israelsk-arabiske konflikt," siger dr. Emad Gad fra Al Ahram Centret for Politiske og Strategiske Studier i Cairo. "Dette er nødvendigt, hvis Egypten skal spille en troværdig mæglerrolle i striden, men der er mere i det. Den egyptiske regering viser tydelig bekymring for, at indflydelsen fra Hamas skal styrke de islamiske strømninger i selve Egypten."

Indrejsebestemmelserne for Hamas-ledere afspejler dette ved tre betingelser for at få udstedt visum. De skal skære drastisk ned på antallet af livvagter, de omgiver sig med på udlandsrejser, de må ikke længere holde pressemøder eller seminarer på egyptisk jord, og endelig skal de love at afholde sig fra at møde repræsentanter for Egyptens førende islamiske oppositionsbevægelse, Det Muslimske Broderskab.

Ydmygende

Således er stramningen ikke bare en kommentar til den aktuelle situation i konflikten, men ligger også i forlængelse af det egyptiske styres forsøg på at bekæmpe Broderskabet. I løbet af den seneste måned har myndighederne gennemført flere anholdelsesbølger mod dets ledere.

Hamas, hvis talsmænd kalder behandlingen "ydmygende", er hårdest ramt på Gazastriben, hvor Rafah-grænseovergangen ind til Sinai er eneste vej ind og ud, som de aktuelt er i stand til at benytte.

"Mange Hamas-ledere er holdt op med at rejse gennem Rafah af frygt for at blive forulempet af egypterne," siger Ghazi Hamad, som er talsmand for bevægelsen.

I sidste uge blev generalsekretæren for Hamas' parlamentsgruppe, Muhammed Awad, tilbageholdt ved Rafah i fire timer, og han fik først lov til at rejse videre, efter at den palæstinensiske ledelse i Ramallah havde lagt pres på de egyptiske myndigheder.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her